1.

Søndag den 17. marts

Ethvert måltid begynder med et menneske, der laver mad. Eller nej, det er faktisk ikke sandt: Det begynder med et menneske, der køber råvarer, tilbereder dem og serverer den færdige ret. Men det er en proces, som stadigt færre holder i hævd. Flere og flere køber i stedet deres måltider færdiglavede, klar til at blive knaldet i en mikrobølgeovn og fortæret nærmest direkte fra emballagen.

Det er en sørgelig udvikling, mener Anne-Maj Mortensen, der er mindst lige så lykkelig, når hun laver mad, som når hun spiser den – hvilket ikke siger så lidt; den passionerede madglæde kan tydeligt aflæses i hendes omfangsrige figur. Når Anne-Maj bevæger sin store krop med de gyngende bryster, de massive lår og den blødt svulmende mave rundt i køkkenet, er det som at se en omhyggeligt koreograferet stammedans, og hver bevægelse tjener et formål; når hun skærer peberfrugt, løg og selleri i præcise små firkanter, når hun dybt koncentreret folder stiftpiskede æggehvider ind i den let afkølede opbagning til en gratin, eller når hun med et næsten forelsket udtryk hælder stegesky ud over en dyreryg, der står og simrer i ovnen.

Man skal ikke forsøge at kommunikere med Anne-Maj, når hun kokkererer. Hvis man gør det, mister hun både tråden og overblikket og bider fra sig. Det ved hendes familie selvfølgelig, men det sker af og til, at en gæst uforvarende tager opstilling ude i køkkenet for at slå en hyggelig sludder af eller tilbyde sin hjælp, så Anne-Maj er nødt til lige at markere sig: Værsgo, tag et glas vin, og sæt dig ind i stuen, søde. Jeg kommer med maden, når den er færdig.

Trods den let krigeriske attitude er køkkenarbejdet dog først og fremmest forbundet med varme følelser. For Anne-Maj er det ikke bare en kær hobby; den er samtidig hendes foretrukne måde at vise følelser på. I hver eneste ret er kærlighed en vigtig ingrediens. Det er sådan, hun viser sin datter, sit barnebarn og sine venner, hvor meget de betyder for hende. Det ved hun, og det ved de, om ikke andet, så i deres underbevidsthed. Hjemmelavet mad, der er tilsmagt med omsorg og omhu, smager per definition altid bedre end den, der er fremstillet af en fabriksarbejder, som bare skal skaffe hyren ved at klaske nogle ingredienser sammen efter en eller anden standardopskrift.

Anne-Maj spurgte engang en ung mand, en af datterens første rigtige kærester, hvad hans yndlingsret var. Han svarede uden tøven: ”Noget hjemmelavet!” Hun bad ham præcisere, og han forklarede, at hans forældre aldrig havde brudt sig om at lave mad og derfor havde ladet aftensmåltiderne bestå af frysepizzaer, rugbrødsmadder, havregrød eller færdigkøbte boller i karry. For ham var alene det, at et måltid var tilberedt fra bunden hjemme i køkkenet, den rene luksus. Fra den dag behandlede Anne-Maj ham nærmest som en foie gras-gås: Hun stopfodrede ham, hver gang han viste sig på matriklen. Da den unge mand og Iben efter et års tid gik fra hinanden, var Anne-Majs største bekymring, om han mon ville få noget ordentligt at spise fremover.

Nej, tænker hun nu og skyller kødsaften af hænderne, voksne mennesker, som ikke gider lave deres mad selv, skulle faktisk fratages retten til at kalde sig voksne. Eller i hvert fald til at få børn. Hvis man ikke kan sørge for, at ens familie får sund, velsmagende mad tre gange om dagen, er man simpelthen … Hun leder efter det rette ord, mens hun tørrer hænderne i et rent viskestykke … Man er simpelthen umoden. Hun nikker for sig selv, tilfreds med konklusionen. Det end ikke strejfer hende, at denne fordom også omfatter hendes egen datter, der er en notorisk klovn i et køkken.

Anne-Maj ser kærligt ned på Mortensen, en ung, ruhåret gravhund, der er det eneste hankønsvæsen i hendes liv, og som dermed har gjort sig fortjent til at bære hendes efternavn. Skal man være helt korrekt, er hans fulde navn Mortensen den Tredje, idet han har haft to forgængere – samme race, samme navn. Lige nu sidder han helt stille i sin kurv henne ved terrassedøren og holder skarpt øje med, hvornår Anne-Maj rækker ud efter spækbrættet med afpuds fra svinemørbraden og sætter det ned på gulvet, så han kan hjælpe med opvasken.

”Du må vente lidt, bassemand,” siger Anne-Maj. ”Du kan få din hapser, når vi andre går til bords.”

Mortensen ser sørgmodigt på hende, men der er stadig håb i hans brune øjne. Hunden er den eneste, som er velkommen i Anne-Majs køkken. Han går aldrig i vejen, stiller ikke forstyrrende spørgsmål om, hvorvidt der skal sættes dybe eller flade tallerkener på bordet, drømmer på ingen måde om at distrahere kokken med kommentarer om vejret eller valgkampen eller noget, han har læst på Facebook. Mortensen er den perfekte køkkenmakker.

Anne-Maj tilbereder de øvrige ingredienser; stiller skrabede kartofler, fint skivede svampe, olie, kød, fond, fløde, friskklippede krydderurter og så videre i en række på bordpladen, så alt står kronologisk – i den rækkefølge, det skal på panden eller i gryden. På den måde kan hun til enhver tid nærmest i blinde række ud efter det næste i programmet og i stedet bruge sin tankevirksomhed på tilsmagning, temperaturer, koge- og stegetider. Det er den slags, tænker hun selvtilfreds, som får folk til at begå fejl med madlavningen og derefter påstå, at det er svært. Det er ikke svært at lave mad. Det er kun et spørgsmål om at forberede sig og gøre alt i den rigtige rækkefølge, så man ikke står og stresser med kartoffelskrælningen som en anden amatør, mens sovsen brænder på. Engang var der en af lægerne på hendes arbejde, som antydede, at de rent ud sagt rigide rutiner i Anne-Majs arbejdsprocesser kunne være symptom på en eller anden form for tvangsneurose, hvilket naturligvis var helt åndssvagt. Bare fordi man godt kan lide lidt orden og logik i sit liv. ”Det er da fuldstændig normalt,” havde hun svaret sin nævenyttige chef. Hun kan ikke huske, om hun fik noget svar.

Da alt står klar, sætter hun sig ind i stuen. Mortensen kommer tøflende med et skuffet udtryk. Anne-Maj vil ikke tænde for ovn og komfur, før gæsterne er dukket op og er blevet anbragt i sofahjørnet med et glas vin til Iben og en cola til Didi, som hendes barnebarn insisterer på at blive kaldt. Didi. Det lyder som en biperson i en tysk tv-serie eller en lændetatoveret mæhæ i Paradise Hotel. Men det er måske også meningen, erkender Anne-Maj; i hvert fald det sidste. Personlig synes hun, at den tiåriges døbenavn, Ditte-Marie, er meget smukkere. Men mormødre har jo ikke vetoret i den slags spørgsmål, ærgerligt nok.

Hun fisker søndagsavisens første sektion ud fra stablen på sofabordet, bladrer om til siden med krydsord og går direkte til opgaven i nederste højre hjørne; ’Den lille, men svære’, som avisen har døbt den. Først når den er løst, giver Anne-Maj sig selv lov til at kigge på de to andre. Sådan er reglen, uge efter uge. Hun bider i kuglepennen og funderer over det første ord i krydsordsopgaven. ’Ufødt unge’ på ti bogstaver … Hendes hjerne begynder at snurre, og hun glemmer alt om madlavning, gæster og tiggende hund, mens hun i tankerne gennemgår forskellige bud på tværgående ord, som kan hjælpe med et synonym for foster. Hun kunne ikke drømme om at udfylde de hvide felter, før hun er sikker i sin sag.

Kort efter ringer det på døren. Bare et kort klemt, og så åbnes den. Mortensen bjæffer ikke, som han plejer, når nogen kommer; et sikkert tegn på, at de besøgende hører til husets faste gæster. Han styrter ud til hoveddøren så hurtigt, som hans korte ben kan bære ham. ”Hej,” råber Iben derude. ”Hej, Mormor,” lyder Didis stemme straks efter. Anne-Maj kaster et sidste blik på krydsordsopgaven, der stadig er ganske jomfruelig, og folder avisen sammen, før hun rejser sig og går ud i entreen.

”Lige til tiden,” siger hun.

”Vi tør jo ikke andet.” Iben står med Mortensen i favnen som en logrende og temmelig behåret baby og vender nu ansigtet ned mod ham. ”Hvem er en dygtig hund?” nynner hun i et lyst tonefald, mens hun vugger ham. ”Hvem er en god dreng?” Iben må ikke selv holde husdyr i sin lejlighed, men kompenserer så rigeligt i samværet med morens lille, kommodebenede følgesvend.

De slår sig ned i stuen med hvert sit glas.

”Kan du få tiden til at gå, fru Mortensen?” spørger Iben. Det samme spørgsmål hver gang; som om efterlønnen med et trylleslag har drænet Anne-Majs tilværelse for indhold.

”Ja da.”

”Jeg spørger af venlig interesse. Du behøver ikke at snerre.”

”Jeg snerrer da ikke.”

”Så siger vi det.”

”Jamen jeg har rigeligt at gøre,” siger Anne-Maj og nipper til hvidvinen. ”Jeg går lange ture med Mortensen, læser stakkevis af bøger, passer haven, har min faste dag i Genbrugsen, tager ind til Holbæk og shopper … Jeg har masser af tage mig til,” gentager hun. ”Jeg nyder bare, at jeg ikke skal hen i det røvsyge sundhedscenter hver dag.”

”Mor!” Iben kaster et sigende blik over mod Didi, der sidder dybt koncentreret med sin smartphone.

Uden at tage blikket fra skærmen siger Didi tørt: ”Du tror ikke seriøst, at det er Mormor, der lærer mig at bande, vel?”

”Jeg synes bare, vi alle sammen skal tale pænt,” svarer Iben en kende spidst.

Didi ser på sin mormor med hævede øjenbryn, mens hun skeler overdrevent. Så fokuserer hun atter på den åbenbart temmelig opmærksomhedskrævende kontakt med den del af universet, som ikke befinder sig her i Anne-Majs lille, lyseblå byhus – på Lindealle-Nykøbing-Odsherred-Sjælland-Danmark-Europa-Jorden, som Didis remse fra barndommen altid har lydt. Hvornår er hun egentlig holdt op med at sige det?

”Du kunne da godt lide dit job,” bliver Iben ved. ”Ellers var du vel ikke blevet der i en menneskealder.”

Anne-Maj trækker på skuldrene. Hvis sandheden skal frem, savner hun af og til arbejdet som lægesekretær for tre alment praktiserende læger i Sundhedscentret. Fra sit lille, veldefinerede kongerige bag skranken havde hun holdt styr på såvel læger og sygeplejerske som patienter. Det havde passet hendes trang til at spille ordenspoliti ganske udmærket. Så selvfølgelig savner hun det. Lidt. Men det meste af tiden nyder hun at være fri, ikke mindst fra de stadigt flere og stadigt mere indviklede elektroniske portaler og systemer, der nu om dage skal arbejdes med i sundhedssystemet, og det er dette faktum, hun har besluttet sig for at vise alverden, inklusive sin geskæftige datter.

”Jeg er sulten,” meddeler Didi.

Det er Iben og Anne-Majs tur til at veksle et forbløffet blik. Didi, der spiser som en fugl. En særdeles kræsen fugl, vel at mærke. Hun skal altid nødes, og når hun endelig giver efter for presset, indtager hun udelukkende pastaskruer – ikke fuldkornsudgaven, ikke pasta i andre faconer, ikke den veganske slags uden æg – samt pomfritter og agurkestænger. En noget ensidig diæt. Det er underligt, synes Anne-Maj. Hun betragter sit barnebarns tynde arme, der stikker ud af T-shirtens ærmer som afpillede fuglevinger. Efterkommer af en lang række madglade kvinder. Iben er ganske vist endnu ikke helt så fyldig som Anne-Maj, men det skal nok komme. Hvordan er det dog gået til, at familiens yngste har så store problemer med at spise? Kan det være Ibens manglende interesse for madlavning, der bærer skylden? Anne-Majs skræk er, at Didis kræsenhed skal udvikle sig til en egentlig spiseforstyrrelse. At barnet nu spontant udtrykker lyst til mad, er en lykkelig begivenhed.

”Så er det heldigt, at vi skal spise om lidt,” svarer Anne-Maj og rejser sig. Mortensen den Tredje vrider sig løs fra Iben; han har ikke glemt det afpuds, der ligger og dufter ude på køkkenbordet. ”Hvis I sidder her og hygger jer,” fortsætter Anne-Maj, ”så går jeg ud og laver maden færdig. Det tager et kvarter.”

”Hvad skal vi have?” spørger Iben.

”Mørbradbøffer med kartofler, stuvede svampe og asparges. Og en salat,” svarer Anne-Maj og flytter blikket til Didi: ”Jeg har tændt for frituren, så du kan få en ordentlig portion pomfritter.”

”Tak, men … det behøver du ikke.” Didi ser op fra mobilen. ”Fra i dag spiser jeg varieret.”

Det er ikke et ord, barnet af sig selv ville vælge, ved Anne-Maj, så hun spørger: ”Er der nogen, der har sagt til dig, at du skal spise varieret? Noget, I har lært om i skolen?”

”Næh …” Hun vrider sig lidt. ”Det er … Ikke nogen.”

Anne-Maj og hendes datter ser igen på hinanden. Iben trækker på skuldrene.

”Så du spiser kogte kartofler og kød og sovs og grøntsager nu, Didi?” spørger Anne-Maj for at være helt sikker. ”Og jeg kan godt slukke for friturekogeren?”

”Ahhh …” Didi sidder stadig uroligt. ”Du kan da godt lave lidt pomfritter, Mormor, hvis du alligevel har gjort klar til det. De smager da godt til … alt det varierede.”

2.

Søndag den 17. marts

Iben har siden barnsben været lidt af et problembarn, synes Anne-Maj. Hun er usædvanligt godt begavet, men hun er … om ikke ligefrem doven, så i hvert fald dårlig til at prioritere sin tid, og hun er ikke det fjerneste interesseret i at gøre en intellektuel indsats, selv om hun kunne blive medlem af Mensa så let som ingenting. Iben klarede sig i sin tid kun med nød og næppe gennem studentereksamen, og siden da har hun faktisk kun truffet forkerte valg: Hun falder for de forkerte mænd, har den forkerte uddannelse, tager de forkerte jobs.

Selv fastholder Iben, at hun er ganske tilfreds med stillingen som salgsassistent i en skoforretning på Algade, og hun trives lige så godt med at være single, som hendes mor gør det. Faktisk virker hun direkte lettet over, at hendes eksmand er flyttet ind til sin nye kæreste i København og for nylig har fået en lille søn, som han er så optaget af, at han kun lejlighedsvis kommer i tanker om, at han også har en tiårig datter.

De tre – mor, datter og barnebarn – ses til gengæld ofte; i det mindste hver søndag. De bor kun få hundrede meter fra hinanden, og det passer alle parter godt. Især nu, hvor Anne-Maj er blevet efterlønner, så hun af og til kan få efter-skole-besøg af Ditte-Marie … Didi! retter Anne-Maj sig selv. Hun ser ud over komfuret, konstaterer, at det er lykkedes igen: Tilberedningen er timet, så alle tingene vil være færdig på nøjagtig samme tid. Jeg burde faktisk få en medalje, tænker Anne-Maj. Eller i hvert fald en eller anden form for diplom.

”Vi spiser om fem minutter,” råber hun ind i stuen og får et par bekræftende grynt tilbage. Så retter hun mørbradbøfferne og de grønne asparges an på det pæne, blåblomstrede fad, hun for mange år siden arvede efter sin mormor. Didis tipoldemor. Det er helt vildt at tænke på. Anne-Maj har stadig sin mormors duft i næsen, følelsen af hendes bløde, rynkede hud i sine hænder. For hende hører mindet om mormoren til i den virkelige verden, selv om det er næsten fyrre år siden, hun døde, mens Iben … For hende er oldemoren blot et begreb; hun kan vel knap nok huske hende. Og spørger man Didi, så hører hendes tipoldemor til i så fjern en fortid, at hun lige så godt kunne være en brontosaurus. Hun kan vel ikke engang huske sin oldemor, tænker Anne-Maj, min mor – som forsvandt længere og længere ind i demensen og til sidst døde, mens Didi stadig var børnehavebarn. Tiden går så hurtigt, og kvinderne i vores familie dør alt for tidligt. Anne-Maj sætter fadet ind på spisebordet og vender tilbage efter kartofler og sovs; nu er det så mig, der er ældste generation. Mig, der på et tidspunkt bliver oldemor og allerhøjst vil være et svagt minde for Didis børn og total fortid for hendes børnebørn. Tanken fylder hende med en blanding af stolthed og rædsel. Slægt skal følge slægters gang. Man ved det jo godt, men … Hun får en kuldegysning.

”Så må I gerne gå til bords,” siger hun. Anne-Maj formoder altid – naiv, som hun er – at gæsterne ved denne besked omgående finder deres pladser, selv om hun udmærket ved, at sådan går det aldrig. Der er altid mindst én, som skal tisse af, én, der skal lægge sin telefon til opladning, to, der skal have vasket hænder. Som regel tager det flere minutter, fra hun kalder folk til bordet, til de alle er bænket – uanset om hun har varslet dem i god tid forinden eller ej – og i de minutter er Anne-Maj ved at eksplodere af utålmodighed. Forstår de da ikke, at grøntsagerne mister deres spændstighed, at sovsen stivner, at kødets fine, rosa tone bliver bleg og grålig, mens de trasker rundt og fumler sig færdig?

Sådan går det selvfølgelig også i dag. Anne-Maj stiller skålen med brandvarme, saltede pomfritter ved Didis plads og går tilbage til køkkenet efter en kande isvand. Hun forsøger at tænke på noget andet end maden, der står og bliver kold.

”Så, Mortensen,” siger hun og stiller spækbrættet med mørbrad-afpudset ned på gulvet. ”Vente!” kommanderer hun, og den lille gravhund sætter sig lydigt med de smukke, mørkebrune øjne stift rettet mod bunken af rå sener og hinder. ”Værsgo!” siger Anne-Maj så, og i samme øjeblik kaster Mortensen sig over byttet. Da hele herligheden få sekunder senere er inhaleret, slikker hunden spækbrættet omhyggeligt, mens han logrer så kraftigt, at han er ved at få overbalance. Anne-Maj smiler.

Hun går tilbage til stuen, og – oh! Et under! – nu sidder både Iben og Didi på deres pladser. Didi har allerede skovlet halvdelen af pomfritterne over på sin tallerken.

”Husk, at der også skal være plads til kød og grøntsager,” siger Anne-Maj. ”Det varierede, du ved.”

Didi tager modstræbende mod fadet, lemper én asparges og den allermindste mørbradbøf over på sin tallerken. Hun ser så mismodig ud ved synet af svampestuvningen, at Anne-Maj venligt lader, som om hun ganske glemmer at række den til hende. Hvis barnet virkelig kommer igennem både en grøntsag og en mundfuld kød, er det nærmest et mirakel.

”Hvordan går det i Genbrugsen?” spørger Iben i et konverserende tonefald, da de har forsynet sig. ”Du var deroppe i fredags, ikke?”

”Jeg er der altid om fredagen,” siger Anne-Maj. ”Det ved du da.”

Iben har i mellemtiden fyldt munden og må nøjes med at nikke.

”Det går rigtig fint,” fortsætter Anne-Maj, der ud ad øjenkrogen ser Didi kæmpe med mørbradbøffen, som hun skærer i mikroskopiske bidder. ”Helmer Bergstrøm døde i tirsdags.”

”Mor!” Iben har fået tygget af munden. ”Den pæne, gamle mand! Du kan da ikke i ét og samme åndedrag sige, at det går fint, og at en af de andre frivillige er død.”

”Nå nej,” medgiver Anne-Maj, ”sådan var det heller ikke ment. Men … Helmer var jo så gammel. Over halvfems.”

”Derfor kan det vel godt være trist, at man dør. Og da især, hvis det er meget pludseligt. Jeg vidste ikke engang, han var syg.”

”Måske blev han myrdet!” Didi ser helt oplivet ud.

”Didi!” Det er Iben. ”Sådan kan man da ikke tænke.”

”Det kan man da.” Didi har lagt kniv og gaffel fra sig, tydeligvis klar til en rask, lille debat om sandsynligheden for en mordgåde blandt Nykøbings ældste.

”Det er ikke pænt.”

”Åh, hold nu op,” siger Anne-Maj. ”Didi har bare en lille detektiv i maven. Det er da okay at lege med tanken, hvis man bare gør det inden for disse fire vægge.”

”Altså, Mor.” Iben sukker. ”Du skulle aldrig have givet ungen ’Baskervilles hund’. Didi er alt for ung til krimier.”

”Nej, jeg er da ej,” siger Didi.

”Da jeg var i hendes alder,” siger Anne-Maj, ”læste jeg Agatha Christie med stor fornøjelse.”

”Som om det skulle være beroligende.” Iben ryster på hovedet. ”Spis nu, Didi,” siger hun.

”Du må godt lade kødet ligge,” siger Anne-Maj, der kan se, at mørbradbøffen udgør et uoverskueligt projekt. ”Smag på aspargesen i stedet.”

”Det, jeg mente, var bare …” Iben ignorerer sin mors indblanding. ”Hvis Helmers dødsfald var pludseligt, må det have været chokerende for hans pårørende, uanset hvor gammel han var.”

”Man kan vel ikke sige, det var pludseligt … Han lå da på hospitalet et par dage først, og de sagde, det var hjertet, så …” Anne-Maj skænker mere vin op til dem begge. ”Jeg har aldrig hørt om, at Helmer skulle have hjerteproblemer, men mentalt var han i hvert fald faldet af på den de seneste måneder. Det kom ikke bag på nogen, at hans tid var ved at være omme. I virkeligheden kunne han ikke længere overkomme arbejdet i butikken. En af de andre overtog tjansen som administrator for nogen tid siden, men han insisterede på at fortsætte med boghjørnet. På mange måder var det vel egentlig bedst, at han …” Hun leder efter en passende afslutning på sætningen. Da det viser sig umuligt, skifter hun spor: ”Jeg tror, jeg får lov at få ansvaret for bøgerne nu.”

Anne-Maj har, lige siden hun for et halvt års tid siden gik på efterløn, arbejdet som frivillig i Genbrugsen, der holder til i et nedlagt supermarked omme bag den nye Irma. Bare en enkelt dag om ugen, fra klokken ti til atten. Interessen for bøger har hun altid haft. Hun elsker at læse dem, snuse til dem, mærke på dem, og hun har et skarpt øje for smukke forsider og fine detaljer i indbindingen. Jobbet som ansvarlig for Genbrugsens pænt store bogafdeling har hun derfor haft kig på længe, men gamle Helmer havde ejerfornemmelser til det sidste og afparerede enhver antydning af at dele tjansen med nogen. Hvis hun kan arve den position nu …

Iben lægger hurtigt højre hånd op på bordet med et skyldbevidst udtryk. Så har hun igen listet en bid kød ned til Mortensen. ”Så er der ikke mere nogen mænd derinde, vel?”

”Der er jo Stanley. Stanley Hjort.”

”Ham den retarderede?”

”Åh, det må du ikke kalde det.” Hun skotter til Didi, der nu sidder og dissekerer aspargesstilken. ”Stanley er hjerneskadet efter en trafikulykke, og nej, han fungerer ikke optimalt. Men han er en stor hjælp. Kommer hver dag og tager sig af alt det, vi andre ikke kan klare; klatrer på høje stiger, når de øverste hylder skal støves af, henter tunge tøjsække og kasser hjemme hos folk, gør rent og holder vores lille varevogn i fin stand.”

”Det Blå Lyn,” siger Didi, som åbenbart hører lidt mere, end hun ser ud til.

”Nemlig.” Anne-Maj smiler. ”Uden Stanley ville det være svært at holde butikken i gang.”

”Det var ikke for at tale dårligt om ham.”

”Jeg kan bare ikke lide det ord: retarderet.”

De sidder lidt og spiser i stilhed. Didi rækker ud efter vandkanden. Hun gør intet for at forhindre, at alle isterningerne plumper ned i hendes eget glas. Da hun sætter kanden tilbage, møder hun sin mormors blik. Anne-Maj blinker til hende.

Iben genoptager samtalen fra før: ”Helmers enke arbejder stadig i butikken, ikke? Hvad er det, hun hedder?”

”Vips. Vibeke.”

”Hun må være helt knust.”

”Hun tager det nu forbløffende pænt.” Anne-Maj lader flygtigt tankerne runde Vips, der trods sine fireogfirs år og et temmelig vakkelvornt bentøj stadig er den, der har ansvaret for afdelingen med sølvtøj, bijouteri og ure, alt sammen opbevaret i en glasmontre ved siden af kasseapparatet, hvor hun sidder nogle timer hver eneste eftermiddag i en behagelig stol og indkasserer penge fra kunderne. Hun rejser sig kun, når nogen vil se nærmere på de fine sager. Så står hun med et fast greb om stokken, mens hun med den anden hånd låser montren op og trækker den ene fløjlsklædte, flade skuffe ud efter den anden. Nøglen til montren opbevarer hun trods kollegernes protester et sted i bunden af sin taske, så det i praksis er umuligt at sælge smykker og sølvtøj uden for hendes arbejdstider. Vips elsker sit job og er ligesom de øvrige i Genbrugsen ligeglad med, at det er ulønnet. Hun tog en enkelt fridag i anledning af sin mands død, men dagen efter igen havde hun atter siddet på sin plads. ”Måske rammer sorgen først efter bisættelsen.”

”Hvornår er det?”

”På tirsdag.”

”Skal du med?”

”Det tror jeg, vi alle sammen skal. Butikken kan godt lige holde lukket i et par timer midt på dagen. Helmer arbejdede der i over ni år. Selvfølgelig skal vi sende ham ordentligt herfra.”

”Naturligvis.”

”Ikke at nogen kommer til at savne ham. Han var en tyran.”

”Mor!”

Anne-Maj trækker på skuldrene. ”Det var han altså.” Hun synes egentlig, de har talt længe nok om den kradsbørstige, gamle mands død, så efter en pause udbryder hun: ”Ih, jeg har så mange planer for den bogafdeling!”

Iben ser på hende. ”Ja?”

”Allerførst vil jeg smide alle de forældede opslagsværker ud. Lademanns Leksikon, uddaterede atlasser og så videre. Helmer mente, de er mange penge værd, men der er jo ingen, som vil have den slags mere. Alt ligger jo på nettet. Så vil jeg finkæmme skønlitteraturen og smide de mest slidte bogklubudgaver ud. Måske kan jeg lave små udstillinger med børnebøger eller krimier. Det trækker et helt nyt publikum til. Og så vil jeg indføre et system, så hver enkelt bog forsynes med den dato, vi får den. På den måde er det nemt at se, om den har stået og samlet støv på hylden alt for længe og lige så godt kan smides ud.”

”Mmmm.” Iben nikker fraværende. Hendes opmærksomhed er rettet mod datteren, der er i færd med at skovle flere pomfritter over på sin tallerken. ”Du skal også spise resten af kødet, Didi.”

”Mormor siger, jeg ikke behøver.”

”Men du har spist din asparges, kan jeg se.” Iben taler i det mest kunstigt pædagogiske tonefald, man kan forestille sig. ”Det var da fint, skat. Vil du have én til?”

”Nej tak.” Didi skubber tallerkenen med hele bunken af pomfritter fra sig. ”Tak for mad, fru Mortensen.”

Anne-Maj skærer en grimasse. Én ting er, at hendes datter kalder hende ved efternavn, når hun skal drille, men at også Didi er begyndt på det … Hun orker ikke at protestere.

”Må jeg godt gå fra bordet?”

Anne-Maj ser efter sit barnebarn, der nu er på vej over til sofaen med sin mobiltelefon. ”Vil du ikke have dessert?” spørger hun. ”Der er is.”

”Hvilken slags?” Didi sidder allerede med blikket klistret til mobilen.

”Vanilje.”

Hun ser op. ”Hjemmelavet?”

Et næsten umærkeligt suk. ”Nej, købt.”

”Så vil jeg godt.” Hun møder Anne-Majs blik. ”Og tak.” Didi ved udmærket, hvor ondt det gør på hendes madlavnings-fanatiske mormor at besudle sin fryser med industrifremstillede madvarer; barnet er fuldstændig klar over, at indkøbet af en liter økologisk Hansen-is udelukkende er foretaget for hendes, Didis, skyld, og hun er velopdragen nok til at vise sin anerkendelse. ”Tak, fru Mortensen.”

Tilbage til bogens side