Prousts spørgsmål

Fra Politiken, den 25. marts 2006

Prousts spørgsmål er spørgeskemaer, som vi kender dem fra skolegårdens poesibøger. Spørgsmålene er ikke opfundet af den franske forfatter Marcel Proust, men i sine unge dage svarde han beredvilligt på de mange spørgsmål.


Deres foretrukne beskæftigelse?
”Det er ganske afhængigt af årstiden. Om vinteren er det at ligge under dynen med én hund i knæhaserne og en anden ved skulderen, mens jeg læser en eller anden tyk bog. Om sommeren er det at luge ukrudt væk mellem stauderne – dog stadig helst med noget hund inden for rækkevidde.”


Den egenskab De søger hos en mand?
”Humor. En mand kan være ung eller gammel, tyk eller tynd, grim eller gudesmuk … Det er jeg egentlig ret ligeglad med. Men hvis han kan få mig til at grine, er jeg solgt!”

Den egenskab De søger hos en kvinde?
”Hvis hun skal blive en fast bestanddel i mit liv, er det vigtigt, at hun lider af en absolut mangel på selvhøjtidelighed. Der er ikke noget så dræbende som folk, der tager sig selv alt for alvorligt – og det gælder både for mænd og kvinder.”


Deres helte i det virkelige liv?
”Min ældste søn og hans kone. Ikke nok med, at de er smadderdygtige til deres arbejde og behandler hinanden ordentligt - de er så gode forældre for mit lille barnebarn, at jeg må tage mig alvorligt sammen for ikke at få mindreværdskomplekser!”

Hvad afskyr De frem for alt?
”Store folkemængder, ildelugtende oste, intimpiercinger, Wagners operaer, religionsfanatikere samt alle, der mishandler børn og dyr.”

Deres største fejl?
”Min konfliktskyhed. Jeg hader konfrontationer og kan bruge frygteligt lang tid på at tage mig sammen til én, selv om jeg ved, at den er uundgåelig. Jeg siger alt for ofte undskyld i stedet for at tage kampen op – efter devisen ’Du får ret og jeg får fred’.”

Hvem kunne De tænke Dem at være ud over Dem selv?
”Hvis jeg kunne have en udstråling som Bodil Udsen, være lige så klog som Astrid Lindgren og skrive som Anne Tyler … så skulle jeg bestemt ikke klage!”

Deres drøm om lykken?
”At leve stort set som nu, men med et ubegrænset lager af ensomhed til rådighed. Tænk, hvis man af og til kunne slukke for resten af verden og bare være alene, indtil man var træt af det. Men det ville selvfølgelig kun være sjovt, hvis man kunne tænde for hele maskineriet igen!”

Den naturlige egenskab, De gerne ville have?
”Skepsis. Jeg er så himmelråbende naiv, at jeg altid tror på det gode i folk, så når nogen får lyst til at stikke en kniv i mig, behøver de slet ikke at vente, til jeg vender ryggen til. Jeg opdager den ganske enkelt ikke, før den sidder i til skæftet!”

Det primære træk ved Deres karakter?
”Jeg er følelsesmenneske på både godt og ondt. Men mest godt, hvis jeg selv skal sige det.”

Deres sindsstemning netop nu?
”Tip top! Jeg føler mig næsten som en rigtig forfatter, fordi jeg sidder her og svarer på Prousts spørgsmål …”

Deres devise?
”Årh, har du SET den hvalp?”

Valgfrit spørgsmål:

Deres foretrukne heltinder i fiktionen?
”Laura fra ’Det lille hus på prærien’ har en særlig plads i mit hjerte. Uden hende havde jeg ikke været i besiddelse af min formidable viden om udvinding af ahornsirup, bygning af blokhuse og produktion af ægte limonade …”