Uddrag: Kunsten at dø

1

Klokken var kvart i to. Hun måtte hellere se at komme herfra. Kamille kunne komme hjem når som helst, og Ingegerd havde absolut intet behov for at blive afsløret endnu en gang. De små torsdagsrunder i datterens hjem skulle helst forblive hemmelige. Første gang, hun var blevet opdaget, havde hun sagt, det var en misforståelse. Jeg troede, det var i dag, jeg skulle vande dine blomster, skat. Anden gang havde været en smule pinlig. Det må du virkelig undskylde, skat. Hukommelsen er jo ikke, hvad den har været. Men tre gange? Det ville være at udfordre skæbnen.

Næste gang ville Kamille skifte låsene ud; det var Ingegerd sikker på. Ikke, at man kunne fortænke hende i det. Det var skammeligt at udspionere sin datter på den måde. Ynkeligt. Ingegerd hadede sig selv for det. Den mest nærliggende løsning var naturligvis at stoppe helt. Gøre det, hun over for sin mand altid påstod, at hun gjorde. Jeg cykler lige en lille tur, Jørn. Skal jeg tage noget med fra Netto? Eller bageren?

Men uanset hvor gode hendes intentioner var, når hun forlod sin lejlighed, så gik det alligevel ofte galt. Hun endte foran Kamilles rødlakerede hoveddør, hvor en perfekt klippet buksbomkugle stod vagt. Gloede på hende som et kæmpemæssigt, mørkegrønt øjeæble. Hun ringede på. Overbeviste sig selv om, at hvis der ikke blev svaret, så ville hun gå sin vej igen. Hjem til Jørn. Ingegerd prøvede virkelig at stå imod, men forgæves. Nøglen ind i låsen, håndtaget ned, døren op; et sidste blik på buksbom-øjet, før hun lydløst lukkede døren efter sig og stod et øjeblik i den mørke entré, snusede husets duft ind, mens hun tastede de fire cifre, som slog alarmen fra.

Kamille var altid væk hjemmefra om torsdagen, hvor hun underviste på et gymnasium inde i København. Det gav Ingegerd mulighed for at vandre uforstyrret rundt i det lyse, ordentlige hjem, som dannede rammen om datterens og svigersønnens liv. Et liv, som Ingegerd altid havde følt sig udelukket fra. Jo, de sås da; det var slet ikke dét, men … Ingegerd havde næsten opgivet at sætte fingeren på, hvad der egentlig var i vejen med deres forhold. Nært var det i hvert fald ikke, men sådan er der vel mange mødre og døtre, der har det med hinanden. Det var ikke det. Ikke kun det. De var så forskellige, som om de knap var i familie med hinanden. Havde det ikke været på grund af de lange, sidelæns buede fingre, Kamille havde arvet fra sin mor, kunne Ingegerd faktisk godt have haft en mistanke om, at der havde fundet en forbytning sted på barselsgangen i sin tid. Sin far lignede hun en smule mere. Det misantropiske havde hun i hvert fald fra ham, bildte Ingegerd sig ind. Ligesom hårfarven. Ingegerd kom af og til i tvivl, om hun overhovedet kunne lide sit eneste barn. En erkendelse, hun af al magt forsøgte at holde nede, men som langsomt og stædigt ormede sig vej til hendes bevidsthed. Det var svært at bære. Én ting var at være træt af sin mand; en helt anden var at miste kærligheden til sin voksne datter, selv om hun dag for dag mindede stadigt mere om sin mavesure, påståelige far.

Ingegerd vidste, at Kamille også havde en anden side; en imødekommende, charmerende side. Den viste hun i mere officielle sammenhænge; ved receptioner, ferniseringer, middagsselskaber. Andre mennesker beundrede Kamille, betragtede hende som godt selskab; visse ældre kunstprofessorer kappedes ligefrem om hendes gunst. I virkeligheden var det nok kun over for Ingegerd, hun var så … distant. Kamille inviterede ofte sine forældre med ved disse lejligheder. Ingegerd forsøgte at være glad for opmærksomheden, nyde den gode mad og bilde sig ind, at de var budt med af venlighed, måske endda en slags kærlighed. Men inderst inde vidste hun godt, at de kun var der som glamourøs staffage. I Kamille og Lorenz’ cirkler var Jørn Clausen kendt som en af sin generations mest fremtrædende lyrikere, mens Ingegerds ry som skarp og passioneret litteraturkritiker ved Danmarks største morgenavis endnu ikke var falmet, selv om hun for flere år siden var gået på pension. At have de to med i selskabet hævede ganske enkelt niveauet.

Selskabeligheden gjorde imidlertid ikke forholdet mellem Kamille og Ingegerd bedre. Tværtimod. Ingegerd havde utroligt svært ved at skjule sin forvirring, når Kamille på et splitsekund – den tid, det tog hende at flytte blikket fra en indflydelsesrig museumsdirektørs ansigt til sin mors – skiftede fra imødekommende nærvær til en udtryksløs maske. Hver gang bristede endnu en fiber i de bånd, der skulle forestille at binde dem sammen. Hver gang voksede Ingegerds følelse af, at hendes datter var en fremmed. Hver gang flåede sorgen i hende.

En dag for knap et år siden havde Kamille pludselig givet hende en nøgle til sit hus. Om mor ville være så sød at tjekke postkassen, mens hun og Lorenz var i Los Angeles et par uger? Jeg venter en pakke, og den SKAL jo hentes på posthuset, før den bliver returneret … Der ligger en fuldmagt på skrivebordet, mor.Og hvis hun så lige ville vande potteplanterne også? Så skulle hun have så mange tak. Ingegerd havde sagt ja; selvfølgelig havde hun det. Man er vel et ordentligt menneske, en kærlig mor. Det ja havde hun på ingen måde fortrudt. For det var dér, i Kamilles tomme hjem, hun omsider – for første gang, siden datteren var lille – havde følt en slags nærhed. Ingegerd gik rundt i strømpesokker på de kolde, blanke stengulve, løftede en pude, rettede på et billede, der hang skævt, bladrede i datterens skitsebøger, mens hendes fødder langsomt blev til is. Allerede ved sit andet besøg havde hun taget nogle hjemmesko med, og fra da af havde hun altid haft et par slippers liggende i den ene cykeltaske; et fysisk vidnesbyrd om, at hun trods gode intentioner ikke var til sinds at holde op med de hemmelige rundture i datterens hjem.

De største oplevelser havde hun, når hun vandrede rundt i datterens atelier og betragtede de hel- og halvfærdige værker. For første gang kunne hun se Kamilles kunst uden at blive skarpt observeret imens. Hun kunne stå og se på en skulptur en time, hvis hun havde lyst. Der var ingen, som afkrævede hende en mening og derefter blev fornærmet, uanset hvordan hun udtrykte sig.

Sagen var jo den uheldige, at Ingegerd Clausens ubestikkelige anmeldersjæl ikke tillod hende at lyve. Ikke en gang for sin datter. Hun kunne ikke få sig til at juble begejstret over de køligt registrerende skulpturer i gips, stål og spejlstykker. Uanset fra hvilken vinkel, man så dem, blev ens eget spejlbillede kastet tilbage som en del af værket, side om side med nogle stærkt forstørrede detaljer fra Kamilles egen fysiognomi – en kæmpemæssig brystvorte hist og et udsnit af et øre her. Ingegerd vænnede sig aldrig til det foruroligende mix af sig selv og sin datter. Det virkede forkert, når man tænkte på den distance, der var mellem dem i virkeligheden. I lyset af den virkede sammenblandingen kvalmende intim; påtrængende. Ingegerd kom aldrig til at holde af sin datters værker, men de mange timer i enrum med dem fik hende måske til at blive en lille smule mere indifferent over for dem. På sine torsdagsrunder kunne hun iagttage hver enkelt skulptur under tilblivelsen; langsomt vænne sig til den, så hun kunne få overstået sit ubehag på forhånd og reagere en smule mere afslappet, når Kamille var klar til at vise den frem.

Atelieret var lige så ordentligt som resten af huset. Spejlstumper, tegnekul, papir og andre småting lå i smukke, håndlavede æsker, sat i pæne rækker på specialdesignede hylder. Under hylderne stod blanke, firkantede stålspande med låg. I dem opbevarede kunstneren gipspulver og lidt større stykker værktøj, der med deres klodsede ledninger og ditto formgivning ikke var egnet til at have liggende fremme. Kamilles arbejdsbord bestod af tre kvadratmeter nylakeret mdf-plade, og ikke en eneste lap papir lå forkert på det. Skitser i én bunke, tekster i en anden. Gulvet – et højglanspoleret betongulv, der skinnede som det fineste marmor – var altid omhyggeligt fejet og vasket. Ethvert spor af dagens arbejde med gips, glasskår og loddetin var som blæst væk, når Kamille holdt fyraften. Præcis klokken fem skænkede hun sig det første af dagens tre glas rødvin og gik i gang med aftensmaden. Punktlig, præcis, ordentlig grænsende til det neurotiske. Gad vide, hvem hun havde fået det fra? Ikke nogen af sine forældre, i hvert fald, tænkte Ingegerd. Deres lejlighed lignede muldvarpens fra Vinden i Piletræerne; fyldt med fotos, bøger, polstrede møbler, krukker, kasser. Og rigelige mængder støv.

Ud over de store ovenlysruder var der ingen vinduer i det højloftede rum. En dør førte direkte ud til en gårdhave, hvor Kamille stod, når hun arbejdede med svejseapparat eller vinkelsliber, en anden ledte op til entreen. Hvis man havde brug for at isolere sig med sit arbejde, var dette det perfekte sted. Ingegerd tænkte på sit eget arbejdshjørne i dagligstuen derhjemme og tillod sig at være dybt misundelig; nu, hvor ingen kunne se hende. Havde hun haft sådan et værelse helt for sig selv, så afsondret, så privat … så … Hvem ved? Måske havde hun fået skrevet den roman, hun altid havde drømt om? Måske ikke. Men hun havde i hvert fald fået mulighed for at arbejde i fred, uden afbrydelser.

Det havde bare aldrig været oppe til diskussion. Det kunne godt være, at det var Ingegerd, der havde tjent pengene i deres familie, men det var naturligvis Jørn, den store digter, der skulle have et rigtigt arbejdsværelse med en dør, der kunne lukkes. Enhver kunne jo forstå, at hans kunst krævede ro, mens hendes arbejde kunne udføres snart sagt hvor som helst. Sådan en smule anmeldelser; hvor svært kunne det være?

Ingegerd kunne mærke mange års frustration ætse brystkassen indefra. Hun rev sig løs, før raseriet tog magten fra hende. Kom det først helt op til overfladen, ville det tage dage at få det under kontrol igen. Hun burde se at komme af sted nu; hjem til Jørn og den beklumrede treværelses. Hun gik en sidste runde, lod blikket vandre rundt på de blanke overflader; tjekkede, at alt så ud, som da hun var ankommet et par timer forinden. Da hun følte sig helt sikker, gik hun ud i entreen, hvor hendes udendørs sko stod klar.

Pludselig hørte hun gruset i indkørslen knase. Angsten fik hendes muskler til at stivne, og i et par sekunder stod hun sådan, med jakken over den ene arm og tasken under den anden, halvt bøjet ind over sine sko, lammet. Først nogle sekunder senere satte hun sig i bevægelse. Hun snuppede skoene fra gulvet, snurrede rundt og løb ned ad den korte trappe til atelieret. Hendes blik var stift rettet mod yderdøren i endevæggen. Kunne hun nå hen til den, før Kamille åbnede hoveddøren? Kunne hun få den smækket, før datteren var inde i huset? Ville støjen afsløre hende? Og hvad så, hvis det lykkedes? Kunne hun overhovedet komme videre fra gårdhaven? Klatre over muren ind til naboen? Hvad skete der, hvis hun tabte en sko? Sin taske? Jakken?

Der var kun knap otte meter mellem de to døre i atelieret, og Ingegerd Clausen løb strækningen, så hurtigt hun kunne. Det var bare ikke hurtigt nok.

2

 

Den gamle dame var stadig i live, da de nåede frem. Hun lå halvvejs på siden, med brystkassen drejet ned mod gulvet og den underste arm strakt ud foran sig med håndfladen opad og fingrene let bøjet i en bedende gestus; en tiggers hånd. Den stribede sommernederdel var gledet op, så hendes nøgne lår med de synlige blodårer lå blottet. Under hende på det blankpolerede stengulv lå en sø af urin, og den skarpe lugt stod i luften omkring hende. En af de slidte, røde læderhjemmesko var faldet af. Et fyldigt, mørkt pandehår kastede en skarp skygge ned over hendes ansigt. Håret var lidt for fyldigt. Lidt for mørkt. Skyggen lidt for skarp, vinklen en smule forkert, som om nogen havde skalperet hende. Forklaringen viste sig at være den simple, at hendes paryk havde forskubbet sig i faldet. Endnu en uværdig detalje i omstændighederne omkring Ingegerd Clausens død.

Beskrivelsen hørte politikommissær Flemming Torp først senere fra de to uniformerede betjente, der havde fundet hende og tilkaldt ambulancen. Ingegerd var blevet kørt på hospitalet med fuld udrykning, men det havde ikke gjort nogen forskel. Hun var blot en halv time senere udåndet med sin datters hånd i sin uden at være kommet til bevidsthed. Havde hun været død på stedet, ville politiet have haft mulighed for at fotografere hendes lig, opmåle afstande til vægge og døråbninger; registrere, hvordan kroppen lå placeret i forhold til det øvrige kaos i lokalet. Nu havde man kun patruljebetjentenes og ambulancefolkenes vidneforklaringer at støtte sig til.

Og det var måske i virkeligheden også nok, tænkte Flemming. Han stod på dørtrinnet til det store atelier, hvor aftensolen sendte et varmt lys ned gennem ovenlysvinduerne. Han lod blikket vandre hen over det mest umulige gerningssted, man kunne forestille sig. Det, der ifølge atelierets indehaver engang havde været en række næsten færdige skulpturer, var nu forvandlet til titusinder af småbitte stumper. Glassplinterne lå overalt i lokalet, blandet med pulveriseret gips, skævvredet metal, flænsede papstykker og iturevne skitsebøger. Var der spor efter gerningsmanden, ville de blive mere end almindeligt svære at finde.

Hærværket havde kun ramt dette rum; husets øvrige var ordentlige, næsten klinisk rene. En hurtig rundtur havde afsløret, at alt tilsyneladende stod, som det skulle. De i alt tre fladskærms-tv var på deres pladser, B&O-anlægget ligeså. De to arbejdsværelser med hver sin computer var urørte. Flemming havde lyst til at vandre lidt rundt i atelieret og besigtige skaderne, men han vidste, at han skulle holde sig væk, indtil kriminalteknikerne havde været der.

Han besluttede at benytte ventetiden til at afhøre offerets datter – den kunstner, hvis skulpturer nu lå omkring ham i pulveriseret form. Kamille Schwerin sad efter sigende ved sin mors afsjælede legeme på hospitalet, opløst i gråd, og Flemming ville nødig være den, der tvang hende væk derfra. Så hellere tage den første snak med hende derude. Han gav besked til chefen for teknikerne og stod ved hoveddøren, i færd med at tage de lyseblå plasticovertræk af skoene, da hans mobiltelefon ringede. Han standsede – vaklende mellem, om han skulle besvare opkaldet straks eller gøre skoprojektet færdigt. Efterforskningslederen stod i en brøkdel af et sekund i præcis samme stilling, som offeret havde indtaget, da hun hørte bilen i indkørslen. Men det ville ingen af dem nogensinde få at vide.

Flemming besluttede sig, snuppede det sidste plastfoderal af skoen og fiskede telefonen op af jakkelommen: ”Torp.”

”Hanegaard.”

Politimesteren. Hvad nu? ”Ja, hej,” sagde Flemming højt.

”Hvordan går det?”

”Jeg er ude på et gerningssted, du … men måske kunne vi tale sammen i morgen … ?”

”Jeg skal ikke forstyrre dig længere end allerhøjst nødvendigt, Torp,” sagde hans chef en smule stift. ”Jeg ringer bare for at sikre mig, at du ved, hvis hus du befinder dig i.”

”Her bor en billedhugger. Kamille Schwerin. Hun er offerets datter.”

”Og hendes mand?”

”Han er bortrejst. I USA, så vidt jeg ved …”

”Men du ved ikke, hvem han er?”

”Schwerin … Skulle det få en klokke til at ringe eller hvad?”

”Han hedder ikke Schwerin. Du står i Lorenz Birchs hus, Torp.”

”Dén Lorenz Birch?” Flemming lod med fornyet interesse blikket løbe rundt i den smagfuldt indrettede entré, hvor en statelig trappe snoede sig op mod førstesalen, oplyst af en imponerende, moderne lysekrone, der på en prik lignede en formindsket udgave af de to kæmpekugler i Operaens foyer. Måske var det ligefrem den samme kunstner, der havde lavet den?

”Er du der, Torp?”

”Ja ja.” Han rømmede sig. ”Det forklarer meget,” tilføjede han så.

”Hvad mener du?”

”Du skulle se det her hus.”

”Manden er mangemillionær. Hvad havde du ventet?”

”Jeg havde ikke ventet noget. Jeg vidste jo ikke, det var hans hus.”

Hanegaard udstødte en lyd, som var midt imellem et host og en latter. ”Syntes bare lige, du skulle vide det.”

”Tak.”

Flemming åbnede hoveddøren, og så sig over skulderen en sidste gang. De sidste rester af endnu en strålende smuk augustdag fik den kuglerunde lysekrone til at glitre.

Han satte sig ind i bilen og blev siddende stille et øjeblik. Lorenz Birch. Dér kunne man bare se. Flemming vidste godt, at den magtfulde mand boede i Christianssund, men han var aldrig stødt på ham før. Villaen lå i byens ældste villakvarter, hvor palæagtige kasser lå og klyngede sig til den høje bakke op mod skoven, Christianssunds højeste punkt. Her var så stejlt, at samtlige haver var anlagt lag på lag i terrasser, som gav hele kvarteret et sydlandsk præg. Fra hvert eneste af de velpassede huse var der en forrygende udsigt over bymidten, havnen og fjorden. Naturligvis havde Lorenz Birch valgt at bosætte sig her. Det ville Flemming også have gjort, hvis han havde haft likvider i de mængder. Smukkere plet fandtes ikke i Danmark. Ikke hvis man ville bo i en by, i hvert fald.

Lorenz Birch var forretningsmand, huskede Flemming. Han havde i sin tid startet en virksomhed, som fremstillede noget, ingen rigtigt kunne huske, hvad var. Stikdåser eller velcro eller sådan noget. Hverdagsdimser af den ikke særligt imponerende slags. Det var fortjenesten til gengæld. Imponerende, altså. Lorenz Birch havde tjent en svimlende sum penge, da han fire år forinden havde solgt virksomheden til en japansk koncern; hvis hans lyster havde gået i den retning, kunne han i en alder af seksogfyrre år snildt have lænet sig tilbage og nydt tilværelsen som usædvanligt velhavende pensionist.

Men sådan var han slet ikke indrettet. Lorenz havde hele sit liv haft en glødende interesse for kunst. Alle slags kunst; teater, musik, film, litteratur. Især billedkunst havde en stor plads i hans hjerte, så da Lorenz blev gjort til formand for et ambitiøst EU-kunststøtteprojekt, var der ingen i den danske kunstverden, som blev forbløffet. Han var som skabt til arbejdet, som bestod i med fast hånd at styre en række kunstsagkyndige fra hver af de europæiske stater. I fællesskab besluttede de, hvem der skulle udføre storstilede udsmykningsopgaver og modtage generøse legater fra offentlige såvel som private fonde. Den indflydelsesrige og særdeles synlige post førte mange andre jobs med sig, så i løbet af få år var Lorenz Birch blevet toppen af poppen på den europæiske kunstscene. Han sad i flere museumsbestyrelser – fra Guggenheim til Louisiana – han var æresprofessor på hele tre universiteter rundt om i Europa, og for nylig havde han fået en jysk museumsfløj opkaldt efter sig, da han havde doneret en rund sum til byggeriet.

Og nu var hans svigermor altså blevet fundet døende i hans hus, omgivet af det mest metodiske hærværk, Flemming længe havde set. Mon ikke hr. Birch allerede sad i et privatfly med kurs mod Danmark? Flemming vidste ingenting om Lorenz’ og Kamilles ægteskab – ud over, at det foreløbig havde holdt i seksten år. Men var de bare nogenlunde glade for hinanden, ville det da være det mest naturlige, at de søgte sammen i en situation som denne.

Flemming så på uret. Den var over syv nu. Han nåede ikke sin aftale – det kunne han lige så godt se i øjnene. Han sendte en sms med teksten: ”Urs, min Urs! Jeg når det ikke i aften, desværre. Arbejde. XxxF.”

Svaret lå der efter et halvt minut: ”Helt okay. Elsker dig. Kys U.”

Han smilede, da han startede bilen.

Turen fra gerningsstedet til hospitalet var kun på knap tre kilometer, men det føltes som at køre fra én verden til en anden. Efterhånden som bilen bevægede sig ned ad bakken, blev husene på begge sider af vejen stadigt mindre, stadigt yngre. Fra attenhalvfemsernes hvidpudsede palæer til tyvernes solide, røde murermestervillaer; videre til tressernes ydmyge parcelhuse i gule mursten og halvfjerdsernes brunstensvillaer med træbeklædning på det øverste af gavlene.

Lidt efter lidt erstattedes de sidste enfamilieshuse med etagebyggerier, og det sidste stykke vej inden hospitalet kørte Flemming igennem et af Christianssunds mest trøstesløse betonkomplekser, hvor vejene havde blomsternavne, og hvor en stor del af beboerne levede som plejebørn af det offentlige. Det var myndighederne, som uddelte deres madpenge, betalte huslejen og afgjorde, om et tandlægebesøg kunne dækkes eller ej. Det var på den anden side også statens embedsmænd, der tvangsfjernede deres børn, konfiskerede deres vanrøgtede kæledyr, standsede husspektakler, pågreb småpushere og biltyve. Flemming havde tilbragt flere arbejdstimer herude, end han brød sig om at tænke på. Altid med følelsen af, at det var en håbløs opgave. Uanset hvad politi, skoler og sociale myndigheder gjorde, kunne man kun redde en forsvindende del af de mennesker, der var landet her i Violparken.

Bag al denne elendighed lå Christianssund Sygehus, en firkantet, ucharmerende murstenskasse i tre etager. Med tiden havde behovet for flere sengepladser og nye typer undersøgelser gjort det nødvendigt at udvide ved knopskydning, så hospitalet nu bestod af et virvar af små og store bygninger, forbundet med flisebelagte stier i et frodigt parkanlæg.

Skiltning var der ikke ofret megen umage på, så Flemming måtte køre lidt rundt og lede efter den rigtige bygning. Til sidst opgav han og satte bilen fra sig på entimesparkeringen foran hovedindgangen. Han satte skiltet med POLITI i forruden og stilede mod informationsskranken i forhallen. En ung fyr med kortklippet, rødt hår gav ham den rutebeskrivelse, han havde brug for, og et øjeblik senere stod han foran døren til den stue, Kamille Schwerin og hendes døde mor havde fået stillet til rådighed.

Politiassistent Pia Waage stak hovedet ud, så snart han havde banket på. ”Jeg har lige talt med Giersing,” sagde hun dæmpet og smøg sig ud gennem sprækken. ”Han regner med at give os de foreløbige resultater ud på eftermiddagen i morgen.”

”Fint.” Retsmedicineren Svend Giersing havde egentlig trukket sig tilbage for at hellige sig sin forskning, men Christianssund Politi havde stadig en aftale med ham om at stå for obduktionerne i de lokale drabssager. ”Hvordan står det ellers til?”

Pia trak på skuldrene. ”Hospitalspræsten er lige gået.”

Flemming skubbede døren helt op. ”Kommissær Flemming Torp, Christianssund Politi,” sagde han. ”Kondolerer.”

”Tak.” En høj kvinde rejste sig og tog imod hans fremstrakte hånd. Hendes øjenrande og næsebor var røde og lidt hævede, men øjnene var klare og stemmen fattet. ”Kamille Schwerin. Men det ved du vel.”

Han nikkede. Da døren ud til gangen havde lukket sig bag ham, henlå den lille stue i halvmørke. Gardinerne var trukket for, og alle elektriske lamper slukket. Kun tre høje, hvide bloklys kastede et blødt skær over den lille, indfaldne krop i sengen. Ingegerds hænder var foldede. Nogen havde svøbt et blondelommetørklæde om stilken på en rød rose og stukket den ind mellem hendes forbløffende lange, spinkle fingre. Hendes mørke paryk sad igen, som den skulle, og dækkede over såret i hovedbunden.

Først nu fik han øje på den tredje person i værelset. I det mørkeste hjørne sad en ældre, skægget mand sammensunket i en polstret stol. Jørn Clausen gav hånd uden at rejse sig, da Flemming kom over til ham. Han sagde ingenting; så væk. Skjorten var knappet skævt.

Flemming rettede igen opmærksomheden mod Kamille. ”Kan vi tale sammen? Det behøver ikke at være så længe …”

Hun nikkede. ”Lad os gå lidt ud herfra.”

Da Flemming og Kamille forlod stuen, smuttede Pia omgående ind igen. Én ting var, at man ikke kunne forhindre de pårørende i at sidde hos liget, når dødsfaldet havde fundet sted i forlængelse af et hospitalsophold – hvor kort dette så end havde været. En anden var at lade dem få lov at være alene med den døde. Det ville Flemming altså ikke tillade. Ikke, så længe dødsårsagen ikke var ordentligt udredt. Derfor sad der konstant en repræsentant for ordensmagten i det lille rum.

De gik helt udenfor, ned i anlægget, hvor lyset stadig var varmt og mildt.

”Det er så svært at forstå,” sagde Kamille og satte sig på en bænk under et rønnebærtræ med grene, der var tunge af ildrøde, modne bær. ”Jeg talte med hende så sent som i går … og nu …”

”Hvorfor var din mor ovre hos dig i dag?” Flemming fiskede en pakke Kleenex frem fra jakkelommen og rakte den til hende.

Kamille forsøgte at få stemmen under kontrol. ”Aner det ikke,” mumlede hun ned i papirservietten.

”Havde hun sin egen nøgle?”

Et nik.

”Plejede hun at opholde sig i dit hus, når du ikke var hjemme?”

Kamille pudsede næsen og rettede sig op. ”Det tror jeg bestemt ikke.” Hun smed det brugte lommetørklæde i papirkurven ved siden af bænken. ”Jeg gav hende en nøgle for et par år siden, så hun kunne passe blomster og …”

”Har I ikke hushjælp?”

”En rengøringsdame. Jette. Hun kommer to formiddage om ugen. Mandag og torsdag. Resten af tiden klarer jeg det selv.”

”Og hun kan ikke vande blomster?”

Kamille så et øjeblik forvirret ud. Så smilede hun skævt. ”Åh, sådan. Undskyld, jeg er lidt … Nej, Jette var på en eller anden charterrejse den uge, så …”

”Beholdt din mor nøglen efter det?”

”Hvorfor ikke? Det er faktisk meget rart, at der ligger en kopi et sted.”

”Men hun brugte den ikke?”

”Hun kom en enkelt gang til at låse sig ind, uden at vi havde aftalt det. Hun blev helt ulykkelig og forvirret. I de senere år var mor sådan lidt …” Kamille lavede en flagrende bevægelse med de lange, smalle hænder. ”Hun kunne godt være noget konfus en gang imellem.”

”Så det ville ikke komme helt bag på dig, hvis det var sådan, det var gået til i dag? At din mor havde låst sig ind ved en fejltagelse?”

Kamille trak på skuldrene. ”Jeg kan ikke finde andre forklaringer.”

”Og hærværket?”

”Det ved jeg ikke. Måske overraskede hun dem midt i det hele …”

”Hvornår kom du selv hjem?”

Hun så på ham med runde, gråbrune øjne. Det kortklippede hår lå tæt ind til hendes hoved. Der var noget asketisk ved hende; det enkle, mørke tøj, de renskurede negle, det blege ansigt, den senede krop.

”Er jeg under en eller anden form for mistanke?” sagde hun.

”Hvad får dig til at tro det?”

”Hvis jeg skal gøre rede for min færden …” Der var ikke antydningen af aggression i hendes blik.

Flemming gengældte det roligt. Han lagde sin stemme i et lige så neutralt toneleje som hendes. ”Jeg forsøger at få et overblik. Ikke andet. Du er et vigtigt vidne, Kamille. Og hærværket gik trods alt ud over dig …”

”Undskyld. Du har ret.” Hun sank. ”Jeg var hjemme klokken seksten femten – plus minus et par minutter.”

”Er det det tidspunkt, du plejer at komme hjem på?”

Hun rystede på hovedet. ”Normalt er jeg hjemme et par timer tidligere. Jeg får fri fra gymnasiet klokken tretten, og det tager en god times tid at køre hjem fra …” Hun bed sig i læben. ”Jeg vidste, der var noget galt.”

”Var det derfor, du kom senere? Fordi der var noget galt?”

”Hvad mener du?” De runde øjne var igen rettet imod hans ansigt. ”Nåh, sådan … Nej, jeg tog ind i Frederiksberg Centret. Fik en kop kaffe og shoppede lidt.”

”Hvad købte du?”

”En kjole. Vi skal til et selskab på …” Hun kneb øjnene sammen. ”Uanset hvad du siger, kommissær, så lyder det altså fuldstændig, som om du forhører mig. Om lidt beder du vel om at se kvitteringen.”

”Hvorfor sagde du, at du vidste, der var noget galt?”

”Da jeg kom hjem, mente jeg.” Hun sænkede skuldrene en anelse. ”Døren stod på klem.”

”Yderdøren?”

Hun nikkede. ”Jeg turde ikke gå ind.”

”Du stak ikke lige hovedet ind og kaldte? Det kunne jo være din mand, der var kommet hjem et par dage før tiden?”

Kamille rystede langsomt på hovedet. ”Hvorfor skulle han det? Og hvorfor skulle han lade døren stå på klem? Det faldt mig slet ikke ind.”

”Lagde du ikke mærke til din mors cykel?”

”Nej.” Hun mærkede hans skepsis og fortsatte: ”Det lyder mærkeligt, det ved jeg godt, men jeg så slet ikke andet end den dør, der stod på klem. Jeg var så bange.”

”Patruljevognen var ude hos dig klokken seksten niogtyve.”

”Ja.”

”Og hvad skete der så?”

”De bad mig blive siddende i bilen, og så gik de ind i huset.”

”Hvornår gik det op for dig, hvad der var sket?”

”De kom ud og sagde det. Og lidt efter kom ambulancen.”

”Kørte du med den?”

Hun rystede igen på hovedet. ”Jeg ville først se, hvad der var sket med mine skulpturer. Men fem minutter senere fulgte jeg efter i bilen.”

Interessant prioritering, tænkte Flemming. De fleste andre ville nok have valgt at følge med deres døende mor. Men hvad forstår bønder sig på agurkesalat? Måske var det en meget normal adfærd hos en kunstner. Højt sagde han: ”De skulpturer, der er blevet ødelagt … Var de færdige?”

Hendes øjne blev igen blanke. ”De var klar til at blive pakket i kasser og sendt til et galleri i München. Jeg har … skulle have haft en … en separatudstilling. Fernisering om to uger. Men nu …”

”De kan ikke reddes?”

”Nej.” Hun rettede sig så op og så direkte på ham. ”Det er bare at starte forfra igen. Med lidt held kan galleriet passe mig ind i udstillingskalenderen om et års tid eller sådan noget …”

”Så det er et helt års arbejde, der er ødelagt?”

”Mere. Men hvis jeg vælger at rekonstruere det hele efter de fotos, jeg har taget undervejs, så kan jeg gøre det lidt hurtigere.”

”De fotos vil vi gerne have kopier af, hvis det er okay med dig. De kan dokumentere hærværkets omfang, når vi en dag skal i retten med sagen.”

”Selvfølgelig. Jeg brænder en dvd til dig.”

”Har du selv en idé om, hvem der kunne finde på at ødelægge dine skulpturer?”

Hun rystede på hovedet.

”Der ligger tydeligvis stærke følelser bag.” Flemming så på hende. ”Er der nogen, som har grund til at hade dig, Kamille? Nogen, der er misundelige på dig?”

”Der er masser, der er misundelige på mig. Tænk på, hvem jeg er gift med. Alle tror, at Lorenz skaffer mig den ene udstilling efter den anden, men det er ikke sandt. Han ville aldrig misbruge sin stilling på den måde.”

”Der er vel ikke ligefrem masser, der ville gå så vidt som til at bryde ind, smadre dine værker, overfalde din mor …? Kan du komme i tanker om nogen, der hader dig så meget?”

Kamilles blik flakkede et øjeblik. ”Næh, ikke sådan …”

”Sig det bare.”

”Hvad mener du?”

”Jeg kunne se, der fløj en tanke gennem hovedet på dig, men du valgte at holde den for dig selv.”

Hun så ned på sine hænder. ”Åh, det er så … Jeg ved ikke …”

”Har du en mistanke?”

”Det kommer til at lyde så væmmeligt, det her, men min mor var jo lidt …”

”Din mor?”

”Hun kunne være meget forvirret. Måske var hun i virkeligheden ved at blive rigtigt dement. Det har jeg længe haft en mistanke om …”

”Ville din mor have været i stand til at løfte en tung hammer og slå med den igen og igen, indtil alle skulpturerne var ødelagt?”

Kamille trak på skuldrene.

Flemming rettede sig op. ”Teknikerne er stadig i gang, så vi kan ikke sige noget med sikkerhed endnu. Men deres umiddelbare overslag viser, at der er slået mellem hundrede og halvandet hundrede gange for at få pulveriseret skulpturerne på den måde,” sagde han. ”Det har ikke bare krævet en høj grad af beslutsomhed og usædvanligt stærke følelser. Det har også krævet ganske betragtelige fysiske kræfter. Det er de færreste treogfirsårige damer, som ville kunne klare det.”

”Ja … Det stemmer ikke rigtigt, vel?”

”Alligevel var det det, der var din første indskydelse.”

Kamille nikkede. ”Jeg synes bare, det virker som et usandsynligt sammentræf, at min mor tilfældigvis var der, da hærværksmændene kom. Synes du ikke?”

”Ikke desto mindre var der nogen, som slog hende ihjel, Kamille. For det gjorde hun vel ikke selv?”

De runde øjne spærredes op i en lamslået grimasse. Kamille begravede ansigtet i sine hænder. Gråden sendte ukontrollerede ryk gennem hendes krop.

”Undskyld, Kamille. Jeg kan godt forstå, hvis det hele er for meget for dig.” Flemming rejste sig. ”Du slipper for mig nu. Vi kan tale videre i morgen eftermiddag.”

Hun løftede fingrene på den ene hånd i noget, der vel skulle forestille et vink, mens hun græd videre uden at løfte hovedet.

Tilbage til bogens side