Uddrag af anmeldelser - De andre

Der er god grund til at ønske Anna Grue tillykke med hendes første novellesamling. Det er et helstøbt arbejde i en helt anden genre, end vi er vant til fra fru Grues hånd, men hun slipper rigtig godt fra det.
***** Jan Vandall, MetroXpress

Anna Grue skriver om mennesker, som rigtige mænd (m/k) laver mad: Med et solidt greb om gode råvarer, enkelt, ukrukket og uden dyrt, unødvendigt lir og gear – bare en god kniv, en tung stegepande, masser af smør og alle sanser åbne. Resultatet er mørt, appetitligt og velgørende.
**** Marie Louise Toksvig, Ekstra Bladet

Man kan fristes til at påstå, at testen for en prosaforfatters evner ligger i novellens udfordring. I romanens lange format kan en svag historie skjules med lag på lag af beskrivelse, osv. I romanen kan læseren tages med på lange ture ud i periferierne, og historien kan få lov at udvikle sig efter andre ansatser end de oprindeligt givne. Det går ikke i en novelle. Her skal historien være skarpt angivet fra første sætning, tempoet skal holdes, og slutningen skal helst have en vis overraskelseseffekt. (...) Anna Grues romaner, herunder nogle fine krimier, er karakteriseret netop ved evnen til at holde sig lige i sporet i en stramt komponeret historie. Det gælder i endnu højere grad i hendes noveller.
***** Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten

Anna Grue sender skarpe noveller med beskrivelser af magtspil, voldsom talestrøm, påtrængenhed, udnyttelse og ønske om stilhed mod læseren, som i mange tilfælde må nikke genkendende. (...) Møder mellem mennesker, der har for lidt tid og ro, og personer, der har for meget af begge dele, vil altid være udfordrende. Anna Grue kan se det overordnede problem og skildre menneskers handlinger, så vi føler, vi står der selv. Det er godt ramt.
**** Eva Pohl, Berlingske

Anna Grue har et godt blik for at indfange tidstypiske foreteelser, og ved at give dem et lille twist aflokker hun dem toner, som gør dem mere end blot underholdende. Som en ekstra bonus kan man som læser fornøje sig over at finde gennemgående figurer i en række af novellerne. Anna Grue må meget gerne holde flere frikvarterer fra sine krimier, når de bruges til så fint pointerede noveller.
**** Henrik Tjalve, Danske Dagblades Bureau

Det er 10 vedkommende og velskrevne historier, som næsten lige så godt kunne have været en roman, da der som sagt er en sammenhæng i de mange historier, men som selvstændige noveller fungerer de også glimrende.
***** Jannik Lunn, bogpusheren.dk

Titlen skaber omgående reference til Sartres åndrighed fra skuespillet "Lukkede døre", hvor Garcin siger: " Helvede, det er de andre", og det nævnes da også i titelnovellen. Det er imidlertid også bogens gennemførte tema. Samtlige noveller beskæftiger sig, hvad så end motivet er, med det. Folk går under venlighedens og interessens og nyfigenhedens ædle våbenskjold med krum hals løs på folk og overskrider langt deres urørlighedszoner. (...) "De andre" er en besk, men fængslende samling, der gør mennesker til hinandens bødler. De vælger sig selv frem for medmennesket.
**** Jens Henneberg, Nordjyske