Anmeldelser – Den skaldede detektiv

Det er hendes krimi nr. 4 om detektiven Dan Sommerdahl, og den er velkomponeret, velskrevet og altså vældig, vældig spændende. (…) Der smides ledetråde ind her og der. Ens egen detektivhjerne kommer på arbejde. Det er herlig afslapning, mærkeligt nok. Så kom bare i gang med nr. 5, Grue. Nr. 4 er i hvert fald gruelig god!
Britta Bjerre, Søndag

 

Anna Grue befæster sit ry som dreven plotlægger og stærkt underholdende fortæller. Spændingen er fra begyndelsen høj og drives dygtigt videre – romanen slutter som en for det danske marked sjældent effektiv pageturner. Klassisk krimi – også med intrigens ejendommelige og æggende kerne, det sære tal 16 år og 27 dage, som først virker som en lidt fortænkt mystifikation (a la britisk guldalderkrimi fra anno dazumal), men som naturligvis viser sig at være solidt funderet i intrigen.
Anton Koch-Nielsen, kochskrimier.dk

 

For min skyld kan Grue godt droppe al den hundesnak. Det keder, når man selv har kat og for længst har fattet, hvad kærligheden til hunde skal afspejle i Dan Sommerdahls personlighed.
** Annette Dina Sørensen, Politiken

 

Anna Grue er derimod super veltrimmet – uden at miste pusten orkestrerer hun plot og persongalleri med hele sin veludviklede sans for henholdsvis logisk sammenhæng og mundrette dialoger, og resultatet lader sig læse. Dette fjerde bind i serien er en så velskabt krimi, som man kan ønske sig.
Katinka Bruhn, Weekendavisen

 

Vekslen mellem forskellige karakterer, informationsmættede dialoger og hyppige bidrag til opklaringen holder gang i denne krimi, hvor Dan igen er den centrale figur. En anden synsvinkel tilføres af Malthe, det potentielle offer og den eneste jeg-fortæller, og en tredje mere primitiv, måske autistisk vinkel kommer fra Mogens, hvis yndlingsbeskæftigelse er forfølgelse af idolet Kirstine, en skuespillerinde der har haft en ledende rolle i en soap.
**** Birte Strandby, MetroXpress

 

Det er højsommer og forfærdeligt hyggeligt ved det globaliserede krimigadekær, men den strålende idé, plottet er baseret på, kunne godt have fortjent, at vi kom længere ind under huden på folk. Måske trænger Grue til en pause fra den skaldede og burde lufte sine farlige sider i en enkeltstående roman næste gang, som hun har gjort før?
*** Mette Strømfeldt, Berlingske Tidende

 

Forrygende underholdende krimi om kærlighed og hævn, hvor Dan Sommerdahl kæmper mod tiden for at redde et liv. Helt suverænt i toppen af den skandinaviske krimi. (…) Der er de for genren sædvanlige usandsynlige sammentræf, og en lidt påklistret scene gav mig et godt fingerpeg i retning af hvem den skyldige kunne være, men hos Anna Grue bliver man altid forrygende godt underholdt. Usandsynligt eller ej – historien er godt skruet sammen. Og især skildringen af den overbeskyttede Malthes friheds- og kærlighedstrang, hans huserende teenage-hormoner og søgen efter accept er flot beskrevet. Serien om den skaldede detektiv er afgjort i den bedre ende af de skandinaviske krimier, hvor kombinationen af arbejde og privatliv er en væsentlig ingrediens. Så kom bare an med næste bind, Anna!
Marit Haugaard, Litteratursiden.dk

 

Som altid, når man læser Anna Grue, er det god og solid underholdning. Plottet er godt og det holder, ligesom der er en vanlig fin balance mellem krimi og hverdagsliv. Serien bliver bare bedre og bedre for hver ny bog i serien.
Lone Hansen, Krimisiden.dk

 

Tilbage til bogens side