Diplom fra

Det Danske Kriminalakademi

På Krimimessen i Horsens den 25.-26. marts 2006 modtog jeg et diplom fra Det Danske Kriminalakademi for “fremragende debut”, som akademiet udtrykte det i sin begrundelse. Om jeg blev glad? Ja, det må vist siges at være en underdrivelse. Faktisk rødmer jeg stadig, hver gang jeg kommer til at tænke på det!

Ved overrækkelsen af diplomet holdt Anton Koch-Nielsen fra Det Danske Kriminalakademi en tale, som jeg har fået lov til at gengive i sin helhed:

“Det er blevet en tradition, at Det Danske Kriminalakademi hvert år uddeler et diplom som påskønnelse af en bemærkelsesværdig debut inden for genren.

Det er ikke noget dårligt selskab at havne i. I de tyve år, kriminalakademiet har eksisteret, er der givet debutantdiplomer til bl.a. Erik Otto Larsen, Harvig & Namer, Ole Frøslev, Hans Henning Harmer, Mark Ørsten, Steen Christensen, Birgitte Jørkov, Gretelise Holm, Martin Jensen, Ole Bornemann og Sara Blædel – for nu at nævne de, der kom igen med endnu mere god spænding.

Hvert år er der mange nye navne i krimiregisteret – godt halvdelen af de 40-45 nye danske spændingsromaner i 2005 kom således fra folk, der ikke havde vist sig i genren før. Så der er noget at vælge imellem.

Anna Grues roman hedder ”Noget for noget”, men jeg skynder mig at sige, at den ikke har spor at gøre med vor høje regerings pædagogiske mantra.

Historien begynder i en gammeldags, solid etageejendom på Østerbro. En række helt almindelige mennesker bor der, og de skal naturligvis en gang imellem på ferie eller anden rejse. Så passer viceværtens kone mod beskeden betaling potteplanter og kæledyr. Hun hedder Jytte, og hun er en uhyggelig dame. For hun udnytter chancen for at gennemrode skuffer og gemmer. Og dermed lykkes det hende til at finde den bortrejste families skammelige hemmeligheder. Den viden benytter hun så til gemen pengeafpresning. Portrættet af denne afstumpede, følelseskolde kvinde er mere end skræmmende. Selv da et afpresningsforsøg resulterer i en familietragedie – mord og selvmord – har hun kun irritation til overs for sine ofre – hystaden kunne jo bare have betalt i stedet for at tilstå sin utroskab for sin psykisk syge mand. Men så går Jytte for vidt. Hun tror – sådan set med rette – at hun går løs på en lidt skrøbelig og sårbar, yngre kvinde, men hun overser, at der bag det offer står en mor, og mødre er som bekendt ikke til at spøge med, når man truer deres unger.

Det er blot skelettet til romanens krimiintrige. Fra det punkt bliver det også til en hidsig thriller. Første halvdel af bogen lunter hyggeligt af sted. Næsten for meget - genkendelig og fornøjelig hverdagsrealisme. I anden halvdel er speederen i bund, og det bliver svært at lægge bogen fra sig, før sidste side er læst. Spændingen – en af krimigenrens bedste kvaliteter, som man desværre møder alt for sjældent.

Spændingen går ikke på det traditionelle ”Hvem gjorde det” – det véd læseren godt, Spændingen går på, hvordan det skal lykkes politiet at gennemskue, hvad der er sket. Og på, hvordan forholdet mellem den halve snes mennesker, der står i romanens centrum, overhovedet skal blive redet ud. Der er så mange – og så uventede, stedvis endda chokerende – tråde mellem de personer, at man ligegodt skal læse med en del omhu. Det er naturligvis en konstruktion, der ikke har meget med realisme at gøre. Men den fungerer fortræffeligt.

Der er det pikante ved det, at de pågældende romanpersoner længe ikke selv kender de relationer, de har til et par af de andre - eller tror, at de relationer er anderledes. Så trækker en person i én af trådene, og dermed får hun eller han fat i uhyggeligt meget mere end det, de regnede med. En skæbnefortælling rejser sig så at sige bag om ryggen på personerne og ruller sig overraskende og rystende ud. Det er simpelthen forbløffende godt vævet sammen. Bare den måde, hvorpå kriminalassistenten fra et helt upåagtet hjørne bringes ind i intrigens centrum. For han har en viden, som … Nå nej, det må man selv læse sig til.

Det hele er skrevet i en enkel, ligetil og direkte form. Forfatteren kommunikerer på det bedste med læseren.

Jo, en god debut, et velfortjent diplom. Til lykke med det. Og kom meget gerne på banen igen!”


Sådan lød ordene fra Anton Koch-Nielsen, mens jeg stod og så meget glad ud ved siden af ham på scenen. Anton rakte mig diplomet, en flaske god portvin – samt mikrofonen, så jeg i lighed med de andre diplommodtagere kunne sige pænt tak.

Og så kommer det pinlige: Jeg var så befippet og genert over al den opmærksomhed at jeg ikke kunne finde ud af at sige noget som helst! Øv. Jeg kan stadig blive helt flov, når jeg kommer til at tænke på det.

Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til på denne plads at sige det, jeg burde have sagt for syv måneder siden til Anton Koch-Nielsen og det resterende, danske Kriminalakademi:


“Tusind, tusind tak! Jeg er så glad og smigret, at der næsten ingen ende er på det. Og hvad mere er: Jeg er også oprigtigt overrasket. Jeg havde ikke drømt om, at en samling hardcore krimispecialister som jer ville kalde min bog ‘en rigtig krimi’. Den bevæger sig jo på kanten af mindst et par genrer, og med debutantens ydmyghed og usikkerhed havde jeg ikke forestillet mig at blive lukket ind i så fint et selskab fra starten. Jeg lover at vende frygtelig tilbage. Stor tak!”