Af Dennis Andersen
Et par meget tvivlsomme ejendomsmæglere spiller en central rolle i Nøglen til mord. Hvad er det med dig og ejendomsmæglere?
Min mand og jeg er sådan nogle, der flytter, hver gang omstændighederne og vores behov skifter – fx når børnene flyver fra reden, eller den ene af os begynder at arbejde hjemmefra – eller hvis vi simpelthen forelsker os i et nyt hus. Det betyder, at vi gennem tiden har været igennem mange, mange hushandler og lige så mange forskellige ejendomsmæglere. Og ja, de har i sandhed været meget forskellige: fra smart-i-en-fart-sælgere over omhyggelige, decideret omsorgsfulde formidlere til de lidt ligeglade regnearks-typer, der måske hellere skulle være blevet på kontoret.
Mest indtryk gjorde dog den ellers ret flinke mægler, vi engang overraskede i vores tomme bolig – liggende i soveværelset med en ung dame, der tydeligvis ikke var hans kone. Han havde troet, at vi var bortrejst, og at han derfor kunne gøre brug af vores ejendom. Det var lige chokerende for alle parter. Og nej, han har ikke arbejdet i branchen siden den dag, og nej, jeg vil ikke hænge ejendomsmæglerkæden ud, da den øverste ledelse faktisk var lige så rystet som vi selv og straks handlede derefter … men den groteske oplevelse er blevet hos mig, og en dag måtte jeg bare digte videre på den.
Er det bevidst, at du har skruet gevaldigt op for uhyggen og tempoet i Nøglen til mord?
Egentlig ikke. Det kommer nok lidt af sig selv. I seriens første bind, Mysteriet i Genbrugsen, var det vigtigste for mig at få præsenteret Anne-Maj og hendes univers. I bind to, Døden i kurbadet, fortalte jeg en mere klassisk krimihistorie, som yderligere etablerede min emsige hovedperson og gav hende den sære idé om, at hun måske egentlig var ret god til det der detektivhalløj. Og i Nøglen til mord er Anne-Maj så ved at være klar til for alvor at træde i karakter som privatdetektiv. Hun arbejder mere og mere selvstændigt i takt med, at politiet distancerer sig fra hende, og det kræver, synes jeg, lidt mere fremdrift.
Det er dybt alvorlige emner, plottet kredser om. Hvordan fandt de vej til bogen?
Ud over ejendomsmæglervinklen har jeg valgt at fokusere på en flok forvirrede teenagere. Det er for mig et helt seriøst og håndgribeligt problem, at over halvdelen af Danmarks unge mener, at sugardating er helt okay, og at det ikke har noget med prostitution at gøre, når helt unge kvinder tager imod dyre gaver, middage, rejser og endda kolde kontanter fra voksne mænd, der til gengæld får sex, status blandt andre mænd – og et lydhørt publikum, som vil gå langt for at please den sugardaddy, der betaler gildet. Der findes ligefrem en håndbog i, hvordan man bliver en god sugardater. De her unge piger behøver ikke blive groomet af en voksen for at lade sig udnytte. De klarer det helt selv – veninde til veninde. Jeg synes, det er så uhyggeligt, og ja, selvfølgelig er det prostitution. Hvordan der kan være tvivl om det, er mig en gåde. I romanens plot flettes derfor én salgssituation sammen med en anden, og for mig er sammenstillingen ret indlysende.
Anne-Maj får en temmelig kold skulder af politiet. Hvordan fandt du på det?
En privatperson, der roder sig ind i en efterforskning og mener sig klogere end de professionelle politifolk, vil altid være dybt irriterende; af og til kan vedkommendes handlinger ligefrem være skadelige for opklaringen, uanset hvor gode ideer og logiske input vedkommende kan byde på. Anne-Majs vej ind i detektivkarrieren er en ung politimand, som fatter sympati for den geskæftige dame, og både han og hans overordnede bliver da også lidt imponerede over hendes evner. Men i det lange løb må og skal de lægge afstand til hende – om ikke andet, så for troværdighedens skyld. Det er urealistisk nok i forvejen, at jeg lader en madglad, krydsordsløsende efterlønner og hendes gravhund rende rundt i en lille provinsby og opklare et forbløffende antal lokale drabssager 😉
Anne-Maj teamer til gengæld op med journalisten Helle, som vi jo kender fra tidligere. Hvordan vil du beskrive dynamikken mellem de to?
Som udgangspunkt er Anne-Maj meget på vagt over for Helle Wiig, der allerede i bind et opfører sig som den lidt for dygtige tabloidjournalist, som hun jo er, og udnytter Anne-Majs uerfarenhed. Men allerede i bind to viser hun en anden og mere professionelt loyal side, og i Nøglen til mord lader vor detektiv paraderne falde, da hun opdager, at hun gennem Helle kan få en stor del af den hjælp, politiet med tiden er blevet så nærig med.
Kommer vi til at se mere til Helle i kommende bøger?
Jeg tror, hun bliver svær at undgå. Hun er jo akkurat lige så stædig og insisterende som Anne-Maj – og de to damer har det jo faktisk ret sjovt sammen.
På trods af de dramatiske begivenheder får man som læser lyst til at flytte ind i de smukke landskaber i Odsherred, romanen maler frem. Hvor skriver du bedst dine bøger?
I Odsherred, naturligvis. Vi har haft sommerhus ud til Isefjorden i 25 år, og alle mine romaner er skrevet her, med udsigt til vandet og i tæt kontakt med årstidernes skiften. Skal jeg være ærlig, kan jeg slet ikke fokusere ordentligt andre steder end her. At Fru Mortensen-serien foregår her i mit lokalområde er nærmest uundgåeligt, og med tiden håber jeg at komme ud i alle hjørner af kommunen – fra Odden og Rørvig til Vallekilde og Fårevejle. Plus et smut til Holbæk i ny og næ, selv om den ligger i en anden kommune. Holbæk er områdets vigtigste by med både fuldtidspoliti og sygehus, så den er svær at komme udenom.
Seriens forsider er meget smukke, prægnante og med en umiskendeligt tegnet streg. Deltager du selv i skabelsen af bøgernes forsider?
Helt fra begyndelsen ønskede jeg mig forsider, der ligner den slags godt slidte paperbacks, man finder i gamle sommerhuse. Sådan nogle fra 50’erne eller 60’erne i douche farver med håndtegnet titel og en enkel, grafisk illustration. De skulle adskille sig markant fra de gængse krimier med dystre baggrunde, grumsede fotos af brændte bamser eller røde baglygter, der spejler sig dramatisk i den regnvåde asfalt. Man skulle straks kunne se, at det her er noget andet end en mainstreamkrimi; at tempoet er lidt lavere, og at der måske ovenikøbet er lidt humor i historien. At det er hyggekrimier, med andre ord. Designeren Simon Lilholt fangede omgående, hvad jeg talte om, så stilen var i hus nærmest fra første udkast. Proceduren er nu den, at jeg på bagsiden af en kvittering eller en gammel indkøbsliste laver en lynhurtig skitse af, hvordan jeg gennem hele skriveprocessen har set motivet for mig – og vips, tryller Simon det til virkelighed. Det er virkelig en sjov måde at arbejde sammen på. Og naturligvis gør min oprindelige uddannelse som grafisk designer det endnu sjovere, fordi vi taler samme sprog og ikke behøver en masse tågede forklaringer.
Læserne spørger – Flere spørgsmål og svar
Tilbage til bogens side – Nøglen til mord