Hun åbnede døren og kiggede rundt i det lille kammer, hvor legetøjet stod pænt opmarcheret på hylderne, langs fodpanelerne og i vindueskarmen. En kraftig lugt af urin, blandet med savsmuld og en ubestemmelig, museagtig aroma, slog imod hende, og hun gik direkte over til vinduet og slog det på vid gab.

Marsvinets gnækken blev højere og gik over i nogle langstrakte, gennemtrængende pibelyde, nu hvor både mad og opmærksomhed var inden for rækkevidde. Jytte gik over til buret, der stod på hjørnet af et skrivebord. Avisen i burets bund var tydeligvis gennemblødt, og der var hverken mere hø eller foderpiller. Hun stod lidt og så ned på dyret og kom nu også i tanker om dets navn. Kludder. Sært navn til et marsvin. Måske var det opkaldt efter Klavs Kludder … Men hvor stor var chancen for, at en moderne femårig ville opkalde sit kæledyr efter en gammel tegneseriefigur? Måske var det bare et vrøvlenavn.

“Hej, Kludder. Er du sulten?” Jytte rakte hånden ned i buret og lod glide ind under marsvinets tætte, blanke krop. Kludder kiggede på hende med sine sorte perleøjne og holdt op med at pibe. Hun kunne mærke dyrets hurtige hjerteslag ind mod sit bryst, mens hun forsigtigt kiggede sig omkring i resten af den fireværelsers.

Det var denne del af arbejdet, hun bedst kunne lide; den allerførste rundtur i en fremmed lejlighed. De næste fjorten dage ville hun være det eneste menneske, som kom her. Fjorten dage var rigeligt til en grundig gennemgang, så hun kunne tillade sig at tage det roligt. Hun havde også tid nok. I denne uge havde hun kun to andre lejligheder at passe, og der var ingen kæledyr, bare blomster. Desuden havde hun været begge steder flere gange før, så der var ikke meget nyt at komme efter.

“Nåh, Kludder, nu skal du snart få lidt at spise…” Trods det overskyede vejr virkede lejligheden varm og indelukket. I opholdsstuen stod en glemt blomsterbuket på sofabordet, og duften af døende liljer blandede sig med den skarpe lugt af dyrehandel, der bølgede ud fra børneværelset.

Jyttes ansigt fortrak sig i en grimasse. Hun åbnede endnu et par vinduer, så der kom gennemtræk i de overfyldte rum.

Egentlig var det en pæn lejlighed. Ikke så stor som den, Jytte og Bjarne boede i, men der var da to stuer mod gaden og et dejligt soveværelse, et kammer og et lille spisekøkken mod gården. Rigeligt med plads til tre mennesker, skulle man tro. Men Mette og hendes mand havde stablet begge stuer til, så der næsten ikke var noget gulvplads tilbage.

I stuen med liljerne var spisebord, sofa og tre store lænestole mast sammen, og de to af væggene var dækket med bøger fra gulv til loft. I rummet ved siden af stod der to arbejdsborde med en computer på hvert. Der var en printer og en lille kopimaskine på et bord i det ene hjørne, og langs alle vægge var der reoler med papirbunker, gamle tidsskrifter og ringbind. Og flere bøger. Hvad skulle de dog med alle de bøger?

Jytte vandrede ud i køkkenet. Her var pænt og rent; et hurtigt tjek afslørede, at der ikke en gang på krydderiglassenes låg var fedtet støv som hos så mange andre, hun kunne nævne. En seddel på bordpladen hilste hende velkommen og opfordrede hende til at tage sig en kop kaffe, hvis hun havde lyst. Jytte var ikke den, der sagde nej til en gratis forfriskning, så hun tændte for elkedlen og fandt pulverkaffe og en kop frem. Det aftalte beløb lå i en kuvert ved siden af sedlen. Der var faste priser: Tohundrede pr. uge, når der var kæledyr, og det halve, hvis det kun var posten og blomsterne, hun skulle tage sig af. Mette havde lagt en ekstra hundredekroneseddel. Til uforudsete udgifter, som hun skrev. Hun havde tegnet sig selv og sin mand og deres dreng som en lille pindefamilie under nogle palmer. De vinkede alle tre og smilede. Jytte krøllede sedlen sammen.

“Skal vi finde noget mad, Kludder? Skal vi det?” Jytte satte Kludder ned i køkkenvasken og lagde en gulerod ned til ham, før hun slæbte buret ud i køkkenet. Hun proppede de gennemsølede aviser ned i en affaldspose, bandt den til og stillede den ud ved hoveddøren. Mette havde lagt rene aviser frem ved siden af poserne med savsmuld og hø, og Jytte fik hurtigt ordnet buret, fyldt vandautomaten og hældt foderpiller i skålen.

“Så, nu skal du op i dit bur igen. Det var fint, ja …”

Da buret stod på sin plads igen, smed Jytte liljerne i endnu en affaldspose, vaskede vasen af og tørrede omhyggeligt den stærktfarvede, klæbende pollen op fra sofabordet.

Med et selvtilfreds suk lod hun sig dumpe ned i den største af lænestolene med sin kaffekop og tændte en Look Light. Hun havde taget næsten femten kilo på, og nederdelen strammede. Hun lettede bagen og trak lidt op i skørtet. Jytte Svendløv så ældre ud, end hun selv troede, og de nærmest auberginefarvede permanentkrøller gjorde ikke ligefrem underværker for hendes 57-årige teint.

Hun gik aldrig med håndtaske, når hun var på sine runder. Nøgleknipperne lå sammen med cigaretetuiet og engangslighteren i en slidt, blå lærreds-mulepose med en hvid logo på siden. Posen havde hun fået i det forsikringsselskab, hvor hun havde tilbragt størstedelen af sine voksne år. Fra hun som 16-årig var blevet ansat som kontorelev, til hun 38 år senere blev fyret i forbindelse med en fusion mellem hendes firma og deres værste konkurrent. Fyringen havde gjort hende rasende. Hendes første handling var at pakke sine ting, trampe ud ad de alt for velkendte glasdøre og gå sporenstregs til lægen, som ikke turde andet end at give hende en sygemelding for de seks måneder, der udgjorde hendes opsigelsesvarsel.

I den følgende tid havde raseriet ændret sig til en sydende bitterhed, som hun plejede og passede, indtil den var blevet en fast del af hverdagen derhjemme – næsten som en lidt eksotisk hobby. Sorg følte hun på intet tidspunkt. Det nærmeste, hun kunne komme en så ydmyg følelse, var en forbipasserende bekymring for, hvordan hun og Bjarne skulle klare sig uden hendes faste løn. Men hun fik da dagpenge, og da hun havde fået ideen med at passe blomster og kæledyr for ejendommens beboere, var de værste økonomiske knaster overvundet. Så godt havde hun såmænd heller ikke tjent på det kontor.

Desuden havde hun en tredje indtægtskilde, som ingen andre, ikke en gang Bjarne, kendte til. Selvfølgelig vidste hun godt, at det hverken var særlig høfligt eller helt legalt at presse penge af folk, uanset hvor små beløb der var tale om. Men havde Jytte på noget tidspunkt haft tilløb til dårlig samvittighed, var følelsen hurtigt blevet kvalt. Hvis folk bare ville overholde loven og lade være med at have sære sexlyster eller nære romantiske følelser for andre end deres respektive ægtefæller, havde de jo intet at frygte. Hvis ikke … ja, så var de faktisk selv ude om det.

Gennem det åbne vindue kunne Jytte høre trafikken oppe fra Østerbrogade, og fra børneværelset anedes en serie raslende lyde fra marsvinet, der henrykt borede sig gennem det tykke lag af frisk hø. Bortset fra det var her helt stille. Hun inhalerede dybt og pustede røgen ud i en lang stråle, mens hun forsøgte at bestemme sig til, hvor hun skulle begynde. Normalt ville hun starte med skrivebordet og de personlige dokumenter. Men her var der så mange papirer, at hun blev helt utilpas ved tanken.

Hun skoddede cigaretten i underkoppen og rejste sig. Måske skulle man starte med soveværelset denne gang? Hun stillede sig på dørtrinnet og betragtede Mettes og Carstens dobbeltseng. Den var dækket med et vævet tæppe i stærke farver. Det var måske sydamerikansk, men hun ville ikke vædde på det. Ved den ene side af sengen stod der en lav reol, der var tæt pakket med bøger. Hun kneb øjnene sammen og gik lidt nærmere for at se, hvad det var for noget. Lutter udenlandske titler; de fleste engelske, men også nogle tyske og et par stykker på fransk eller spansk eller sådan noget. Oven på reolen stod en 50’er-bordlampe i rødemaljeret metal ved siden af et kalkplettet glas med et par millimeter vand i bunden. Hun gik pr. automatik hen og løftede glasset op for at bære det ud til køkkenvasken, men satte det fra sig igen. Egentlig havde hun jo ikke noget undskyldning for at være i dette rum, hvor der hverken var dyr eller planter, som skulle passes, så det var nok bedre at lade alt stå, som det var.

På sengens anden side var natbordet mere normalt: En lille, hvidmalet kommode med gammeldags porcelænsgreb på skufferne. Det var tydeligt, at det var i denne side, lejlighedens kvindelige beboer sov. Oven på bordet lå et par bøger om psykologi. De så kedelige ud. Den cremefarvede lampe var ikke helt magen til den røde, men var i samme stil. De var sikkert begge to fundet på et loppemarked eller hos en af kvarterets marskandisere. Ind mod væggen stod et indrammet fotografi af en mand med tykke briller og en lille dreng i armene. Bag de to stod en ung, buttet pige med en turkis kasket trukket godt ned over øjnene. Jytte tog billedet op og studerede de tre ansigter. Manden – det var Carsten – havde gråligt hår og lyse vipper og øjenbryn. Han havde sikkert været rødhåret som ung, men den tid var for længst forbi. Han så ud til at være omkring de 50. Måske endda lidt mere. Han var måske lidt gammel til at have så lille en søn, men Mette var jo heller ikke helt ung, så vidt Jytte vidste. Pigens øjne var knebet sammen mod solen, og hendes ansigtstræk var svære at skelne i skyggen fra kasketten. En mørk krølle stak ud under hatten og hang ned over hendes solbrune skulder. Drengen på billedet grinede henrykt med åben mund. Han rakte en hånd ud mod fotografen og så ud, som om han lige var blevet kildet; helt rød i kinderne og med de næsten hvide krøller i vild uorden. Jytte havde aldrig spurgt om hans navn – hvorfor skulle hun det? – men Mette havde sikkert fortalt hende det helt uopfordret. Hun kunne bare ikke huske, hvad det var. Jonas? Emil? Kasper?

Nå, det kunne også være lige meget. Hun satte billedet på plads og gik hen til vinduet og åbnede det. Nede i gården legede et par unger med en stor papkasse i en bleg solstråle ved baghusets sydmur, og i det samme drejede Bjarne ind ad porten i sin blåmetallic Mazda med traileren bagpå. Han var den eneste, som måtte køre ind i gården; alle andre parkerede på gaden. Som vicevært havde han brug for sin omhyggeligt afmærkede plads, og ve den, der kom for skade at stille en cykel eller en barnevogn på den. Ejeren havde knurret lidt i starten, men Bjarne lod det prelle af. Nu havde de boet her i over 30 år, og selv om huset i den mellemliggende tid havde skiftet ejer flere gange, var der aldrig nogen, som havde haft kræfter til at ændre på Bjarnes parkeringsvaner.

Jytte lænede sig lidt ud og så ned på sin mand, mens han steg ud af bilen. Hans rødblussende måne var nu så stor, at den næsten ikke kunne kaldes en måne mere, og den lyste vredt op mod hende. Hun trak vejret ind for at kalde på ham, men fortrød og lod luften sive ud af lungerne i et langt suk. Bjarne forsvandt for at smække porten efter sig, og Jytte genoptog sine overvejelser. Når alt kom til alt, var natbordet slet ikke noget dårligt sted at starte.