Den tidlige morgentime var så dyrebar. Og hun turde næsten ikke trække vejret af frygt for at bryde fortryllelsen.

Pludselig åbnede Jakob øjnene. De var rettet imod hende, men det var svært at se hans udtryk. Hans ansigt befandt sig kun femten centimeter fra hendes – alt for tæt til, at hun kunne se ham som andet end et uskarpt billede. Ursula havde ikke for vane at ligge med læsebriller på i sengen; hendes impuls bød hende at flytte hovedet bagud for at stille skarpt, men hun bekæmpede trangen og smilede i stedet prøvende. Hans smukke, grøngrå øjne lukkede sig igen, uden at han havde fortrukket en mine. Falsk alarm. Han sov stadig. Han smaskede et par gange i søvne, vendte ryggen til hende og tog hele dynen med sig i bevægelsen. Ikke at det gjorde noget. Hendes hedeture skulle nok holde hende varm, selv om hun nu lå ubeskyttet i sin tynde natkjole.

Forsigtigt kantede Ursula sig ind i en mere behagelig stilling; smerten i ryggen lindredes omgående. Hun sukkede lettet, vippede med fødderne og kunne straks mærke, hvordan blodet rullede friere. Hun tvang sig til at trække vejret roligt og afslappet; at stole på, han ikke lod sig vække inden for den næste times tid. Hun værnede om ensomheden i de tidlige morgentimer, det eneste tidspunkt på døgnet, hvor hun uforstyrret kunne reflektere over sit enestående held.

Ursula Olesen havde kendt Jakob Heurlin i fem måneder, tre uger og én dag, og i den periode havde der helt bogstaveligt ikke været et vågent minut, hvor han var ude af hendes tanker. Når hun underviste, når hun så tv, når hun spiste, drak, gik på toilettet. Alt mindede hende om ham. Følelsen af stof mod hud, når hun lod en nystrøget bluse glide ned over hovedet om morgenen; lyden af Radioavisen gennem en lukket køkkendør; smagen af tørre kanelgifler; synet af et turkis penselstrøg mod et hvidt lærred. Hendes sind havde opslugt ham, ligesom hendes krop havde taget imod ham, blevet ét med hans. Ikke kun, når de dyrkede sex, men hele tiden. Han var inden i hende, en del af hende.

Selvfølgelig havde Ursula elsket før. Nok til at have været gift to gange; nok til at have produceret datteren Anemone; til at have grædt utrøsteligt, når ægteskaberne var forbi. Men aldrig, aldrig som nu. Aldrig før havde det føltes som magi, som et … Nå ja, et mirakel. Det ord kom man ikke uden om, tænkte hun og lod øjnene løbe ned over Jakobs nøgne ryg. Striberne af sollys svøbte sig nu om det ene skulderblad, nakken, de veldefinerede rygmuskler på hver sin side af rygsøjlens perfekte bue. Han havde en lille, aflang tatovering på højre skulder, et indisk udseende ord.

Det betød ’farve’, havde han fortalt. Et indlysende valg for en mand, der har viet sit liv til at arbejde med maleri. Eller rettere: Med materialer til malerier. Det var det, der havde bragt dem sammen; deres fælles, glødende kunstinteresse.

Ursula havde det meste af sit liv undervist i billedkunst og fotografi på aftenskoler og en teknisk skole. Efter sin seneste skilsmisse næsten tolv år forinden havde hun imidlertid søgt og fået en stilling på Egebjerg Efterskole – et job med indbygget bopæl til hende selv og hendes datter. Da Anemone for et par år siden var flyttet til Berlin for at studere, havde lejligheden i starten føltes lidt tom. Men det er svært at føle sig rigtigt ensom, når man bor sammen med firs-halvfems elever og elleve lærerkolleger, der mere eller mindre automatisk også er hinandens nærmeste, private omgangskreds. Livet som både barnløs og single havde derfor ikke generet Ursula nævneværdigt, da den første omstillingsperiode var overstået, og hun havde uden større fortrydelse indstillet sig på tanken om at være alene resten af sit liv.

Smuk var hun ikke, i hvert fald ikke i sine egne øjne. Men hendes tykke, hennafarvede hår, som var klippet i en skarp page, hendes humørfyldte, brune øjne og hendes vimse, energiske bevægelser gjorde hende til en fascinerende skikkelse; én, man lagde mærke til. Ursula Olesen var en kvinde, andre mennesker fik lyst til at lære at kende, og hun var da også sine elevers yndlingslærer – årgang efter årgang – selv om hun selv ikke helt troede på det.

En mandag i slutningen af oktober, for fem måneder, to uger og fem dage siden, havde Ursula modtaget en mail fra et firma ved navn Future Colour. Hun havde været på nippet til at slette den med det samme. Hun fik så mange reklamemails fra forhandlere af kunstnerartikler, og fælles for dem alle var, at de groft overvurderede efterskolens budgetter. Hun orkede ikke at skuffe endnu en potentiel leverandør. Alligevel var der noget ved det venlige, kortfattede brev, der gjorde hende nysgerrig. Firmaets ejer, en Jakob Heurlin, ville gerne invitere Egebjerg Efterskole til helt gratis at teste en ny serie akrylfarver. Det specielle ved Future farverne var, forklarede hr. Heurlin, at de var økologiske, lysægte og alligevel så billige, at også uddannelsessteder med forholdsvis beskedne materialebudgetter ville have råd til dem.

Ursula tog en rask beslutning og bad farvefabrikanten komme til møde tre dage senere. Hver torsdag eftermiddag var nemlig afsat til administration, oprydning, planlægning og den slags – så lad os bare tage et farvemøde med, tænkte hun og klikkede på send-ikonet. Hvis hans projekt var helt håbløst, kunne hun jo altid kyle ham ud igen.

Torsdag klokken fjorten havde hun stået bag gardinet i skolens atelier og havde set ham stige ud af sin bil, en noget bedaget varevogn med Future Colours logo på siden. Havde hun forelsket sig i ham med det samme? Var det i det øjeblik, hvor han smækkede bildøren, og hun første gang var blevet blændet af hans skinnende, lysblonde hår? Eller var det, da han fløjtende åbnede bagsmækken og løftede en tydeligvis tung papkasse ned på en skrammet, gul sækkevogn? Eller var det, da han med rolige, afslappede bevægelser skubbede vognen foran sig op ad flisegangen, og hun opdagede, hvor ung han var? Nej, tænkte hun, det var først flere sekunder senere, det var sket. Det var først, da hun åbnede døren, og de havde stået ansigt til ansigt. Hans smil nåede helt op i øjnene, og det så ud, som om hans grønne regnbuehinder blev en tak mere intense i farven, mens han rettede sit blik mod hendes for allerførste gang. Men det kunne vel ikke passe.

Han havde bakset sækkevognen ind i billedkunstlokalet og havde trykket hendes hånd. Set hende i øjnene. Smilet. Og smilet. Han påstod bagefter, at det også havde været kærlighed ved første blik for hans vedkommende, men det havde Ursula svært ved at tro. Selv var hun blevet så overvældet, at hun var bange for at snuble, da hun slap hans hånd og brød øjenkontakten. Hun havde måttet støtte sig let mod et arbejdsbord, mens hun vendte sig og gik forrest hen imod den lille karnap, hvor hun som regel holdt sine små, uformelle samtaler med eleverne, når de én for én kom og fortalte om deres forelskelser, deres hjemve, deres eksamensskræk – og sidst på skoleåret deres sorg, fordi tiden på efterskolen snart var slut.

”Kaffe?” Hun havde på forhånd sat kopper og en termokande frem på det lave bord. Vindueskarmen i karnappen var fyldt med grønne planter. Asparagus, væddeløber, paradistræ.

”Hvor er her hyggeligt,” sagde Jakob og lod en hånd glide kærtegnende hen over ryggen på en lænestol. Hans fingre var lange, smalle; neglene meget rene. Han smilede igen, og Ursula skyndte sig at sætte sig ned, før hun kom til at gå til håndgribeligheder. Hvor er du latterlig, skændte hun på sig selv. Gammelkoneliderlig. Stop dog.

”Bruger du noget i?” Hendes hånd rystede en anelse, da hun rakte den fyldte kop over mod ham.

”Nej tak.” Hans fingre strejfede hendes, og det føltes, som om hendes bækkenbund var ved at gå i opløsning.

Jakob begyndte at fortælle om sine økologiske farver, trak den ene plastbøtte efter den anden op af kassen, viste hende de kønne etiketter i engelsk, romantisk stil; demonstrerede, hvor giftfri produkterne var, ved at skrue låget af en grøn farve, stikke spidsen af sin pegefinger ned i farven og bagefter slikke den ren, mens han leende så hende i øjnene. Der var intet overlagt erotisk over bevægelsen, ingen pågående flirt, ingen lummerhed. Alligevel gik den direkte i underlivet på Ursula, der efterhånden befandt sig i en tilstand, hvor hun kun i yderste nødsfald turde gøre forsøg på at rejse sig.

”Urs?” En ung pige kom brasende ind ad døren, men stoppede brat, da hun fik øje på Jakob Heurlin. ”Undskyld. Jeg kommer tilbage senere,” sagde hun og påbegyndte sit tilbagetog.

”Kom bare ind, Laura,” kaldte Ursula. Det kunne såmænd være helt rart med lidt distraktion. ”Det her er Jakob Heurlin, som producerer nogle meget lækre farver …” Han rejste sig halvt og stak hånden frem. ”… og det her er Laura Sommerdahl, som bruger næsten al sin fritid på at male. Hun bliver højst sandsynlig din testpilot nummer et, Jakob.”

Fabrikanten og efterskoleeleven gav hånd og mumlede en hilsen, og Ursula noterede sig, at Jakob på intet tidspunkt viste mere end høflig interesse for den veldrejede syttenårige, der med sin bare, flade mave, sine mandelformede øjne og sin ranke, elegante hals ellers var mere end ét blik værd. Måske er han bøsse, slog det pludselig ned i hende. Ja, det måtte være forklaringen. Bøsser flirter altid med ældre kvinder. Det er så dejligt uforpligtende for begge parter. På én måde var hun skuffet over sin opdagelse, på en anden var hun lettet. Det var okay at blive lidt smålun på en ung fyr, hvis forholdet på forhånd var umuligt. Lidt ligesom det var i orden at fantasere om Robbie Williams eller Orlando Bloom, men ikke om Frederik Gulløv, skolens unge, heteroseksuelle og særdeles virkelige engelsklærer.

Laura fik det råd, hun havde brug for – og ikke, om Ursula nu, knap et halvt år senere, kunne huske, hvad elevens ærinde havde været, selv om hver eneste detalje fra den dag ellers stadig stod ætset ind i hjernen på hende. Mødet med Jakob nåede et kvarters tid senere sin afslutning. Han rejste sig og lod papkassen med farverne og brochurerne stå. Sækkevognen trak han efter sig op mod yderdøren. Da de var nået helt frem, vendte han sig og gav hånd. Hvordan det var gået til, at de pludselig stod der, i den åbne dør ud mod gårdspladsen, og kyssede hinanden lidenskabeligt, havde ingen af dem nogensinde kunnet komme med en troværdig forklaring på, selv om de var vendt tilbage til emnet igen og igen. Men ikke desto mindre var det lige det, de havde gjort. Og kysset havde i ét langt, stakåndet forløb udviklet sig til betydeligt mere. Først på arbejdsbordet mellem halvvåde klumper af ubrændt ler og en bunke gamle klude – Ursula havde dog haft åndsnærværelse nok til at sparke yderdøren i først – siden oppe i hendes lejlighed, i hendes sofa, på hendes halvandetmandsseng. Jakob havde faktisk været der lige siden, bortset fra et enkelt døgn lige i starten, efter en lille uges tid. Han havde ikke sagt, hvor han skulle hen. Blot, at han ville være tilbage den følgende aften. Hun havde savnet ham, så hun var syg af det; havde været overbevist om, at han aldrig ville vise sig igen. Men han kom tilbage dagen efter, som han havde lovet. Med to kufferter og en flyttekasse. Han så uendeligt træt ud, da han kørte sin sækkevogn med pakkenellikerne op ad flisegangen. Træt og forgræmmet, langt væk i sine egne, dystre tanker. Ursula formodede, at han havde været hjemme i Middelfart for at slå op med en kæreste eller en kone … Måske havde han børn også? Hun vidste det ikke. Han ville sikkert gerne have fortalt hende, hvad han havde givet afkald på for at kunne være sammen med hende, men hun havde aldrig kunnet få sig til at spørge. Som om selve det at spørge ville kunne bryde fortryllelsen. Ikke en gang på deres lange, vidunderlige vinterferie i Sydfrankring, hvor han flere gange var gået afsides for at besvare opkald på mobilen og hver gang var vendt trist og ligesom udslukt tilbage, havde hun spurgt ham om noget. Hun havde bare holdt om ham, drillet ham, fået ham til at grine, elsket med ham, indtil han havde glemt … hvad det nu var, han havde at glemme.

Og nu? Ursula vendte hovedet og så, hvordan solstriberne var nået op til hans hår. Nu var hun så tæt på at være lykkelig, som hun nogensinde havde været. Hun syntes stadig ikke, at hun havde gjort sig fortjent til al den salighed; forstod ikke, hvorfor han havde valgt netop hende, når han kunne få hvem som helst, han pegede på. Men hun havde efterhånden lært at acceptere det som et faktum. Hun var så lykkelig, at hun for første gang i mange, mange år var begyndt at overveje, om livet på efterskolen måske en dag inden alt for længe burde bringes til ophør. Måske skulle hun og Jakob gøre alvor af den drøm, de sammen havde spundet i de lange nætter, når de lå og døsede, jaloux på hinandens søvnbehov, der om lidt ville fjerne dem midlertidigt fra hinanden. Gjorde de den drøm til virkelighed, ville der ikke mere være noget med at gå af i en bestemt alder, fordi der stod i hendes kontrakt, at hun skulle. Hun kunne arbejde med noget, hun brændte for og var dygtig til, i resten af sit liv. Og bedst af alt: Hun kunne gøre det sammen med den mand, hun elskede.

Ursula besluttede sig til at tage sagen op for alvor næste dag. Det var ikke en beslutning, man kunne tage uden at tænke sig omhyggeligt om forinden.