Uddrag af Nøglen til mord

KAPITEL 1: Tirsdag den 15. juni

Bliver Anne-Maj Mortensen bekymret, reagerer hun med vrede. Og da enhver forsinkelse er årsag til bekymring, er hun desværre vred med jævne mellemrum. Kommer nogen mere end et kvarter for sent til en aftale, ser hun straks en skrækkelig ulykke for sig, kan næsten høre ambulancer, sirener og redningshelikopter. Hendes alt for livlige fantasi får hende til at frygte det værste.

Når dem, hun venter på, så omsider dukker op, burde det fjerne angsten med et snuptag og få Anne-Maj til med dyb lettelse og åben favn at sætte endnu mere pris på at se dem. I stedet bliver hun vred, fordi de har været årsag til hendes bekymring.

Lige nu er Anne-Maj helt oppe i det røde felt. Ikke nok med, at hun er bekymret, hun er også forskrækket, og de to ting tilsammen gør hende aldeles rasende. Per, hendes skiderik af en eksmand, begår – påstår han – netop i dette øjeblik selvmord, og det har den selvmedlidende idiot selvfølgelig ringet og meddelt Anne-Maj.

Hans lejlighed ligger kun en kilometer fra hendes, så hun giver sin gravhund, Mortensen den Tredje, snor på og vandrer af sted til fods. Mens hun tramper irritabelt ned mod Havnevej, overvejer hun, hvor sandsynligt det egentlig er, at det selvoptagede skvat gør alvor af selvmordstruslerne. I virkeligheden er det vel en reel mulighed, tænker hun.

Per er netop blevet skilt for tredje gang, han har ingen venner, drikker lidt for meget, er ensom og bitter. Så vidt hun ved, har han også ramt en blindgyde i den efter eget udsagn banebrydende forskning, han havde helliget sig efter pensioneringen for et par år siden. Måske føltes det at måtte opgive projektet som et nederlag, selv om han aldrig rigtig har villet diskutere det.

Sidste år flyttede Per til Nykøbing, og et sært og ikke helt ukompliceret venskab er spiret frem mellem ham og hans første kone. Anne-Maj har på en måde stadig en slags sympati for sin eksmand, og hun kan ikke lade være med at føle en vis medlidenhed med ham. Tanken om, at Per måske er i færd med at tømme et glas piller, er alarmerende.

Anne-Maj er nødt til standse, da bommene går ned, og lokaltoget fra Holbæk buldrer forbi. Hun står og tripper utålmodigt, indtil de atter løftes op i lodret position, og sætter så farten yderligere op. Mortensen sender hende et forundret blik.

Det ligner bestemt ikke hans ejer at bevæge sig i så rask et tempo – og han er virkelig ikke vant til at blive forhindret i at snuse til alle sine faste græstotter. Anne-Majs uro vokser, jo tættere de kommer på havnefronten, hvor en klynge særdeles fotogene huse ligger skulder ved skulder. De er nybyggede i gammeldags fiskerby-stil, nogle af husrækkerne har røde træfacader, andre sorte.

Anne-Maj trykker på dørtelefonen ved indgangspartiet, der vender ud mod parkeringspladsen på husrækkens østside. Én gang, to gange. Trykker så håndtaget ned, men der er naturligvis låst ind til opgangen. Tredje gang holder hun knappen inde i lang tid. Ingen reaktion. Hun fisker sin mobil frem og ringer op til Pers nummer. Fra et sted inde bag det hvidmalede bræddehegn, som omgiver stuelejlighedens private terrasse, kan hun høre en ringetone.

Igen og igen, indtil opkaldet går på svareren, og hun hører sin eksmands dybe, rolige stemme opfordre hende til at lægge en besked efter bippet. Anne-Maj rusker i havelågen, men også den er låst. Hun kan skimte det øverste af en åben terrassedør over det mandshøje hegn. Hun forsøger sig med et ”Hallo?” fulgt af et lidt højere ”Per? Hallo?”, men der er intet svar.

Uroen er nu vokset til angst. Når et menneske truer med selvmord, og man så tyve-femogtyve minutter senere ikke kan komme i kontakt med vedkommende … så må man faktisk godt blive bange, tænker Anne-Maj. Hun trykker på knapperne til samtlige dørtelefoner i håbet om dog i det mindste at komme ind i opgangen, men heller ikke denne manøvre resulterer i andet end en skylle af angstens sved.

Anne-Maj sætter i småløb rundt om ejendommen, mens hun takker de højere magter for, at hun for ni måneder siden fik et nyt knæ. Før da ville hun aldrig have kunnet fare af sted på den måde. Mortensens korte ben går som trommestikker. På den vestvendte side er der i stedet for lukkede terrasser et langt, åbent trædæk i hele husrækkens længde. Flere af stueetagens beboere har placeret havestole herude, så udsigten ud mod lystbådehavnens duvende master kan nydes i ledige stunder. Bag masteskoven kan man inde på land ane en rigtig skov, nemlig Grønnehave, hvor Anne-Maj og Mortensen plejer at gå deres ture i et noget mere adstadigt tempo.

To af glasdørene i Pers lejlighed vender denne vej. Anne-Maj banker på den ene, lægger hænderne skærmende om øjnene og kigger ind i en pænt stor stue med åbent køkken. Ingenting. Et brugt glas og en fjernbetjening på sofabordet; fjernsynet tændt på TV 2 News. En kvinde bevæger læberne, mens et tekstbånd løber fra højre mod venstre nederst på skærmen. Stemmen kan ganske svagt høres gennem dørens termoruder. Ellers er der ikke en lyd.

Atter trykker Anne-Maj et dørhåndtag ned, og denne gang er der til hendes overraskelse gevinst: Døren går op.

”Per?”

Ikke en lyd. Hun slukker for News-damen.

”Hallo? Per?”

Anne-Maj går forbi køkkenafdelingen til de to værelser, der hver især har en glasdør ud mod den lukkede terrasse. I det ene er en dobbeltseng, uredt. Dynen ligger krøllet sammen nede i fodenden, og på natbordet ser hun et fyldt askebæger. Lugten af gammel nikotin er stram, selv om døren står på klem.

Oven på en rodet bunke tøj ligger en mobiltelefon. Anne-Maj samler den op, berører let den låste skærm og ser en notifikation dukke op: Kone 1. Ubesvaret opkald. Der går nogle sekunder, før hun indser, at det må være hende selv. Kone 1. Hvad bilder den idiot sig ind? Anne-Maj smider arrigt mobilen fra sig og går videre til det næste værelse. Det er tomt, bortset fra en stabel flyttekasser og en enkeltseng; gæsteværelset er endnu ikke færdigindrettet.

Hun går hen til den eneste dør, hun endnu ikke har forsøgt sig med, den eneste, der er lukket. Den fører ud til badeværelset, hvor hun ved, der er en grotesk stor jacuzzi og en lillebitte sauna. Anne-Maj kan næsten ikke trække vejret. Har kraftigt på fornemmelsen, hvad der venter hende. Det er indbildning, prøver hun at overbevise sig selv om, hun er bare hysterisk, fordi … alt det væmmelige, der skete på Høve Kurbad.

I forbindelse med knæoperationen i efteråret var Anne-Maj på et genoptræningsophold på et luksuriøst spa-hotel, hvor hun fandt et lig i et badekar fyldt med helsebringende mudder. Ikke at det ligefrem var helse, den gråbrune masse i dette tilfælde havde bragt med sig. Den døde var simpelthen druknet i den slimede masse. Anne-Maj tog aldrig imod den psykologhjælp, hun blev tilbudt, så på en eller anden måde er chokket blevet siddende i hendes krop, og alene synet af et badekar eller duften af klor giver hende flashbacks til den frygtelige dag.

Hun står med hånden på dørgrebet, forsøger at tage sig sammen til at presse det ned. Der er ingen derude, siger hun til sig selv. Og hvis der er, og hvis han er i live … så må jeg virkelig prøve ikke at blive alt for hidsig over, at han har gjort mig forskrækket. Nok er Per en skiderik, men han er også en sølle stakkel. Er han i live, bør jeg opføre mig empatisk og forstående. Det må jeg huske. Selvfølgelig er der ikke et lig derude; selvfølgelig ligger Per ikke død i sit latterlige spabad.

Men det er der. Og det gør han.

Jacuzzien er fyldt med lyserødt vand. Ned ad karrets sider flyder blodet i smalle bække; på væggen over karret er dybrøde buer aftegnet som kæmpemæssige englevinger, hvor koncentriske blodsprøjt gør det ud for lange, elegante svingfjer. Der er blod i en pøl på gulvet. Der er spredte dråber af blod helt ovre på håndvasken næsten en meter borte. Der er sågar blodpletter i loftet; så friske, at de stadig drypper ned på den døde krop i kæmpekarret.

Per har lagt et dybt snit på tværs af håndleddet. Hans arm hænger ud over karrets kant, og på gulvet ligger en tom whiskyflaske samt en gammeldags barberkniv. Havde det ikke været for mængden af blod, ville man kunne se, at knivens skaft er af smukt patineret kohorn. Per købte den kniv for sin sparsomme SU engang i halvfjerdserne, da han og Anne-Maj stadig var sammen, og han er åbenbart blevet ved at barbere sig på den gammeldags facon. Herregud. Til sin forbløffelse er hun helt bevæget. Per er … var den mest gammeldags mand, hun kendte.

Under det rosafarvede vand kan hun skimte sin eksmands højre arm. Her har han også skåret sig, men såret på denne arm er mere overfladisk – blodtabet efter det første snit har været så voldsomt, at kræfterne er svundet allerede før det andet.

Anne-Maj lader blikket vandre videre til hans ansigt. De vidåbne, grågrønne øjne, som stirrer ud i ingenting, det næsten hvide hår. Per har alle dage holdt det ultrakort, men nu om dage er enhver form for bevoksning forsvun- det fra den øverste del af hans isse, mens de få millimeter lange hår gror i en krans over ørerne og i nakken. Hans furede hage og kinder er glatte. Gad vide, tænker hun, om det var det sidste, han foretog sig, inden han besluttede at bruge den nyslebne barberkniv til noget andet.

Mortensen begynder at gø. Han er tydeligvis i tvivl om, hvad han skal her, og hvilke forventninger der er til ham i dette mærkelige scenarie, hvor der lugter umiskendeligt af råt kød. Anne-Maj træder et skridt tilbage, trækker døren i efter sig. Går gennem Pers soveværelse og videre ud på den lukkede terrasse. Sætter sig på en af havestolene, tvinger vejrtrækningen ind i en rolig rytme.

Der er sket lige præcis det, hun har frygtet allermest: at finde endnu et lig i endnu et badekar; som om en sær, udspekuleret forbandelse hviler over hende. Én gang til skal hun ringe til alarmcentralen, én gang til skal hun i forhør, måske endda endnu en gang som mistænkt. Hun må én gang til gå igennem hele møllen uden nogensinde at have fået bearbejdet oplevelserne fra sidst. Vil hun bryde sammen? Eller vil det nye chok tværtimod få det første til at slippe grebet? Det er faktisk sådan, det føles netop nu.

Anne-Maj rejser sig og skubber glasdøren i, inden hun slipper Mortensen fri i den indhegnede flisegård, hvor man føler sig, som om man sidder i en papkasse uden udsigt til andet end himlen og de høje bræddevægge. Måske går jeg fuldstændig i stykker, når jeg forklarer det hele til politiet. Eller når jeg skal fortælle det til Iben. Eller måske først i aften, når jeg skal sove …

Anne-Maj roder lidt rundt i sin røde skuldertaske, finder atter mobilen frem. Trykker et-et-to. Kommer igennem. Forklarer, hvad der er sket, og hvor hun og liget befinder sig. Remser sit navn og personnummer op.

Så sætter hun sig til at vente.

Tilbage til bogens side – Nøglen til mord