Uddrag - I lige Linje

Sidst Forestilling - forside

Juli 2015
 

 

Ulykken skete en tidlig morgen. Solen havde for en gangs skyld skinnet, sigtbarheden var perfekt, vejen tør, og hullet ved siden af den kombinerede cykel- og gangsti tydeligt afmærket med orange plastkegler og hvide træbomme. Læg dertil, at afdøde havde været en rutineret motionscyklist på treoghalvtreds, som var vant til at tage sine daglige ture i Vestervangen. Alt tydede på, at den forulykkede havde haft endog særdeles god fart på ned ad den sidste stejle bakke før parkens sydøstlige udgang, men ikke engang det kunne forklare, hvordan han havde kunnet overse afspærringen, der var synlig på over hundrede meters afstand.

Lars-Erik Snapp var blevet fundet af en kvindelig løber. Han lå i bunden af en to meter dyb udgravning, der på overfladen målte halvanden gange fire meter. Hullet var gravet den foregående dag af et par arbejds-mænd fra kommunens tekniske forvaltning, da de fjernede et gammelt sivedræn, efter at de offentlige toiletter i barakken ved parkens indgang var blevet tilsluttet den offentlige kloakering. Egentlig havde projektet været planlagt til at vare en enkelt dag, men da man var stødt på problemer undervejs, var det efter samråd med forvaltningen blevet besluttet at vente til den følgende dag med at kaste hullet til, hvorefter arbejds-mændene afspærrede det og tog hjem.

Løberen, en tyveårig handelsskoleelev, var ved syvtiden kommet ind i parken fra parkeringspladsen og havde med mobiltelefonens hørepropper i ørerne været i færd med mentalt at forberede sig på Dræberbakken, som de lokale motionsløbere kaldte den. Hun ville uden tvivl have passeret udgravningen uden at opdage Lars-Erik Snapps lig, hvis det ikke havde været, fordi den ene af headsettets hørepropper var faldet ud, netop som hun passerede afspærringen. I de få sekunder hun sagtnede farten og puttede den hvide dims tilbage på plads, strejfede hendes blik hullets bund og blev hængende ved noget uventet. Et ben. Et solbrændt, behåret mandeben iført en sort cykelsko.

Med Pharrell Williams’ Happy i ørerne var Olivia standset op og havde bevæget sig helt frem til afspærringen, så hun kunne se ned i udgravningen. Og der lå liget, mast op ad hullets sydligste endevæg, med hovedet i en helt forkert vinkel og liggende delvist oven på en matsort carbon-racer med ekset forhjul. Den strømlinede cykelhjelm havde stadig siddet fastspændt om den dødes hoved. Han var klædt i stramtsiddende cykeltøj, hvis skingrende neongrønne farve virkede som en hån mod situationens alvor. Manden i hullet var stendød.

Bagefter roste alle hende for hendes åndsnærværelse. Olivia havde instinktivt slukket for den upassende muntre musik og ringet til alarm-centralen. Hun var blevet ved liget, indtil en patruljevogn og ambulancen dukkede op, og afgav derefter sin forklaring til en flink betjent med store ører. Da formalia var overstået, satte hun sig ind i sin fars bil for at blive kørt hjem. Det var politiet, der havde insisteret på at ringe efter hendes far. Olivia havde først syntes, det var fjollet – som om hun ikke selv kunne finde ud af at gå de få hundrede meter hjem – men da hun sad på passagersædet, var luften gået af ballonen. Hendes hænder var først holdt op med at ryste flere timer senere.

Den døde mands kropstemperatur var stadig over de tredive grader, da retsmedicineren nåede frem, så han havde ikke ligget i hullet længe, før han var blevet fundet. I cykeltrøjens baglomme havde man fundet en mobiltelefon og et kreditkort, og efter få minutter fandt man frem til hans navn og hjemadressen. Lars-Erik Snapp, Præstevænget sytten. Et par betjente kørte derefter ud til hans hus og orienterede enken om dødsfaldet.

Obduktionen havde vist, at dødsårsagen var en brækket nakke. Alle læsioner stemte overens med, at de kunne være opstået ved et fald. Der var ingen tegn på sygdom i hjertet, blodpropper eller andet, der kunne have udløst et pludseligt ildebefindende, og Lars-Erik Snapps cykel var efter en grundig polititeknisk gennemgang blevet frikendt for fejl. Der var med andre ord ingen fornuftig forklaring på ulykken. Det var en gåde, man aldrig ville finde en forklaring på. Sort uheld, som politiets talsmand udtrykte det.

Ulykken blev slået stort op i Christianssund Tidende den følgende dag. Lars-Erik Snapps fotoforretning på Banegårdspladsen var kendt af alle i byen, om ikke andet så for sit fængende navn: Snapp-Shot. Dagen efter havde avisen fulgt op med en længere nekrolog samt – en uges tid senere – en notits om politiets konklusion vedrørende ulykkens årsag.

Også begravelsen blev dækket af en journalist fra Tidende. Med-lemmerne af Christianssund Cykelklub havde skillinget sammen til en enorm båredekoration: hvide liljer bundet op i en krans omkring et cykelhjul med tynde letvægts-eger. Hvad enken syntes om dette påfund, meldte reportagen ikke noget om. Eva Nielsen udtalte sig ikke på noget tidspunkt til avisen, og ved begravelsen holdt hun sig for sig selv og børstede ethvert forsøg på kontakt af sig.

Hendes ansigt havde været umuligt at aflæse. Blegt, tillukket. Ikke en tåre fældede hun. Denne mangel på offentlig sorg havde uvægerligt udløst en del snak i krogene, og da følget endvidere bemærkede, at parrets datter ikke var mødt op til højtideligheden, gik rygterne naturligvis straks i gang.

Hvad var det dog for en familie?

 

Mandag den 28. september 2015
 

1

 

“Din blodprøve er umiddelbart okay, men jeg vil gerne have, at du lige går ned på laboratoriet i Høkergyden og får lavet en mere grundig ana-lyse,” sagde Torben Pedersen og flyttede blikket fra sin computerskærm til Dan Sommerdahl, der sad ved siden af konsultationsrummets skrivebord. “Jeg vil gerne være sikker på, der ikke er noget fysisk i vejen med dig.”

Dan nikkede. “Fint.” Da han og Marianne tre år forinden var gået definitivt fra hinanden, havde han ikke haft lyst til at fortsætte som sin ekskones patient og havde på lykke og fromme valgt en anden læge, men dette var første gang, han havde opsøgt Torben.

“Jeg kan se, du har haft de her symptomer før, Dan.”

“Jeg havde en lettere depression i to tusind og seks,” svarede Dan. “Stressfremkaldt. Jeg fik Cipralex i et års tid.”

“Ingen samtaleterapi?”

“Tjoh, jeg talte da med psykiateren, når jeg skulle have fornyet recep-ten. Jeg ved ikke, om man kan kalde det terapi.”

Torben Pedersen nikkede. “Og denne gang? Er du også stresset nu?”

Dan trak på skuldrene. “Næh, det synes jeg ikke. Jeg er freelancer, så jeg kan i og for sig selv bestemme tempoet.”

“Selvstændige kan også blive stressede.”

“Jamen jeg har ikke for travlt, hvis det er det, du mener. Faktisk har der været lidt for stille på reklamefronten i den seneste tid. Opgaverne kommer ikke just væltende, så jeg har været nødt til at sige ja til nogle detektivjobs, der ikke ligefrem har været inspirerende.” Et nyt skulder-træk. “Men de giver da smør på brødet.”

“Detektivjobs? Det lyder da spændende,” sagde Torben og lænede sig tilbage i kontorstolen

“Overhovedet ikke. Jeg har udspioneret en kvinde, hvis arbejdsgiver var overbevist om, at hendes langtidssygemelding skyldtes pjæk. Og jeg har gennemgået mange, mange timers overvågningsoptagelser for en kunde, der ville vide, hvem af hans ansatte der stjal fra lageret. Den slags. Virkelig kedeligt.”

“Ville du også have syntes, at de opgaver var kedelige for et halvt år siden?”

Dan så ud ad vinduet, mens han tænkte sig om. “Måske ikke så kede-lige,” indrømmede han.

“Okay,” sagde Torben, da det var gået op for ham, at der ikke kom en uddybning. “Det lyder ikke, som om det er dit arbejde, der skal have skylden denne gang. Er der sket noget i dit privatliv, der kan have stres-set dig?”“Joh ... Min mor fik en hjerneblødning for nogle uger siden og ligger stadig på hospitalet. I morgen skal hun på plejehjem, og så skal min søster og jeg til at tømme hendes hus og sætte det til salg.”

“Ja, det er unægtelig en belastning.”

“Jeg synes i det hele taget, jeg er omgivet af sygdom. Min bedste ven fik et tilbagefald af sin leukæmi for halvandet år siden.”

“Uha da. Det er også en voldsom stressfaktor, Dan.”

“Jo, men han er raskmeldt nu,” sagde Dan. “Han fik en knogle-marvstransplantation, og den har tilsyneladende virket.”

“Det var da godt.”

Dan undlod at nævne alt det andet, som knyttede sig til Flemmings sygdom. Det var simpelthen for kompliceret at forklare for en udenfor-stående.

“Har du børn?”

“To. En søn på tredive og en datter på seksogtyve.”

Ser du dem tit?”

“Rasmus arbejder på en film i London for tiden. Men vi skyper da en gang imellem.” Dan lod igen blikket flyve ud på pladsen, hvor den nye, toetagers cykelparkering ragede op og spærrede delvist for udsigten til banegården. “Laura læser i København. Hende plejede jeg at se ret tit, men efter at hun er flyttet sammen med sin kæreste ...” Han tav.

“Og din ekskone? Har du kontakt med hende?”

“Det sker.”

“Har du en kæreste?”

“Ikke lige for tiden.” Dan sad atter og gloede på det glorificerede cykelskur, da det gik op for ham, at der havde været stille i rummet i et par lange sekunder. Han mødte Torbens blik. “Hvad?”

“Er du ensom, Dan?”

“Selvfølgelig er jeg da ikke det,” vrissede Dan. “Jeg kommer til dig og fortæller, at jeg har søvnproblemer – og straks tror du, jeg er stresset og deprimeret og ensom og alt muligt.”

Torben lænede sig frem over bordet. “Du kan ikke sove, selv om du er træt. Du er tydeligvis irritabel, og du er sjældent sammen med dine børn. Du er ikke i et stabilt parforhold. To af dine nærmeste har eller har haft alvorlige sygdomme. Du synes, at dit arbejde er kedeligt, selv om du plejer at være glad for det. Det lyder unægteligt, som om du er i farezonen, Dan.”

Dans ansigt fortrak sig i en irriteret grimasse. “Dengang jeg havde en depression, var den udløst af stress. Og jeg har jo lige sagt, jeg ikke er stresset.”

“Man behøver ikke at være stresset for at gå ned med flaget. Alt tyder på, at du er disponeret for depressioner, så det er ikke så mærkeligt, hvis du reagerer med ...”

“Jeg fejler ikke noget,” afbrød Dan. “Jeg har bare svært ved at sove om natten, og det gør, at jeg er i kronisk søvnunderskud. Det er altså ikke den bedste basis for et rigt socialt liv og et boblende humør, vel?”

“Jeg tror, du har eller er på vej til at få en depression, Dan.” Da Dan ikke svarede, fortsatte han: “Jeg kan give dig en henvisning til en psykia-ter. Så kunne I sammen finde ud af, hvad du ..."

“Jeg vil ikke have lykkepiller igen,” afbrød Dan.

Torben skar en grimasse. “Jeg hader det udtryk.”

“Enig. Antidepressiver, så. Jeg vil ikke have dem igen.”

“Hvad vil du så?”

“Det ved jeg ikke. Kan du ikke give mig noget at sove på?”

“Det kan jeg selvfølgelig godt, men ...”

“Hvis jeg bare slipper ud af den her osteklokke, så kan jeg tage mig sammen og begynde at løbe igen. Jeg ved, at det hjælper med det sam-me, når jeg får noget motion, men jeg har simpelthen ikke overskud til den slags, så længe jeg kun får et par timers søvn i døgnet.”

Torben så på ham, nikkede. “Jeg kan jo ikke tvinge dig til at tale med en psykiater,” sagde han. “Du kan få sovepiller til ti dage. Efter det må du komme herop igen, så vi kan få en snak om, hvordan det går, og gen-nemgå svarene fra laboratoriet. Er det en aftale?”

*

 

Dan gik på apoteket efter sine piller og købte ind på hjemvejen. Kaffe, rødvin, en shawarma fra snasken på hjørnet af Havnepromenaden og Bagergade.

Han spiste foran fjernsynet, og da han var færdig, blev han siddende et kvarters tid og kæmpede mod søvnen, mens han betragtede nogle op-hidsede politikere, der diskuterede den katastrofale flygtningesituation i Europa. Dan syntes, han havde hørt alle argumenterne før. Klokken var kun knap seks, men han havde det, som om han kunne stå op og sove. Klokken ti, tænkte han og rejste sig. Klokken ti går jeg i seng – ikke et sekund før. Hvis sovepillerne skulle hjælpe ham tilbage i en fornuftig søvncyklus, gik det ikke at sidde her og småblunde først på aftenen.

Han slukkede beslutsomt for fjernsynet og blev stående med fjernbe-tjeningen i hånden, mens han lod blikket løbe rundt i stuen. Det så ud, som om her boede en teenager, tænkte han. Pizzaæsker, snavset service, krøllede aviser, stabler af uåbnet post, bunker af vasketøj. Lænet op ad væggen stod en indrammet Ib Andersen-plakat uden glas. Det var blevet smadret, da billedet faldt ned engang i sommer, og Dan havde endnu ikke taget sig sammen til at få sat nyt i.

Af natur var Dan et ordentligt, grænsende til pertentligt menneske. Han betalte sine regninger til tiden, spiste fornuftigt, motionerede, ryd-dede op efter sig, satte en ære i altid at have nystrøgne skjorter i skabet. Men de seneste måneder var det skredet for ham. Hvordan havde dette kaos dog fået lov at udvikle sig, uden at han havde lagt mærke til det? Objektivt set bekræftede lejlighedens tilstand vel desværre lægens teori om, at Dan var på vej ind i en ny depression, det måtte han indrømme. Og der var også en anden ting, han med ét indså: Man kunne godt se, at det var flere uger – måske endda et par måneder – siden, at nogen havde været på besøg i hans lejlighed. Havde Torben Pedersen ret? Var Dan ensom?

Lidt, ja. Lidt ensom var han faktisk. Dan satte sig tilbage i sofaen og fyldte glasset endnu en gang. Enoghalvtreds år og meget, meget single, tænkte han. Børnene levede deres voksenliv, og det var naturligvis okay. Kolleger havde han ikke længere nogen af, og de mennesker, han havde kontakt med via sit arbejde, var jo bare kunder – ikke venner. Især efter at han – tvunget af sin stramme økonomi – havde opgivet sin plads i Garverstræde-kontorfællesskabet, var der ingen fra hans professionelle liv, han havde regelmæssig kontakt med. Og da slet ikke uden for arbejdstiden.

Dan havde siden det endelige brud med Marianne haft en række kortvarige affærer, men ingen af dem havde udviklet sig til noget seriøst. Damerne var stadig glade for Dan, og Dan var stadig glad for damer, og det havde da heller ikke skortet på mere eller mindre utilslørede forslag om at flytte sammen, men han havde afpareret dem alle. Dan ville så nemt som ingenting kunne få en ny kone, en ny familie; starte forfra. Men det ville han ikke for enhver pris. Han plejede at sige, at det var, fordi han satte pris på sit ungkarleliv, men det var ikke hele sandheden. Dan havde altid været kræsen, og det havde ikke ændret sig med alderen. For blot et par måneder siden havde han slået op med en fireogtrediveårig advokat, der slet ikke havde kunnet lægge skjul på, hvor meget hun længtes efter at blive gift og få børn. Til sidst var det blevet alt for tydeligt, hvor forskellige forventninger hun og Dan havde til deres forhold, og så havde han sagt stop. Det havde været det rigtige at gøre, men han måtte nok indrømme, at hans privatliv var blevet noget mere tomt uden hende.

Og så var der Flemming Torp, Dans bedste ven siden gymnasietiden. De var naturligvis stadig venner, men de seneste måneder var deres for-hold blevet ... kompliceret, var vel det rette ord, tænkte Dan og tog en slurk af vinen. Da Flemming for halvandet år siden havde fået et tilbage-fald af AML – akut myeloid leukæmi – havde såvel Dan som hans ekskone Marianne støttet ham, så godt de kunne. De lagde alt det post-ægteskabelige fnidder bag sig og samarbejdede om at gøre livet så let som muligt for deres dødssyge ven. Flemming hadede at være indlagt, men at være hjemmeboende patient på Rigshospitalets hæmatologiske afdeling krævede, at man delte adresse med nogen. Dan havde derfor uden at tøve applauderet, at Marianne lod Flemming flytte ind i Gørtlergade. Efter knoglemarvstransplantationen havde Flemming været tvunget til at lade sig indlægge, men i de lange perioder med kemoterapi og senere restituering boede han hos Marianne, der i sin dobbeltrolle som hans nære ven og praktiserende læge var den optimale bofælle.

I første omgang havde Flemming fremlejet sit hus, idet han og alle andre satsede på, at han ville flytte tilbage, når og hvis han overlevede sin sygdom, men da krisen var overstået, og raskmeldingen kom, havde han solgt sin gulstensvilla i Vestbyen. Flemming og Marianne trivedes godt sammen. Lidt for godt, hvis man spurgte Dan.

Det havde været Dan selv, der for lidt over tre år siden havde sat en stopper for de sidste rester af sit og Mariannes parforhold. Alene af den grund var det jo fuldstændig urimeligt, at han nu gik og skumlede over, at hun tydeligvis befandt sig udmærket uden ham. Hun havde ikke brug for Dan mere. Det havde Flemming i og for sig heller ikke – det var altid Dan, der måtte tage initiativet, hvis de skulle ses – og selv om Rasmus og Laura selvfølgelig stadig holdt af deres far, så var der heller ikke for dem tale om noget påtrængende behov for kontakt. Hans syge mor ... Jo, hun havde måske nok brug for ham, men siden hjerneblødningen var det blevet et rent envejs-forhold, som sandt at sige ikke var noget, han selv kunne hente hverken energi eller livslyst fra. Så jo, lægen havde nok ret: Dan var lidt ensom.

Dan rettede sig op. Sad han virkelig her og svælgede i selvmedlidenhed? Han, Dan Sommerdahl? Det skulle være løgn, tænkte han og rejste sig igen. Han gik ud i køkkenet og hentede en sort affaldssæk. Nu ville han bruge aftenen på at få muget ud, så han ikke skulle stå op til dette kaos, når han forhåbentlig havde fået et hel nats søvn for første gang i månedsvis. I morgen ville alting se lysere ud, besluttede han.

 

Tirsdag den 29. september 2015

 

2

 

Lars-Erik Snapps enke cyklede gennem Vestervangen på vej til arbejde. Klokken var lidt i syv, og der var dunkelt inde mellem træerne. Cykellygten oplyste kun et lille stykke af asfaltstien foran hende og fik skoven på begge sider til at virke endnu mere sort, men det var ikke noget problem: Eva Nielsen havde kørt denne rute på alle tider af døgnet det meste af sit liv, og hun kendte hver en meter af skovstien som sin egen baghave.

Luften var kølig, men Eva svedte alligevel, da hun på det sidste stykke før bakketoppen måtte stå op for at lægge vægten i pedalerne. Dér spa-rede jeg en tur i fitnesscentret, tænkte hun som sædvanlig, netop som hun passerede bænken allerøverst. Hver morgen, samme sted, samme association. Mærkeligt, så slavisk en hjerne fungerer. Eva satte sig lettet tilbage i sadlen, da hun nåede toppen, og det begyndte at gå nedad. Hun holdt omhyggeligt igen med fodbremsen for ikke at få for meget fart på; vidste bedre end nogen, hvor farlig den stejle bakke kunne være. Under den sidste gadelampe før udkørslen kunne man stadig ane et halvanden gange fire meter stort rektangel, hvor bevoksningen var mere sparsom end i resten af skovbunden. Det var her, hullet havde været. Eva satte farten op uden at vende hovedet; hun var sent på den.

Kollegerne fra natholdet ventede lige nu utålmodigt på, at afløsningen dukkede op og gik i gang med at servere morgenmad for pleje-centrets beboere. Der skulle komme en ny her til formiddag, og Eva var blevet udpeget som den, der skulle byde velkommen og hjælpe fru Sommerdahl på plads. Lejlighed seksogtredive var sat pænt i stand efter den foregående beboer, og fru Sommerdahls datter, en midaldrende dame ved navn Bente Petri, havde den foregående dag indrettet den beskedne etværelses med den gamle dames egne møbler, billeder og nips. Et antikt dukkehus stod på en kommode i det ene hjørne, og den høje plejeseng havde fået sløret institutionspræget ved hjælp af et falmet patchworktæppe og nogle håndbroderede puder. En slidt lænestol, som efter datterens udsagn var en kostbar designklassiker, var anbragt ved vinduet. I Evas øjne var stolen en uskøn, pladskrævende klods, men dat-teren havde insisteret. Hun vidste, at hendes mor elskede sin Wegner-stol, og selvfølgelig skulle den stå i hendes sidste bolig. Eva havde givet efter med et skuldertræk. I bund og grund var det jo beboerne og de pårørende, der bestemte møbleringen.

Eva hængte sin frakke i garderoben og skiftede til indendørs sko. Arbejdstøjet – en lyseblå busseronne og marineblå slacks – havde hun taget på hjemmefra. Der var ingen dresscode for plejecentrets ansatte, og de fleste beholdt deres private tøj på i arbejdstiden, men Eva var af den gamle skole og holdt af, at der også på dette punkt var forskel på arbejde og fritid. Eva gik ind i personalerummet og skænkede sig en kop kaffe fra termokanden. Lidt mælk, en sødetablet. Hun kunne se sit dobbelte, let forskudte spejlbillede i termoruden, mens hun drak kaffen i små slurke. Det begyndte at lysne derude. Eva satte koppen i opvaske-maskinen, før hun begyndte på dagens program. Sammen med en sosu-hjælper hjalp hun fru Clausen i lejlighed toogfyrre i bad og gav hende derefter en hånd med påklædningen. Den ellers rimeligt selvhjulpne dame i nabolejligheden viste sig at have en dårlig dag og trænge til en snak, og midt i det hele var der en konfus ældre herre fra et af centrets andre beboerhuse, der måtte hjælpes tilbage, hvor han kom fra. Der var medicin, som skulle doseres, bleer, som skulle skiftes, og bortrullede garnnøgler, som måtte fiskes ud bag sofaer. Den ene opgave afløstes af den næste, og timerne fløj af sted.

Eva havde næsten glemt den nye beboer, da afdelingslederen ved ellevetiden kom og hentede hende. De var allerede forsamlet inde i den lille lejlighed: Birgit Sommerdahl i sin kørestol, datteren Bente og en høj, skaldet mand, som Eva aldrig før havde mødt.

“Jeg er Birgits søn. Dan Sommerdahl.” Hans håndtryk var fast og øjnene usædvanligt blå. “Og du må være ... hvad hedder det? Sosu’er? Siger man sådan?”

“Sosu-assistent. Eller social- og sundhedsassistent, hvis du vil have det hele med. Jeg hedder Eva Nielsen.”

“Hvor har I gjort det fint herinde.”

“Tak. Det er nu mest din søsters fortjeneste.” Eva rev sig løs fra de blå øjne og flyttede fokus til den gamle dame i kørestolen. “Dav, Birgit,” sagde hun og tog den nye beboers hånd. “Velkommen til Birkehuset. Jeg håber, du bliver glad for at bo her.”

“Ang,” sagde Birgit Sommerdahl. Højre side af hendes ansigt og krop var lammet efter en blodprop i hjernen, og hun havde mistet evnen til at tale. “Ah ang.

”Eva betragtede den grimasse, der trak den raske side af ansigtet opad. Hun mente at kunne tolke den som et smil.

“Mors lammelse er stadig slem,” sagde Bente. “Men lægerne siger, det kan blive meget bedre. Vi træner hver dag. Ikke, mor?”

Ny grimasse.

“Men tag ikke fejl,” fortsatte Bente henvendt til Eva. “Mor har godt nok problemer med at tale, men hun forstår alt, hvad der bliver sagt.”

“Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.” Eva smilede til Birgit. Noget i den ældre kvindes statur sagde hende, at hendes skikkelse ikke altid havde været så klejn. Knoglebygningen var kraftig, skuldrene stadig til den brede side. Hendes skelet var bygget til at bære en vis kropsvægt, men alderen og det lange hospitalsophold havde afmagret hende, så hun nu så ud, som om man kunne løfte hende i et snuptag.

“Skal vi se at få overtøjet af?” spurgte Eva og begyndte sammen med Bente at vikle Birgit ud af et stort, hæklet sjal i klare farver. Den gam-le dame hjalp til, så godt hun kunne, med sin stadig velfungerende venstrehånd. Bente satte sig på knæ og snørede sin mors sko op, før hun hentede et par uldne slippers og anbragte dem på hendes fødder.

Sønnen stod lidt fortabt og så på. Sådan var det tit, tænkte Eva. Mænd var gennemgående en smule utilpasse ved den mere intime del af pasningsarbejdet. Klæde af og på, lægge i seng, hjælpe med den personlige hygiejne ... Det var næsten altid døtrene, der gav en hånd med. Dan Sommerdahl vendte sig og stirrede ud ad den vestvendte terrassedør. Fra hans mors stue kunne man se ud over anlægget, hvor et par hundred-årige lindetræer viftede med deres hjerteformede blade. På den anden side af plænen lå Egehuset og Elmehuset, der begge var specialiseret i beboere med demenssygdomme, og endnu længere nede på den skrå-nende grund lå Bøgehuset. I en femte bygning var der – ud over fælles administration, reception, centralkøkken, undersøgelsesrum, dagcenter, fysioterapi og central for hjemmeplejen – også en café, hvor beboerne kunne spise et måltid sammen med deres pårørende. Tilsammen hed klyngen af bygninger logisk nok Skovgården og var Christianssunds største og nyeste plejecenter.

Gad vide, hvad Dan Sommerdahl tænkte på, som han stod dér og stirrede ud på plænen? Var han ked af, at hans mor skulle bo her? Eller ville han bare have det overstået, så han kunne komme videre med sit eget liv? Eva havde mødt alle slags reaktioner fra de pårørende, hun gennem sit lange arbejdsliv havde været i kontakt med, og hun var for længst holdt op med at blive forundret eller forarget. Det var så nemt at have en mening om, hvilke følelser andre mennesker skulle have for deres mor eller far. Sandheden var jo, at et gammelt menneske ikke al-tid havde været gammelt, og at de konflikter, der måtte have været i en familie i årevis, ikke bare forsvinder, alene fordi en af hovedpersonerne er ved at være nået til vejs ende. Den skrøbelige kvinde, der nu sad i kørestolen, ude af stand til at gøre en flue fortræd, kunne sagtens have været en dominerende rejekælling, da hendes børn voksede op, og i så fald var der jo ikke noget at sige til, hvis de følte en vis lettelse ved at overlade ansvaret til andre.

Det var nu nok ikke helt sådan i dette tilfælde, konstaterede Eva, da hun i det samme opdagede, at Dans øjne var blanke. Han rømmede sig, smilede lidt for bredt. “Her virker rigtig rart,” sagde Dan. “Hvad synes du, mor?”

Den ældre dame nikkede skævt, og den grimasse, der vistnok var et smil, fortrak endnu en gang hendes ansigt. “Aaahhh.”

“Skal jeg sætte noget musik på?” Han vendte ansigtet bort og tørrede øjnene med håndryggen, før han gik over til cd-afspilleren på natbordet. “Hvad har du lyst til? Beethoven?” Han betragtede sin mors ansigt. “Chopin? Ja?” Han begyndte at lede i den betragtelige række cd’er på reolen. “Sig til, når jeg finder den rigtige,” sagde han.

Bente så på Eva. “Kan du ikke vise mig, hvor kaffemaskinen er? Jeg tror, vi trænger til lidt at styrke os på.”

Eva fulgte Birgits datter ud i beboerkøkkenet. Mens kaffen løb igen-nem, forklarede hun, at man var velkommen til at lave kaffe i lejlighedens lille køkken, hvor der desuden var et køleskab til beboerens private forråd. Men der var ingen tvang: Foretrak man at bruge fælleskøkkenets kaffemaskine, var man velkommen.

“Du skal huske, at Birgits lejlighed nu er hendes private hjem,” fortsatte hun, mens hun satte nogle kopper på en bakke. “Vi sørger naturligvis for, at der er rent og pænt derinde, og at der ikke er noget, som står og bliver dårligt i køleskabet, men ellers er det Birgit selv, der bestemmer.” Da der ikke kom noget svar, vendte Eva sig og opdagede, at Bente stod og græd. Hun rakte spontant en hånd ud og lagde den på den anden kvindes skulder. “Ja, det er svært. Det ved jeg.”

Bente tog imod et stykke køkkenrulle. “Det er ...” sagde hun og duppede tårerne væk. “Det er hårdt. Det bliver aldrig bedre, vel?”

“Åh, lad os nu se, når Birgit for alvor kommer i gang med genoptræningen,” sagde Eva. “Det vil selvfølgelig tage noget tid, men ...”

“Ja ja,” afbrød Bente, “det siger I alle sammen, men vi taler marginaler, ikke? Rask bliver hun aldrig igen.”

“Ikke helt rask, men ...”

“Hun kommer aldrig mere til at tale. Ikke sådan rigtigt.”

“Vi gør, hvad vi kan.”

Bente nikkede. Hun måtte have været smuk som ung, tænkte Eva. Mørk, med markerede kindben og stadig en rank kropsholdning, selvom hun virkede noget træt og slidt. Ikke at Eva skulle sige noget om lige netop det emne. Hun var også selv kommet til at se ret brugt ud på det seneste. Eva var stadig slank og væver, men hendes korte, lyse hår var falmet til en uskøn, gråligt-vissen nuance, og rynkerne omkring øjnene var dybere end hos andre i starten af halvtredserne. Lars-Eriks død og hele situationen derhjemme havde sat sine spor, det vidste hun godt.

“Jeg er så bange for, at min mor kommer til at kede sig,” sagde Bente og fik igen tårer i øjnene. “Hun har altid været så aktiv. Dygtig med sine hænder, dygtig i et køkken. Ingen kunne lave mad som mor, ingen kunne strikke og ...” Hendes stemme knækkede. Hun trak vejret dybt ind og fortsatte: “Hendes have var den flotteste i Yderup. Hun brugte timer derude hver dag.”

“Det lyder, som om Birgit har haft et godt liv.”

“Det har hun. Jeg kender ingen, der interesserer sig for så mange ting som hun. Hun læste altid. Selv om hun opfostrede min bror og mig helt alene, havde hun altid tid til at tyre igennem stakkevis af bøger. En af mine tidligste erindringer om min mor er, at hun sad med næsen i en bog nede på legepladsen, mens hun skulle forestille at kigge efter mig.” Bente rystede på hovedet. “Nu kan hun ikke læse mere. Jo, hun kan godt, når hun har bogen i et stativ, men hun kan ikke fokusere ret længe ad gangen. Hun bliver så udmattet og har tydeligvis svært ved at finde en mening med ordene.”

“Har I prøvet med lydbøger? Dem er der mange af beboerne, der er glade for.”

“Kun en enkelt gang. Hun bliver hurtigt træt.” Bente rakte ud efter et nyt stykke køkkenrulle. “Jeg kunne ellers godt unde hende den lille glæde. Det er så synd, at hun skal sidde der og kede sig.”

“Det kommer nok, når hun får nogle af sine kræfter igen.”

Bente trak på skuldrene. “Hun kan høre musik, det er det hele.” “Vent nu og se. Hvilken slags bøger kan Birgit godt lide? Jeg kan låne et par lydbøger til hende, og så kan vi prøve nogle få minutter ad gangen.”

“Dansk litteratur. Ida Jessen, Thorstein Thomsen, Helle Helle. Og så ved jeg, hun er vild med Svend Aage Madsen, men hans bøger er nok alt for komplicerede for hende nu.”

Eva kendte ikke nogen af de navne, Bente havde remset op. “Ingen krimier?”

“Nej.” Bente pudsede næsen. “Jeg har forresten taget en flaske Gammel Dansk med. Må hun godt få en lille én?”

“Selvfølgelig. Her er ikke spiritusforbud, hvis det er det, du tænker på, men I skal selv sørge for at tage det med. Personalet må ikke købe alkohol til beboerne.” Eva åbnede et overskab. “Der står små glas her.” Hun åbnede et andet skab. “Og de større finder du herovre.”

“Tak.” Bente tog tre snapseglas. “Jeg klarer resten selv.”

Eva hjalp Bente ind med bakken og kaffekanden. “Sig til, når I går,” sagde hun til Birgits søn, der nu havde taget plads i Wegner-stolen ved vinduet. Klassisk klavermusik strømmede ud fra anlægget. “Så kigger jeg ind bagefter og sørger for, at jeres mor har det godt.”

“Tak,” sagde Dan. De øjne var altså urimeligt blå.

 

Tilbage til bogens side