Anmeldelser – Dybt at falde

Sjældent har man set flottere åbning på en krimiserie. Anna Grue er vittig og elegant i ”Dybt at falde”, hvor hun forvandler livsstilseksperten til detektiv og gør provinsen usikker med en farlig cocktail af sex og rengøring. (…) Alle fordomme om mandlige og kvindelige opdagere har fået sig en tur i (skrive)maskinen. Som livsstilsekspert kan Dan simpelthen tillade sig at kunne alt det, der normalt tilskrives kvindelige dyder.
Det er først og fremmest Grues legende lette stil, der gør, at man kommer til at tænke på Dashiell Hammetts ”Den tynde mand”. Dan er et moderne, dansk modstykke til Hammetts society-detektiv. Og ”Dybt at falde” er et enestående godt første bind i en krimiserie, som man helt sikkert kan forvente sig meget af.
***** Mette Strømfeldt, Berlingske Tidende

 

Det er netop den i dag ret velstillede middelklasse med det ene ben i Hovedstadens rigtige meninger og det andet i provinsiel købmandstankegang, som bogen satiriserer over. Undertiden drillende, undertiden med utilsløret alvor. Her er forfatteren virkelig skarp – og ikke mindst sjov. (…) Men ”femi” på den dårlige måde er hun ikke. Her er både en vittig hund og en hård nyser på spil.
**** Jonas Hindsholm Benzen, Børsen

 

Anna Grue er klart nok ikke ude på at bruge krimien til at pakke en barsk samfundskritik ind i – hun vil underholde, hun lægger spor ud, der er de obligatoriske to-tre-fem mistænkte at vakle imellem, kort sagt, en krimi der er klassisk i sin opbygning og i sit sigte – Anna Grue er kommet godt fra start med »Dybt at falde«, der er første bind i en planlagt serie.
Katinka Bruhn, Weekendavisen

 

Man er i ualmindeligt godt selskab med denne opdager-duo. Anna Grue skriver medrivende og meget morsomt – med både brod og bid. Grue kan sagtens skynde sig at skrive fortsættelsen i det, der bliver lanceret som en ny krimiserie.
***** Henrik Bo Nielsen, Nyhedsavisen

 

Opklaringen bliver en spændende historie med adskillige af de tvists, der er Anna Grues speciale, når overraskende forbindelser mellem de implicerede afsløres. Gode chok, tæt mystik og proper efterforskning, både fra politiets hold og hvor amatøren træder til. (…) Vi er helt nede på jorden, og Anna Grue kan med den bagage ikke lade fantasien sprælle helt så kulørt som i de forudgående romaner. Tilbage er imidlertid en stærk, indigneret, underholdende (adskillige steder endog morsom) og velskrevet afsløring af et betændt stykke under-Danmark.
Anton Koch-Nielsen, www.kochskrimier.dk

 

I bunken af de middelmådige og jævnt underholdende krimiudgivelser, som vælter i en lind strøm fra forlagene, stikker Grues udgivelse af fra rosset. Endelig en journalist, hvor alle årene med ordene er transformeret til en skøn blanding af suveræn sprogfornemmelse og realismebetonet litterære ambitioner. Romanen kan læses alene for dialogsiden, som emmer af øre for, hvad mennesker siger til hinanden.
Anette Dina Sørensen, Politiken

 

Ud over at fortælle en spændende historie får Anna Grue flettet nogle meget aktuelle problemstillinger ind i handlingen, såsom trafficking, sort arbejde og borgerlig dobbeltmoral. Historien er velfortalt, og med Dan Sommerdahl har hun skabt en yderst sympatisk hovedperson, som bestemt kan bruges igen.
Jette S. F. Holst, www.litteratursiden.dk

Tilbage til bogsiden