Læserne spørger

Hyppige spørgsmål efter foredrag m.v.

Hvor kommer Dan Sommerdahl fra?

Min skaldede detektiv er oprindelig reklametekstforfatter og påtager sig stadig opgaver inden for sit fagområde, ligesom han i de første af seriens bind stadig deltager i et TV2-program, hvor livsstilseksperter skal gætte, hvem der bor hvordan. Dans professionelle baggrund er valgt med omhu: Jeg er overbevist om, at mange reklamefolk med deres indgående kendskab til andre menneskers adfærd ville blive glimrende detektiver. Som et kuriosum kan nævnes, at også Dorothy L. Sayers’ detektiv, Lord Peter Wimsey, en overgang arbejdede på et reklamebureau.

Hvordan er Dans forhold til kvinder?

Varmt. Meget varmt. Og nej, jeg tænker ikke kun på hans appetit på seksuelt attraktive kvinder; den opfatter jeg kun som en detalje. Sandheden om Dan er, at han er vokset op som eneste søn i en familie, der bestod af en enlig mor og en otte år ældre storesøster. Begge stærke, selvstændige kvinder med begge ben på jorden – en beskrivelse, der også dækker såvel Dans kone gennem næsten et kvart århundrede, lægen Marianne Sommerdahl, som hans datter, Laura. Dan kan simpelthen godt lide kvinder. Han er tryg i selskab med dem, lytter til dem og interesserer sig for dem. Meget forenklet kan man sige, at kvinder elsker Dan, fordi Dan elsker kvinder.

Hvordan kan han og Flemming være venner? Er de ikke alt for forskellige?

Det er rigtigt, at den traditionsbundne Flemming Torp og den mere grænsesøgende Dan Sommerdahl er hinandens modsætninger, men de har nogle grundlæggende værdier til fælles. Deres humor, ikke mindst. Og deres humanistiske menneskesyn. Kan man mødes i et godt grin eller om en fælles sag, kan man overvinde selv store forskelligheder. Politikere, der er hinandens modstandere i Folketingssalen, kan fx udmærket være venner privat. I Dan og Flemmings tilfælde har venskabet varet siden 1. G, og han man kendt hinanden så længe, er der ekstra vide rammer.

Hvorfor en fiktiv by?

Det er vigtigt for mig at kunne skrive så frit som muligt, og min opdigtede by, Christianssund, er en perfekt ramme for netop det. Hvis det passer mig at have en korrupt borgmester, et nedbrændt sygehus eller en latterlig prioritering af de kommunale midler, så kan jeg gøre det uden bagefter at skulle stå til regnskab for nogen. Men når det så er sagt, så er Christianssund genkendelig for næsten enhver dansker – især os, der har rødder i provinsen. Mange har genkendt byer så forskellige som Kolding, Frederikssund, Roskilde, Horsens og Holbæk. Og de har faktisk lidt ret alle sammen.

Hvad er det med alle de dyr?

Hvis I vidste, hvor mange dyr, der bliver skåret ud af bøgerne i redigeringsfasen! Havde jeg ikke en årvågen redaktør, ville siderne runge med vov og rap og grynt og mjav. Nu holder jeg mig trods alt til et par dyr i hver bog. Forklaringen er helt banal: Jeg elsker dyr. Og så synes jeg, det siger utrolig meget om folk, hvilke dyr de vælger at omgive sig med i det daglige. Der er meget forskel på den unge kvinde der bor med to store rottweilere og hendes jævnaldrende nabo, der elsker at børste sin perserkat. For slet ikke at tale om hende genboen, der ikke kunne drømme om at have et kæledyr i huset.

Hvor henter du din inspiration?

I hverdagen. Det kan være i en avisartikel, et tv-program eller i bussen eller supermarkedskøen. Jeg er slem til at lytte til andres samtaler og kan ligefrem finde på at tage noter, hvis folk står og siger noget helt hårrejsende eller bare har en god formulering.

Hvornår på døgnet skriver du?

Fra jeg vågner til ud på eftermiddagen. Og jeg skal være helt alene! Allerhelst sidder jeg i sommerhuset med mine to hunde som eneste selskab. Der er ingen fare for, at der kommer uventet besøg, eller at nogen spørger, om jeg vil have en kop te. Og så kan man hverken høre biler, skolebørn eller andre forstyrrende lyde. Jeg er uhyggeligt nem at distrahere – måske fordi jeg i bund og grund er så nysgerrig.

Hvor lang tid bruger du på at skrive en bog?

Der er flere faser: Skitsefasen, hvor jeg bare går og rumler med en idé i baghovedet, laver lidt research og tager noter, kan vare alt mellem et par måneder og flere år. Selve skrivearbejdet med første kladde varer mindst seks-otte måneder. Så kommer nogle ugers total afholdenhed, hvor jeg ikke rører manuskriptet, mens redaktøren og en håndfuld udvalgte førstelæsere og fagpersoner læser det igennem og kommer med kommentarer. Anden gennemskrivning tager som regel en måneds tid – og så kommer alle korrekturgangene. Alt i alt passer det meget godt med en bog om året, når alt klapper.

Læser du selv krimier?

Masser. Jeg har læst krimier, siden jeg som ni-ti-årig åbnede min første Agatha Christie (jeg tror, det var ABC-mordene), og har hele mit liv slugt krimier af snart sagt enhver slags. Med alderen er jeg blevet mere kritisk – også fordi det er umuligt at læse alt, der udkommer. Jeg følger nogle bestemte forfattere og plukker lidt i resten. Der skal jo også være tid til at læse andre slags bøger.

Hvem er din yndlings-krimiforfatter?

Jeg er helt til klassiske, engelske kriminalromaner, såkaldte whodunnits, hvor læseren kan gætte med hele vejen, og hvor hvert et spor tæller. Sadistiske seriemordere og alt for opfindsomme mordvåben er ikke mig. Jeg holder stadig meget af Agatha Christie, Dorothy L. Sayers og Ngaio Marsh samt de lidt yngre Ruth Rendell og P.D. James. Af nye krimiforfattere foretrækker jeg Kate Atkinson, Peter Robinson og Denise Mina. Skal jeg vælge en enkelt, må det blive Kate Atkinson. Hendes foreløbig fem krimier med Edinburgh-detektiven Jackson Brodie (i øvrigt fremragende filmatiseret til tv under titlen Case Histories og med Jason Isaacs i hovedrollen) er helt eminente. De har humor, puslespil, interessante personer og ikke alt for meget blod.

Om Italiensvej og De voksnes rækker

Hvordan fik du ideen til serien?

I en længere årrække boede min familie og jeg i Italiensvej-kvarteret på det østlige Amager. Ofte gik jeg tur med vores to cockerspaniels på Italiensvej. Hver gang betragtede jeg sidevejenes navne: Milanovej, Genuavej, Napolivej, Sorrentovej og så videre. Og hver gang tænkte jeg: Hvad mon en italiener ville synes om at se sit hjemlands navne drysset ud i et nydeligt, dansk villakvarter med ligusterhække langs de snorlige veje? Ideen om at placere en italiener i netop det kvarter opstod på de gåture og bed sig fast.

Hvorfor foregår romanerne i 50’erne og 60’erne? Hvorfor ikke i nutiden?

Fordi jeg ville have kontrasten så stor som muligt. Dengang var Italien noget eksotisk, romantisk, meget fjernt. Den italienske mad, der i dag er kendt af enhver – en fordansket version af spaghetti bolognese er ligefrem den hyppigste middagret i de danske hjem – var dengang dybt mystisk for de fleste mennesker. Hvidløg, olivenolie, oregano, pasta … Det var bestemt ikke nemt at få fat i den slags fremmedartede ingredienser på den tid; da slet ikke på det provinsielle Amager.

Men hvis kontrasten er vigtig – hvorfor så vælge en hovedperson, der er halvt dansk?

Forestil dig en fuldblods italiener gå direkte ind i en dansk familie; forstil dig, hvor svært det ville være at kommunikere om andet end det allermest simple. Kun ganske få italienere talte engelsk dengang; næsten lige så få danskere. Jeg tror ikke, at en mand som Ejnar ville hyre en husbestyrerinde, som var ude af stand til at tale med hans elskede børn. Derfor gjorde jeg Vittoria til en ægte romerinde, men med en dansk mor, der havde gjort en dyd ud af at lære datteren sit eget sprog.

Hvorfor kalder du det en kærlighedsroman?

Det er det jo. Jeg tolker ordet i den allerbredeste forstand: Ikke bare den romantiske kærlighed mellem en mand og en kvinde, som man normalt ville tænke på, men i lige så høj grad den dybe kærlighed og loyalitet mellem to meget forskellige veninder og mellem forældre og børn. Kærlighed i alle former er skelettet for begge bøger – derfor synes jeg godt, man kan kalde det kærlighedsromaner.

Om Anne-Maj Mortensen

Jeg synes ikke, krimielementet fylder særlig meget i de her bøger.

Du har helt ret. Romanerne om Anne-Maj Mortensen er naturligvis krimier i den forstand, at der i hvert bind er et eller flere mord plus en opklaring. Men hvis man af en krimi ønsker sig hæsblæsende tempo, en masse uhygge og gys, spændende håndvåben og raffinerede torturmetoder … Så skal man gå langt udenom. Bøgerne i denne serie er mindst lige så meget provins-satirer og muntre beskrivelser af et temmelig specielt menneske, som det er krimier.

Hvorfor er Anne-Maj så ufatteligt irriterende?

Det er hun jo ikke kun. Anne-Maj er emsig og nærtagende og fordomsfuld, ja, men hun er jo også sjov og varm og hittepåsom. Det er helt med vilje. Ideen med denne serie er, at man skal kunne more sig over hendes opførsel. En nydelig, høflig og tilbageholdende kvinde ville aldrig møve sig ind i politiets arbejde på den måde. Der skal en vis grad af selvovervurdering til. Hvis jeg skal være helt ærlig, er der en pæn portion af mig selv i Anne-Maj. Ikke en til en, selvfølgelig – jeg bor for eksempel ikke alene, men har været sammen med den samme mand, siden jeg var tyve år – men i mange af hendes karaktertræk. Jeg bruger elementer af mine egne særheder i forbindelse med sådan noget som madlavning, løsning af krydsordsopgaver og forholdet til sociale medier – og så ganger jeg dem med to eller tre, fuldstændig som man gør i en karikaturtegning eller et revynummer. Det er faktisk virkelig sjovt at sidde og gøre lidt nar ad sig selv.

Hvem har stået model til Anne-Maj – ud over dig selv?

Alle kan se parallellen til Agatha Christies Miss Marple, og den er der da også: En mere end fuldmoden kvinde, som bruger sin menneskekundskab frem for fysiske kræfter til at løse krimigåder. Men hvis man har læst Alexander McCall Smiths Botswana-serie om Damernes Detektivbureau Nummer 1, vil man også genkende træk fra den ’traditionelt byggede’ Madame Ramotswe, som opklarer forbrydelser nærmest i en bisætning, mens hun tumler rundt og besøger slægtninge og naboer. Hun er en kæmpe inspiration. Og så er der jo Mrs Hyacinth fra Fint skal de være. Alle – også jeg – synes, hun er helt forfærdelig i sin ocd-prægede, selvretfærdige og aldeles uempatiske fremfærd. Men det er og bliver hende, der er krumtappen og drivkraften i hvert eneste afsnit. Der ville overhovedet ikke være nogen historie uden hende. Hendes mand ville aldrig komme længere end til morgenavisen, hendes søster ville gro fast i tilværelsen med den dovne mand, den demente far og den mandegale lillesøster, og den ufatteligt kedsommelige nabokone ville synke hen i småborgerlig trummerum med sin knudemand af en bror. Jeg er vild med Hyacinth Bucket; hun er noget af det sjoveste, jeg ved. Ligner Anne-Maj Mortensen hende bare en lillebitte smule, er jeg glad.

Spørgsmål og svar om Nøglen til Mord