Uddrag – Sidste Forestilling

Lydfil, 18. august 2012 kl. 22.37

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg laver den her optagelse. Sandsynligheden for, at nogen får den at høre, er ret lille. Den er vel i virkeligheden mest til mig selv. Når man oplever noget, der er så … voldsomt. Man har behov for at dele det med nogen. Og det kan jeg jo af gode grunde ikke.

Nå, men jeg tænkte i hvert fald, at det her var bedre end ingenting. Og hvis der så sker noget med mig, så er der måske nogen, der finder det her.
Jeg ved ikke …

Måske sletter jeg det hele igen, før det når så vidt. Det gør jeg nok. Det var meget værre, end jeg troede. Underligt, ikke? Man ser den ene bloddryppende film efter den anden. Man tror, man ved alt om, hvordan det er at slå nogen ihjel. Jeg brugte endda en masse tid på forberedelserne, visualiserede situationen den ene gang efter den anden. Alligevel kom det bag på mig, hvor svært det var. Der skal en del kræfter til at tage livet af nogen. Det tager meget længere tid, end man skulle tro. Og så alt det blod …

For lidt siden gled jeg i en sjat sæbevand, jeg havde spildt ude på badeværelset. Jeg faldt ikke, havde bare et øjeblik den dér svimlende fornemmelse, når der ingen kontakt er mellem skosål og gulv. Man mister kontrollen, og dødsangsten skyller gennem kroppen i en brøkdel af et sekund, indtil man finder fodfæstet igen. Jeg har altid hadet det. Hader at glide, hader at snuble. Måske er det en fobi, jeg ved det ikke. Har aldrig talt med nogen om det.

Nå, men jeg gled i hvert fald, og denne gang var det endnu værre, end det plejer. Jeg troede, at det var hendes blod, jeg gled i. Dorthes blod. I et glimt blandedes den sædvanlige rædsel med en tvangstanke om, at jeg ikke havde fået gjort mine sko rene, at der stadig var blod på dem, at jeg ikke havde tænkt alting ordentligt igennem. Så fik jeg fat i kanten på håndvasken og genvandt balancen, og panikken lagde sig. Selvfølgelig var det ikke Dorthes blod. Der findes ikke så meget som en dråbe af det på mine ting, beroligede jeg mig selv, mens jeg tørrede sæbevandet op fra gulvet. Det foregik alt sammen inde i mit hoved. Alligevel rystede jeg så meget, at jeg måtte sætte mig ned på toilettet. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville blive så svært, heller ikke her bagefter.

I formiddag tog jeg ud til Dorthe. Hun blev overrasket, selvfølgelig gjorde hun det, men ikke bange, tror jeg. Da hun havde lukket mig ind, gik hun foran mig ind i stuen. Hun snakkede som sædvanlig. Om jeg ville have noget at drikke. Undskyld rodet. Den slags. Bare en nervøs strøm af ord. Hun rykkede rundt med flyttekasserne, så vi kunne komme til at sidde ned. Hun stod med ryggen til mig. Hun …

Jeg havde pakket strygejernet ud af emballagen på forhånd, så jeg kunne tage det op af plastposen på få sekunder. Jeg vendte jernet, så den spidse ende pegede nedad, når jeg holdt i håndtaget. Stod lidt og fandt balancen og huggede så til, netop som Dorthe rettede sig op. Jeg havde undervurderet, hvor hårdt jeg skulle slå. Strygejernets spids gled af uden at efterlade andet end et overfladisk sår ned over hendes baghoved. Hun skreg. Hun vendte sig om mod mig, pressede venstre hånd mod baghovedet, hvor blodet var begyndt at pible frem. Den højre løftede hun for at beskytte sig. Hendes øjne var enorme. Jeg slog hendes hånd til side og huggede til igen. Ramte hende i panden, allerøverst oppe lige ved hårgrænsen. Dette sår var lidt dybere, og en strøm af blod løb ned over hendes ansigt. Hun vaklede, faldt ned på knæ med begge hænder presset mod panden. Hun skreg stadig.

Det gik ikke, det kunne jeg godt mærke. Strygejernet var simpelthen for let, spidsen ikke skarp nok. Jeg så mig omkring og fik øje på en hammer, der lå på en af flyttekasserne. Det var bedre.

Allerede efter det første slag, der ramte direkte i tindingen, holdt Dorthe omsider kæft. Hun sank sammen på gulvet, og blodet væltede ud fra såret. Jeg tog fat om hendes håndled. Det var svært at mærke pulsen gennem mine tynde engangshandsker, men den var der. Jeg gav slip og slog igen. Og igen. Jeg var blevet bedre til det, kunne jeg mærke. Man kunne tydeligt høre lyden af kraniet, som knustes.

Blodet var overalt nu. Dorthes hår glinsede mørkerødt, hendes T-shirt var gennemblødt, der voksede en sø frem på gulvet under hende. Jeg slog måske et par gange mere, end det var strengt nødvendigt, men hellere være på den sikre side. Jeg havde ikke lyst til at tjekke hendes puls igen.

Stuen var ikke noget kønt syn. Der var blodsprøjt på flyttekasserne, som stod i stabler overalt. Et par dråber løb ned over fjernsynsskærmen.

Alt var gået fuldstændig efter planen. Ingen vil kunne forbinde mig med det mord. Men mit arbejde er ikke slut endnu.

 

Lørdag den 18. august 2012

1

 

Hvad synes du?” spurgte Marianne Sommerdahl og så på sin eksmand. “Skal vi købe det?”

Dan svarede ikke. Han lod endnu en gang blikket løbe rundt i haven.

Et halvt dusin lave, krogede frugttræer var spredt ud over plænen. Det vilde hegn dækkede for nysgerrige blikke, og i et forvokset, skvalderkålsbefængt bed tittede et par overlevende stauder frem. Selve sommerhuset … Han måtte indrømme, at det var perfekt. Klassisk svenskrød træbeklædning, hvide vinduesrammer, en sydvestvendt terrasse med hængesofa. Alt trængte til en gang træbeskyttelse og en kærlig hånd, men udsigten ud mod næsset var i top. Selv prisen var rigtig.

Alligevel var der noget galt. Uanset hvor idyllisk en forklædning man iførte det, var Mariannes ‘Projekt Sommerhus’ en manifestation af tingenes tilstand. En manifestation, Dan på ingen måde havde lyst til at se i øjnene.

“Dan?” sagde hun. “Hvad synes du?”

Han så på hende. “Jeg ved ikke …”

“Du kan ikke lide det?”

“Jo, men …”

“Åh, Dan. Hvad nu?”

Dan gik længere ned i haven. Blommerne var modne. Han plukkede én. Den lå kølig og tung i hans hånd. Han bed i den, og den søde frugtsaft fyldte hans mund. Han vendte sig og så op mod huset, hvor ejendomsmægleren bladrede i sine papirer og lod, som om han ikke havde bemærket de potentielle køberes lille kontrovers.

Marianne var nået ned til sin eksmand og lagde en hånd på hans arm.

“Jeg er altså helt vild med det hus, Dan. Det er da lige, hvad vi har været ude efter.”

Dan spyttede blommestenen ud. “Skal vi ikke lige snakke det igennem én gang til? Hele projektet, mener jeg.”

“Det med at købe sommerhus sammen? Jeg troede, vi var enige?” “Det er en stor beslutning,” sagde han. “Jeg synes, vi skal være helt sikre på, at det er det, vi vil.”

“Jamen, jeg er sikker!”

“Det ved jeg godt.”

Marianne trak hånden til sig og rettede på skuldertaskens rem. “Men det er du ikke?”

“Jeg synes, vi skal tale det igennem én gang til,” gentog han.

“Altså, Dan!”

“Lad os tage den, når vi kommer hjem.” “Hvad nu, hvis nogen andre køber huset, mens vi sidder og snakker det hele i stumper og stykker? Af og til skal man altså bare gøre noget uden at tænke så meget over det.”

“Det hus ryger næppe inden for de næste par dage. Det har været til salg i næsten et år.”

Dan trak på skuldrene. “Lad os tage den senere,” gentog han. “Jeg tror, ejendomsmægleren gerne vil videre i programmet.” Da de lidt senere sad i Dans bil, var tavsheden til at tage og føle på. Han skottede til Marianne. Hendes øjne var blanke, munden knebet sammen i vrede. Dan kunne godt have kommet med en venlig bemærkning for at lette stemningen, men valgte at holde mund. Han frygtede den diskussion, der lå forude, og der var ingen grund til at tage hul på den allerede i bilen.

Da han standsede på Havnepromenaden og ville gå ud og låse porten op, åbnede Marianne munden for første gang, siden de havde forladt sommerhuset: “Nå, du har altså besluttet, vi skal hjem til dig?” Hun så ikke på ham.

Dan lod sig falde tilbage i sædet. “Er det ikke det smarteste?”

“Jeg ville da gerne tages med på råd.”

Han sukkede. “Vil du hellere hjem i Gørtlergade? Så gør vi det. Du bestemmer.”

“Lad os bare få det overstået.” Læberne blev knebet sammen igen.

“Kaffe?” sagde han, da de lidt efter stod i stuen.

“En lille kop.”

Dan gav sig god tid i køkkenet, mens elkedlen arbejdede. Han så ikke frem til den snak, de var nødt til at have. Skulle han være helt ærlig, havde han vidst det et stykke tid: Sommerhusplanen var håbløs. Han og Marianne havde været separeret i fire år, men i de seneste tre havde de holdt et underligt on-off-forhold kørende. I hele denne periode havde Dan tigget og bedt sin ekskone om at flytte sammen igen, men Marianne var hverken til at hugge eller stikke i. Dan havde været utro én gang for meget. Det passede hende godt at bo alene, sagde hun. Desuden kunne hun åbenbart ikke tilgive ham helt. Tværtimod havde hun med tiden udviklet en jalousi, han i sit stille sind fandt sygelig. Uafladelig mistænkte hun ham for snart én, så en anden affære – hver gang aldeles uden grund. Dan var alvorligt træt af de gentagne beskyldninger. Hvert eneste grådkvalte sammenstød sled på deres forhold, hver en grundløs anklage underminerede det.

Hans gamle ven Flemming Torp havde for et par måneder siden ramt hovedet på sømmet, da Dan endnu en gang hældte vand ud af ørerne: “Du ved, hvor meget jeg holder af både dig og Marianne, Dan, og guderne skal vide, jeg ville ønske, I kunne få det til at fungere. Men hvad er det, man siger? Gå aldrig tilbage til en fuser. Måske er det et håbløst projekt at få et forlist ægteskab til at fungere igen.”

De ord havde lejret sig i Dans underbevidsthed, og i en periode prøvede han at vænne sig til tanken om, at sådan var det nok. Skaden var åbenbart sket. Netop som han var ved at beslutte sig for den uundgåelige konsekvens, havde Marianne med vanlig sans for timing brudt ind i hans tankerække med et kompromisforslag: Hvis de nu købte et sommerhus? Delte udgifterne fifty-fifty, indrettede det sammen? På den måde ville de have en fælles base, uden at de behøvede at bo under samme tag i hverdagen. Dan havde taknemmeligt grebet den udstrakte hånd. Måske med tiden ville Marianne så få lyst til at … Nej, bremsede han sin tankegang. Det var det, der var galt; det, der havde fået ham til at stoppe op dér i den idylliske sommerhushave, lige før slutsedlen skulle skrives under.

For Marianne var sommerhuset et mål i sig selv, en permanent løsning for resten af livet. Sammen i sommerhuset, hver for sig resten af tiden. Det ville passe hende fint, men Dan ville have hele pakken. Det etablerede parforhold, han i sine unge år nonchalant havde misligholdt, var nu det eneste, han ønskede sig. Ikke flere kompromiser, ikke flere halve løsninger, ikke flere undskyldninger. Var det sådan for alle par? tænkte han. At manden fik mere og mere trang til det faste forhold, mens kvinden havde mere behov for at gøre sig fri, efterhånden som hun blev ældre og kunne slippe ansvaret for børn og familieliv? Dan syntes, han havde set mønstret før.

Man skulle nok heller ikke underkende det element af afstraffelse, der lå i Mariannes holdning, tænkte han og hældte det kogende vand i stempelkanden. Hvert nej var en påmindelse om, at det var hans skyld alt sammen. Ham, der havde svigtet; ham, der havde opført sig åndssvagt. Som om han ikke for længst havde fattet det og taget ansvaret på sig. Købte de først det sommerhus, accepterede han samtidig kompromiset, og den accept kunne Dan ikke leve med. Marianne måtte vælge nu. Alt eller ingenting.

Han satte stempelkande og kopper på en bakke, trak vejret dybt ned i maven og gik ind i stuen.

Det blev nøjagtig lige så hårdt, som han havde frygtet. Marianne blev rasende, da han bakkede ud af deres omhyggeligt lagte plan. Hun græd og råbte op, slyngede anklager i hovedet på ham, mens Dan blev mere og mere kold. For hvert nyt angreb følte han sin beslutning bekræftet. Det ville aldrig komme til at gå, det her. Da han til sidst stillede sit ultimatum, var han ikke forbløffet over, hvilket alternativ hun valgte.

Da Marianne trampede ud af stuen, blev Dan siddende, træt helt ind i knoglerne. Lyden af døren, der blev smækket så hårdt, at spejlet i entreen klirrede, var mest af alt en lettelse.

Han trak en flaske rødvin op og tændte for fjernsynet, hvor man var halvvejs inde i anden halvleg af en fodboldkamp, og lagde benene op på sofabordet. Ungkarl igen. Det var vel ikke det værste, der kunne ske. Efter tre år som dydsmønster forekom det rimeligt tillokkende igen at kunne se lidt på noget fremmed hunkøn. Dan lod tankerne svæve dovent omkring dette positive aspekt ved bruddet, indtil et mislykket scoringsforsøg fik kommentatoren i fjernsynet til at gå i falset. Publikum råbte og skreg; nogen i jubel, andre i raseri. Dan kunne ikke rigtigt føle hverken det ene eller det andet. Han slukkede, før kampen var slut.

 

Søndag den 19. august 2012

2

 

Vicepolitikommissær Pia Waage var på vej til sin kæreste i udkanten af Balleslev Hegn. Hun lod bilen rulle i frigear det sidste stykke ned ad grusvejen, splittet mellem uro og irritation. Dorthe havde ikke svaret på Pias opkald aftenen før – hverken på fastnet eller mobil – og heller ikke i dag var der livstegn, selv om de havde haft en halv aftale om at spise frokost sammen. Normalt var Dorthe og Pia i nærmest uafbrudt forbindelse med hinanden via sms, og da især nu hvor der kun var seks dage, til de skulle flytte sammen i den nye lejlighed. Der var et hav af småting at tage stilling til. Håndværkerne kunne kun lige akkurat nå at blive færdige med badeværelset, og de havde stadig ikke fået valgt farver til stuen. Ingen af dem havde lyst til at skulle gennemføre malerarbejdet zigzaggende mellem flyttekasser og overdækkede møbler. Det her var et højst besynderligt tidspunkt at melde sig ud af det hele på, tænkte Pia irriteret og svingede ind i indkørslen foran det lille skovløberhus.

Dorthes vrag af en Renault stod på sin sædvanlige plads. Så var hun hjemme. Pia blev siddende lidt, efter at hun havde slukket motoren, og forsøgte at få nerverne til at falde til ro. Tænk, hvis Dorthe havde fortrudt? Hvis hun alligevel ikke turde tage springet. Hun havde sagt, at hun var klar, havde fortalt nyheden til sin stadig misfornøjede mor, havde endda taget sig sammen til at forklare eksmanden om sine planer. Men hun havde hele tiden virket utilpas ved flytteprojektet. Måske havde Pia presset lidt for voldsomt på. Selvfølgelig var det en stor beslutning at få fælles adresse, men to år? Var det ikke tilløb nok?

Hun så op mod huset. Der kom ingen ud og åbnede døren. Ingen kiggede ud ad stuevinduet og vinkede. Ingen råbte en hilsen omme fra baghaven. Var der overhovedet nogen hjemme? Måske var hun gået en tur? Pia smækkede bildøren hårdt og ventede yderligere et par sekunder. Så gik hun hen til døren og tog i håndtaget. Ulåst som altid. Hvor mange gange havde hun sagt til Dorthe, at hun skulle låse den dør? Et hus, der lå så øde … Det var simpelthen for risikabelt, at alle og enhver kunne vade ind døgnet rundt. Dorthe havde altid bare leet ad hende. Hvem skulle det være? havde hun spurgt. Hvem skulle dog stjæle fra hende? Hun ejede jo intet af betydning. Desuden var trafikken på skovvejen minimal.

“Dorthe?”

Intet svar. Pia trådte ind i den halvmørke entré og var nær snublet over et eller andet, der lå og flød på gulvet. Et strygejern. Den stofbetrukne ledning var rullet sirligt op om bundstykket, men både den og selve strygejernet var meget snavset, bemærkede hun, da hun havde samlet det op og satte det fra sig på en lav kommode. Som om det havde ligget under vand i lang tid og nu var dækket af mørkt slam. Eller … Det var faktisk ikke helt sandt. En del af Pias politihjerne havde med det samme opfattet, at det ikke var slam, men en helt anden og desværre temmelig velkendt substans, der var smurt ud over strygejernet.

Allerede på det tidspunkt var Pias underbevidsthed sporet ind på, hvad der ventede længere inde i huset, men det lykkedes hende at blokere for de kraftige alarmsignaler. Hun kunne ikke lade dem komme op til overfladen, så længe der blot var antydningen af håb om, at hun tog fejl. Pia kaldte igen, men fik stadig intet svar. Hun gik ud i køkkenet. Her var stort set ryddet, de tomme hylder vasket af. Det meste husgeråd var pakket ned og stod i omhyggeligt afmærkede flyttekasser: ‘Gryder + viskestykker’, ‘Sættes på loftet’ og ‘Blåt stel + kogebøger’, skrevet med Dorthes store, sjuskede håndskrift i rød tusch. Ved døren stod et par plasticsække med ting, der skulle kasseres, mens husets stolthed, en knaldrød espressomaskine til en mindre formue, stadig var sluttet til stikkontakten.

Solen skinnede direkte ind, og køkkenet var som en sauna. Pia åbnede et vindue på vid gab og stod derefter ubevægelig og lyttede. Her var alt for stille. “Dorthe? Er du her?” Hun kastede et blik ind på badeværelset. Spisestuen og soveværelset. Ingenting. Da Pia nåede frem til opholdsstuen bagerst i huset, standsede hun brat op på dørtrinnet. Den lugt kendte hun. Den var svag, men umiskendelig i det varme, indelukkede rum. Hendes indre alarmklokke ringede nu så højt, at hun ikke længere kunne fortrænge den. I det samme fik hun øje på de sortrøde blodstænk. På væggene, hen over sofaens ryglæn, i et sirligt stregkode-mønster ned over tv’ets fladskærm.

Pia kunne hverken trække vejret eller synke. Hun gik et skridt længere ind i rummet og fik så øje på liget. Dorthe lå på ryggen med hovedet drejet ned mod højre skulder. Hendes arme var bøjede, så begge hænder lå i højde med skuldrene. Benene var strakt. Den ene sandal var faldet af hendes lidt brede fod, hvis negle var dækket med neongrøn lak. Ansigt og hår var smurt ind i tykke kager af størknet blod. Panden var ét stort, gabende sår, og der var adskillige dybe flænger i hovedbunden. Hendes blågrå øjne var halvåbne.

Det var hér, Pia Waages professionelle jeg burde have taget over. Hér, hun skulle have standset op, bakket ud uden at røre ved mere, tilkaldt kollegerne uden tøven. Men for en gangs skyld vandt privatpersonen over efterforskeren. Pia sank ned på knæ i den indtørrede blodpøl, løftede Dorthes hoved op til sit bryst, strøg det sammenklistrede pandehår til side, aede det stakkels, mishandlede ansigt. Hun holdt sin kærestes lig ind til sig, mens hun desperat søgte efter en puls, der på det tidspunkt havde været fraværende i mere end et døgn. Pia græd ikke, gispede bare fortvivlet efter vejret, mens hun stik imod al sund fornuft forsøgte at give kunstigt åndedræt, hjertemassage, hvad som helst. Der gik flere minutter, før hun erkendte det håbløse i sit forehavende. Et lig, der så småt er begyndt at lugte, kan ikke genoplives.

Alligevel blev hun siddende dernede på gulvet med Dorthes hoved i sit skød, mens hun fiskede mobilen op af lommen og ringede til vagthavende hos Christianssund Politi, og hun sad der stadig, da efterforskerne dukkede op. I hælene på dem kom den kriminaltekniske chef, Kurt Traneby, der skældte og smældte helt ude fra indkørslen over alle de mennesker, der rendte rundt og forurenede hans gerningssted.

Efterforskningschef Frank Janssen, Pias faste makker gennem flere år, måtte bruge alle sine overtalelsesevner på at få hende til at slippe liget. Frank lukkede munden på Traneby med et skarpt blik og fik gelejdet sin chokerede kollega ud af huset. Han fik hende til at sætte sig i en havestol. Trods sommervarmen rystede Pia af kulde, og politiassistent Lotte Andersen hentede et tæppe og et glas vand til hende.

Pia græd ikke. Men hun kunne heller ikke svare på spørgsmål, reagerede knap nok, når Frank forsøgte at lirke informationer ud af hende. Hvem var offeret? Var den døde identisk med husets beboer? Hvordan var Pias forbindelse til hende? Hvornår var hun ankommet til adressen? Var der nogen, der havde tilkaldt hende? Var der sket noget med Pia? Havde hun set nogen? Pia lukkede mere og mere ned, rystede bare på hovedet efter hvert af sin chefs spørgsmål.

Retsmedicineren, en yngre mand ved navn Kim Larsen-Jensen, steg ud af sin bil og kom direkte over til dem.

“Stop nu, Janssen,” afbrød han Franks forsøg på at udspørge Pia. “Du skal en tur på hospitalet, Waage,” fortsatte han.

“Du har fået et grimt chok.”

Antydningen af et nik. “Jeg kommer ud til dig senere,” sagde Frank. “På hospitalet, altså.”

Et eller andet i hans tone fik Pia til at se på ham.

“Vi skal …” Han rettede på tæppet om hendes skuldre. “Vi er nødt til at tjekke dit tøj, og …”

“Det ved jeg godt,” fik hun fremstammet.

Frank rystede på hovedet. “Sådan er reglerne,” sagde han. “Du skal ikke være bekymret. Der er jo ingen, der tror, at du …”

“Bare gør det.”

Retsmedicineren hankede op i sin gerningsstedstaske og forlod dem med et nik.

Frank så op. “Lotte, vil du køre Waage på hospitalet?”

3

 

Pia Waage sov, da Frank Janssen nogle timer senere nåede frem. Hun lå krummet sammen på siden med dynen trukket helt op til læberne, som om hun frøs. En lok hår klistrede til panden, og der var mørke skygger om hendes øjne. Klokken var hen ved otte om aftenen; det første tusmørke havde malet himlen en nuance mørkere, og nogen havde tændt en læselampe, så sengens grålakerede hovedgærde var omgivet af et dæmpet, varmt skær. Frank blev stående i døren ind til enestuen og betragtede sin næstkommanderende. Sidst han havde opholdt sig her på Christianssund Sygehus’ traumecenter, havde det også været Pia, der var indlagt. Men selv om hendes fysiske skader dengang havde været betydeligt værre end nu, var situationen denne gang langt, langt mere alvorlig.

“Hun har fået noget beroligende,” sagde en ung sygeplejerske, der var dukket op ved hans side.

“Må jeg vække hende?”

“Hun sagde, at hun ville tale med dig, så snart du dukkede op, så …”

Sygeplejersken gik over til sengen. “Pia?” Hun lagde en hånd på den sovende kvindes arm.

Pia bevægede sig en smule og åbnede øjnene halvt. “Din chef er her.”

“Mmm?”

Sygeplejersken hjalp patienten med at slå sengen op i siddestilling og forlod derpå stuen.

“Hvordan har du det, Waage?” spurgte Frank og trak en stol hen til sengen.

Pia så på ham nogle sekunder, og uden varsel begyndte tårerne at løbe ned over hendes kinder. Hun skjulte ansigtet i hænderne. Frank blev roligt siddende og lod hende græde færdig. Han kendte hende for godt til at forsøge sig med omfavnelser og den slags. Ikke engang i en krisesituation som denne ville Pia bryde sig om at få sine grænser overskredet. Hvor var hun lille, tænkte han – ikke for første gang – mens han sad og betragtede den grædende kvinde. Selv om Pia var mere veltrænet og en del hurtigere end de fleste af sine mandlige kolleger, var hun stadig bare en splint at se på med sine spinkle håndled og den ranke, dunede nakke. Som hun sad der og forsøgte at hulke lydløst, lignede hun et barn, tænkte han.

“Undskyld,” sagde Pia lidt efter. Hun tog en papirserviet fra natbordet og pudsede næse.

“Der er ingenting at undskylde.” Han ventede et øjeblik, men da det ikke virkede, som om hun havde mere på hjerte, fortsatte han: “Jeg kan forstå på personalet, at du ikke er kommet noget til.”

Hun rystede på hovedet. “Ikke fysisk, i hvert fald.” Hun duppede øjnene, rullede servietten sammen til en kugle og rettede sig så op. “Skyd løs.”

“Hvis du føler dig klar?”

“Mere klar bliver jeg næppe.”

“Okay.” Han lænede sig lidt frem i stolen. “Du kendte Dorthe Bertelsen, ikke?”

“Jo.”

“Var I kærester?”

Hun rettede blikket mod den gennemblødte papirkugle og tøvede. Frank vidste, hvor meget Pia værnede om sit privatliv. Ingen af hendes kolleger havde nogensinde været hjemme hos hende, og hun havde aldrig røbet sin seksuelle observans, ikke engang når de andre drillende havde forsøgt at udfritte hende. Nu nikkede hun bare efter en kort pause.

“Jeg er nødt til at spørge, Waage.”

“Selvfølgelig.”

“Det er ikke noget at skamme sig over.”

“Hvem siger, at jeg skammer mig?”

Frank trak på skuldrene. “Du taler aldrig om det.”

“Det? At jeg er lesbisk, mener du?”

“Ja.”

Pia så på ham. “Jeg ved da heller ikke alting om dig.”

“Så vidt jeg ved, er du da ret velorienteret,” sagde Frank. “Du ved, at jeg er single, men at jeg i en periode har boet sammen med en kæreste. Du ved, at jeg er vokset op på Amager. At jeg læser tegneserier, ikke kan finde ud af at lave mad, gerne vil have børn en dag og en hel masse andet. Og du ved, at hvis du vil vide mere, kan du bare spørge.” Han smilede.“Du kan da ikke påstå, at det sidste også gælder den anden vej.”

Pia duppede næsen igen. “Jeg kan bare ikke se, hvad det rager jer andre, at jeg er lesbisk. Mit privatliv er privat. Eller … det var det.”

“Det er jo sådan, det er med drabsefterforskninger … Der er ikke mere noget, der hedder privatliv.”

Pia rynkede brynene. “I har set billederne.”

“Ja.” Dorthe Bertelsens køleskab havde været dækket af feriefotos – alle med Pia som motiv. På en strand, på vandretur, skålende på en fortovsrestaurant. Dorthes soveværelse havde været dekoreret med en fotostat af Pias smilende ansigt. “De var lidt svære at overse.” “Desuden er min dna over det hele,” fortsatte Pia. “I sengen, på min tandbørste, i sofaen foran fjernsynet. Jeg har ligefrem en skuffe med tøj derude, for pokker. Det ville være åndssvagt at nægte.”

“Hvornår mødte I hinanden?” En trækning fløj hen over hendes ansigt. “For lidt over to år siden. Hun var gift dengang.”

“Med en mand?”

“Du behøver ikke se så forbløffet ud. Det er ikke første gang i verdenshistorien, at nogen skifter side.” Hun trak op i dynen med en irritabel mine. “Er det virkelig nødvendigt, at jeg ligger her? Teknikerne og retsmedicineren har fået, hvad de skulle have. Jeg vil gerne væk herfra.”

Frank rejste sig. “Jeg ser, om jeg kan finde en læge.” Han vendte sig i døren.

“Er du klar til at afgive en forklaring?”

“Jeg tager med ind på stationen.”

Tilbage til bogens side