Fra De Andre – novellesamling

Uddrag fra novellen ‘Blodbøgen’:

 

”Undskyld.” En stemme afbrød Hermans tanker. Han rettede sig op og spejdede i den retning, stemmen var kommet fra. ”Undskyld, forskrækkede jeg dig?” forsatte stemmen.

Herman fik nu øje på hende. En buttet, yngre kvinde med smørgule krøller. Hun var så lavstammet, at hun kun lige akkurat kunne kigge over hækken.

”Dav,” sagde han og stillede skovlen fra sig. ”Jeg kunne næsten ikke få øje på dig.”

Kvinden svarede ikke, og et øjeblik var Herman bekymret for, om hun var fornærmet. Måske brød hun sig ikke om, at man kommenterede hendes beskedne kropshøjde.

I det samme sagde hun igen noget. ”Rikke. Vi er de nye.”

”Herman,” svarede han.

De blev stående dér på hver sin side af hækken uden at sige noget, indtil Rikke rømmede sig. ”Jeg tænkte … Jeg ville bare lige hilse på.”

”Jamen, det var da hyggeligt,” sagde Herman. Hvor ville det have været meget lettere, hvis Sigrid havde været her. Eller Bitten. Kvinder var meget bedre til den slags. Hvad ville de have gjort? Nå jo: ”Må jeg ikke byde på en kop kaffe?” Han kunne godt selv høre, hvor stift det lød.

”Ih, tak,” sagde Rikke. ”Jeg smutter lige den anden vej rundt.”

Ja, hvad ellers? tænkte Herman og lagde havehandskerne på trillebørens kant. Hun kunne vel næppe flyve over hækken. Han kastede et sidste blik på kompostbunken. Han var hverken blevet helt eller halvt færdig, og det irriterede ham at forlade arbejdet midt i det hele. Nå, tænkte han og begyndte sin langsomme tur tilbage til huset, måske kunne han finde kræfter til at tage endnu en tørn i eftermiddag. Ellers måtte han sluge et par piller, før han gik herud igen. Nye naboer. Det måtte jo komme. Christiansens var jo ikke mere. Først var hun død her forrige efterår, og så for et par måneder siden var han fulgt efter. Ak ja. Herman var nu nået helt frem til huset og gik ad havestien rundt om tilbygningen med bryggerset og det nye badeværelse.

I forhaven stod Rikke og så på en skulptur, en gravhund i cement. Den lignede sådan Dax, havde Sigrid altid sagt; hendes barndoms hund.

”Hej igen,” sagde hun. ”Hvor er den sød.”

”Ja.” Han stod lidt og så på cementdyret. ”Vi købte den nede i havecentret. På Holbækvej. Lige efter krydset.”

”Nå, dér.” Hun smilede. ”Jeg kan godt lide hunde.”

”Det kan min kone også.”

”Nå, lever hun sta… Øh, jeg troede, du boede alene.” Rikkes kinder blussede. ”Jeg mener … Undskyld.”

”Du skal ikke undskylde. Det er da ikke så mærkeligt, hvis du troede, hun var død. Min kone kom på plejehjem for et par år siden. Hun er meget dement, så …” Herman trak på skuldrene.

”Du har ikke hund mere?” ”Det er over fyrre år siden … Vores datter er allergisk.” Han stod lidt. ”Kom, lad os gå om i haven.”

”Har du flere børn?” spurgte Rikke, mens de bevægede sig tilbage ad havestien.

”To i alt. En dreng og en pige. Men de er jo voksne nu. Hvad med jer?”

”Ikke endnu.” Hun rødmede igen; det klædte hende ikke. ”Nej, ikke endnu,” gentog hun.

Han fik hende til at sætte sig på bænken i lækrogen, hvor solen varmede mest. Så trissede han ind i køkkenet. Det tog tid at lave kaffen, hælde den på en termokande og huske en lille kande med mælk. Han fandt to rene kopper og stak dem i jakkelommen, så han kunne have det hele på én gang, og begav sig så tilbage på terrassen. Rikke sprang op. ”Lad mig nu hjælpe,” sagde hun og rakte ud efter termokanden.

Hun brugte ganske rigtigt mælk. Men heldigvis ikke sukker, fandt Herman til sin lettelse ud af. Han havde glemt at tage det med herud.

”Er I glade for at bo derinde?” spurgte han, da de sad med hver sin kop, og der havde været stille lidt.

”Meget,” sagde Rikke. ”Det er et dejligt hus.”

”I mødte vel aldrig dem, der boede derinde før jer?”

”Næ, det var jo et dødsbo.”

”Christiansen, hed de. Aase og Jørgen Christiansen. Det var dejlige mennesker, verdens bedste naboer. Vi boede ved siden af hinanden i treoghalvtreds år.”

Rikke smilede. ”Det lyder, som der er noget at leve op til.”

”Christiansen og jeg spillede skak sammen hver uge.”

”Jeg tror godt, Anders kan spille skak.” Herman rystede på hovedet. ”Jeg er blevet for gammel,” sagde han. ”Når man spiller skak, skal man kunne huske den strategi, man lige har lagt, og det kniber det efterhånden lidt med. Med Christiansen havde jeg den fordel, at han huskede lige så dårligt som mig.” Han fiskede en let fladtrykt pakke cigaretter op af jakkelommen. ”Tillader du?” sagde han og så på hende.

”Selvfølgelig. Vi er jo udendørs.”

”Man ved sgu aldrig nu om dage.” Herman smilede skævt og tændte cigaretten. ”Jeg får altid en smøg her sidst på formiddagen,” sagde han. ”Men jeg ryger ellers ikke ret meget mere.”

”Jamen, det var da godt.”

Efter en pause sagde Herman: ”Og din mand? Hvor er han henne? Ham har du måske sendt ud at købe ind?”

”Næh, han arbejder.”

”På en lørdag?”

”Han har noget, der skal afleveres på mandag.”

Stilheden sænkede sig igen. Herman røg, Rikke drak sin kaffe i små slurke, flyttede lidt uroligt på sig. Hun havde en lille dobbelthage, bemærkede han. Og var hun ikke også lige bred nok bagtil? Den unge kvinde smilede, hver gang deres blikke mødtes, men hun sagde ingenting. Herman bandede igen for sig selv over sine manglende talenter inden for selskabelighed. Bare Bitten havde været her.

Rikke rømmede sig og trak vejret ind, som om hun ville sige noget, men det blev ikke til mere.

”Var der noget særligt, du ville?” spurgte Herman så. ”Ja, jeg ville jo hilse på og …” Hun rømmede sig igen. ”Faktisk havde jeg tænkt mig, at jeg ville spørge …”

”Ja?”

”Det store træ dér.”

Herman fulgte hendes blik. ”Blodbøgen?”

”Det med de bordeauxfarvede blade.”

”Det er blodbøgen.”

”Det tager alt lyset fra vores terrasse.”

”Gør den det? Det sagde Christiansens da aldrig noget om.”

”Jo, fra klokken fire og resten af dagen … Der slipper ikke en eneste solstråle ind hos os nu, hvor der er kommet blade på.”

”Det bliver nok bedre hen på sommeren, når solen står lidt højere.”

”Måske.” Rikke så på ham. ”Men det træ vil altid tage de sidste timers sol inde hos os, det er helt sikkert. Det dækker hele den vestlige del af himlen. Altså set inde fra os.”

”I må jo nyde solen i dagtimerne, så.”

”Men da er vi jo på arbejde.” Hun så på ham. ”Vi tænkte på … Kunne vi mon overtale dig til at fælde det? Anders vil gerne hjælpe. Og min svigerfar også.”

”Fælde det?” Herman kiggede igen over mod østskellet. ”Jeg har selv plantet det,” sagde han efter nogle øjeblikke.

”Hold da op.” sagde hun. ”Det må være mange år siden, så stort det er.”

”Over halvtreds år. Det var lige, da vi havde købt huset i otteoghalvtreds. Min kone havde altid ønsket sig en blodbøg.”

”Det er også et smukt træ.”

”Det er det flotteste træ i hele kvarteret.”

”Ja, men …”

De sad igen uden at sige noget. Herman røg sin cigaret færdig, skoddede i en gammel underskål, der i forvejen var fyldt med cigaretskod, og rejste sig møjsommeligt. Av, det knæ. Måske skulle han tage pillen allerede nu?