Selv om man måske skulle tro det modsatte, er Anna Grue et udpræget introvert menneske, der suger alt i sine omgivelser til sig. Derfor passer det den erfarne forfatter fantastisk at være flyttet på landet og kunne nyde roen og isolationen. Lige nu er hun aktuel med romanen ”De voksnes rækker” – opfølgeren til ”Italiensvej”.

 

(Forkortet udgave af interviewet fra bladets hjemmeside .
Klik på et foto for at se en større version)

 

Mandag, 30. oktober 2017 – af Rikke Hast

Der står hverken Italiensvej eller Samosvej på gps’en, når man skal besøge forfatter Anna Grue. Der står heller ikke længere Amager eller København S.

Men derimod skal man finde grusvejen Fyrrevang i et efterårssøvnigt sommerhuskvarter lidt uden for Vig i det nordvestsjællandske.

Det er ikke svært at se, at det er to visuelle mennesker, der har indrettet deres hjem her, Jesper er kunstmaler og Anna er oprindelig uddannet grafisk designer, for farverne på vægge og møbler er nøje afstemte med den omkringliggende natur.

– Jeg nyder at være her, jeg er virkelig blevet landbo. Det er da meget hyggeligt at komme ind til byen en dag eller to, men når jeg kommer herud, kan jeg mærke, hvordan mine skuldre falder ned igen. Det har nok noget at gøre med, at jeg er udpræget introvert.

Jeg lader bedst op i enrum, og enrum – det er der meget af heroppe, erkender Anna, der arbejder i det nye hus, mens Jesper har indrettet atelier, kontor og lager i det oprindelige sommerhus. På den måde har begge parter arbejdsro dagen igennem og mødes så om aftenen for at spise sammen og tale om dagens dont.

Anna Grue om at være misforstået introvert

Anna har efter at være flyttet på landet fået ro til at arbejde og skrive. Og det passer hendes temperament godt. Hun er nemlig det, man kan kalde lidt misforstået ekstrovert.

Hun har i mange år været redaktør i blad-branchen, som er meget udadvendt med masser af sociale stimuli. Anna er da også selv en meget talende kvinde, der gerne ler højt og længe og hæver stemmen ved behov. Men der er en anden side af hende, nemlig denne her meget observerende natur, der registrerer alt omkring sig.

– Det er noget med at suge alting til sig. Der er kommet en diagnose, der hedder særligt sensitiv. Jeg har tænkt meget over, om jeg ikke hører ind under den. For jeg har ikke noget filter. Alt ryger direkte ind i hjernen på mig. Kan jeg høre en summen af stemmer f.eks., så kan jeg ikke bare lukke af. Det betyder også, at jeg ikke er god til hverken offentlige transportmidler eller storrumskontorer. Dem kan mit nervesystem slet ikke holde til. Jeg har brug for ro for at kunne fokusere, og heroppe behøver jeg ikke engang at lukke dørene.

Særligt sensitiv

Anna har lært på den hårde måde, at hun ikke skal overbelaste sig selv.

For efterhånden mange år siden havde hun en stress-udløst depression, som det tog hende lang tid at komme sig over. Bl.a. fik hun hjælp af en coach, der rådede hende til at begynde at skrive de bøger, hun fortalte, at hun gik rundt med i hovedet. Anna kom således først i gang med at skrive som 46-årig.

– Det, der skete dengang, sidder fortsat i mig. Derfor lever jeg i dag anderledes. Når jeg skal ud og holde et foredrag om aftenen f.eks., så arbejder jeg ikke i dagtimerne. Det har noget at gøre med at tage hensyn til mig selv, hvilket jeg med alderen og erfaringen er blevet meget bedre til.

Anna ved godt, at hendes særlige sensitivitet og skærpede observationsevne kommer hende til gode som forfatter.

– Mange af de replikker, jeg har i mine bøger, er nogle, jeg har hentet, fordi jeg har overhørt, hvad andre har talt om. Jeg lægger enormt meget mærke til, hvordan folk taler til deres børn og til hinanden. Det siger så meget om dem og om, hvad det er, der er på spil imellem vi mennesker, synes jeg.

Gammelkræsen

Anna er en ivrig læser, hun sluger selv metervis af bøger og har altid gjort det. Hun er til de store handlingsmættede bøger af f.eks. Donna Tartt, John Irving og Kate Atkinson.

– Min læsning er som mange andres meget lyststyret. Men som forfatter reagerer man nok lidt anderledes, når man har læst en bog, man er vild med. Jeg tænker meget over, hvad det er for trick, forfatteren har benyttet sig af, som gør, at jeg synes, at bogen er så god. Eller hvis der er en karakter i bogen, jeg er fascineret af, så tænker jeg over, hvorfor. Der var engang, hvor jeg åd alt, hvad der var af krimier, hvis det var nogenlunde velskrevet. Det gør jeg ikke mere, for jeg ved, at der er noget, som er for barsk for mig. Det hører med til alderen, tror jeg: At man sorterer. Jeg har nogle enkelte krimiforfattere, som jeg læser. Men jeg er blevet gammel-kræsen, og det er også i orden, for der bliver skrevet masser af gode bøger.

Bedste arbejdsmakker

Anna har reoler fra gulv til loft – eller rettere fra gulv til kip, for de er store og imponerende, og hun kunne ikke forestille sig et hjem uden bøger og litteratur. Hundehvalpen Blixen er da også opkaldt efter et af de helt store litterære koryfæer.

– En hund er den bedste arbejdsmakker, en forfatter kan få. Den er godt selskab, når man som jeg isolerer mig så meget. For der er altid en, man kan gå en tur med, og en, som sørger for, at man kommer væk fra tastaturet og ud og får frisk luft, siger Anna, der er kendt for at elske dyr og særligt hunde. I en årrække var hun da også chefredaktør på magasinet ”Vi med Hund”.

– Da jeg var lille, stod der to ting på min ønskeseddel: En løveunge og en hund. Mine forældre havde aldrig haft hund. Vi havde kat, og det syntes de måtte være rigeligt. Min far talte mig fra det der med løveungen, men jeg fik lov til at spare sammen til en hvalp.