6. marts 1958

Flere timers opsparet frustration havde samlet sig i Connys knoer: Et-to-tre skarpe smæld. Døren blev straks åbnet.

“Ja?” sagde kvinden. Hun stod afventende i døråbningen med et spædbarn i armene, brynene løftet i forsvarsposition.

“Jeg bor på naboværelset,” sagde Conny.

Kvinden så på hende uden at svare.

“Kan De ikke få det barn til at tie stille?” fortsatte Conny og samlede morgenkåben i halsen. “Jeg var lige faldet i søvn.” Den anden skottede ned mod sit armbåndsur. “Jeg ved det godt,” sagde Conny, før den fremmede kvinde kunne nå at sige noget. “Den er ti nu. Men jeg får først fri klokken fire om natten.”

“Åh.”

“Jeg har brug for min søvn.”

“Undskyld. Det … Jeg er ked af, vi vækkede Dem.” Kvinden talte med udenlandsk accent.

“Måske kunne De gå en tur med ham … eller … Er det en pige?” Conny løftede hånden for at ae den lilles kind. Kvinden rykkede et skridt bagud og lagde barnet op mod sin skulder, uden for rækkevidde. “Om forladelse,” sagde Conny forskrækket og lod hånden falde. “Jeg ville ikke …”

“Det er en dreng,” sagde kvinden. Med et undskyldende udtryk gled hun tilbage til sin oprindelige position og vendte sig, så Conny kunne se barnets ansigt. “Han hedder Massimo.”

“Massimo? Det var da et … specielt navn.” Kvinden lagde en hånd om den lilles baghoved.

“Det er italiensk.”

“De er måske fra Italien?”

“Fra Rom.” Kvinden rakte den frie hånd frem. “Vittoria Contini.”

“Conny Mortensen.” Hun gengældte håndtrykket og så for første gang den anden direkte i øjnene. Det ene var blåt, det andet brunt. Den samlede virkning var af en eller anden grund urovækkende. “Er De virkelig italiener?”

“Ja.”

“I så fald taler De mægtig godt dansk.”

“Tak. Min mor var herfra. Vi taler altid dansk sammen.” Fru Contini stoppede. “Nej, ikke taler … talte.”

“Åh.”

“Min mor døde her i efteråret.”

“Åh,” gentog Conny. “Så hun nåede ikke at blive mormor?” “Nej.” Spædbarnet begyndte igen at græde. “Undskyld,” sagde fru Contini. “Han er sulten.” Hun gik over til en servante, hvor en gryde stod på en tændt primus. Hun tog en sutteflaske op fra vandbadet og vendte den med en rutineret bevægelse, så et par dråber mælk faldt ned på hendes håndled. Tilsyneladende tilfreds med temperaturen lukkede hun for gassen og satte sig hen på sengen. Den lille tog grådigt imod flasken.

På gangen bag Conny gik en af de andre hotelgæster forbi og mumlede en knapt hørlig hilsen. Hans skuldre ludede tungt i uldfrakken. Et skarpt strejf af andendagsbrandert ramte Connys næsebor, idet han passerede. Hun så igen på fru Contini.

“De ved godt, at det er ulovligt, ikke sandt?”

“At give sit barn mad er ulovligt?” Vittoria Contini løftede hovedet. “Det er, hvad De mener?”

“Nej nej, selvfølgelig ikke. Det er ulovligt at have en primus på værelset. Brandfaren, forstår De. Hvis hoteldirektøren finder ud af det, så …”

Fru Contini trak på skuldrene. “Hvad skal jeg gøre? Drengen må jo spise. Jeg giver stuepigen en krone om dagen for at … Come si dice? Holde for munden?” Hun så på Conny. “De siger ikke noget, vel?”

“Nej da.” Conny lo. “Den stuepige må tjene godt. Jeg giver hende også en skilling nu og da, så hun venter med at tage mit værelse som det sidste hver dag. På den måde får jeg ro til at sove.”

Den anden kvinde smilede afmålt. “Det ville jo være nemmere, hvis De gav bryst,” fortsatte Conny.

“Helt sikkert,” sagde Vittoria Contini. “Jeg har bare ingen mælk.” Hun så op. “Måske De skulle lukke døren efter Dem, så ingen får øje på primussen?”

Conny misforstod med vilje og trådte ind på værelset, før hun skubbede døren i bag sig. Hun blev stående og så sig om, mens den anden kvinde var optaget af sit barn. Det trange kammer var proppet. To store, flunkende nye læderkufferter lå åbne på gulvet, så kun en smal gangsti var fri langs sengen. En kraftig lærredsvadsæk og en aflang sivkurv lå i et hjørne, i det åbne garderobeskab stod en papæske med købmandsvarer. På varmeapparatet hang et par stofbleer og noget babytøj til tørre, og i vindueskarmen ragede en kulørt statuette af Jomfru Maria op mellem tomme mælkeflasker, et par narresutter og andre småting. En tung aroma af varm mælk og snavsetøj hang i luften.

“Hvor længe har De boet på Epsilon?”

“Siden i mandags. Og De?”

“Et par måneder.” Conny svedte i den tætpakkede luft og slap sit greb i morgenkåben, så den stod åben over natkjolen. Hun rømmede sig. “Hvor længe har De så tænkt Dem at blive boende?”

Vittoria Contini så på hende. “Han plejer altså ikke at lave sådan en … Hvad hedder det? Ballade?” sagde hun. “Jeg lover Dem, jeg skal være mere forsigtig. Nu jeg ved, at De sover om dagen.”

“Det var ikke sådan ment,” sagde Conny. “Jeg tænkte bare … Det må da ikke være let at bo her med et lille barn.”

“Jeg klarer mig,” sagde fru Contini. “De kunne måske finde et værelse med køkkenadgang.”

“Jeg har spurgt på tre pensionater. De ville ikke have mig. På grund af den lille.”

“Men hvorfor er De overhovedet …” Conny stoppede sig selv. Hvis Vittoria Contini en dag skulle få lyst at fortælle, hvorfor hun – en elegant, ung romerinde med dyre kufferter – sad her og gav flaske på et snusket hotelværelse i Colbjørnsensgade, så gjorde hun vel det.

“Har De ikke lyst til en kop kaffe?” spurgte Conny i stedet.

“Åh, tak.” Fru Continis ansigt lyste op. “Det vil jeg rigtignok gerne.”

“Jeg har noget inde på værelset.” Conny gik hen til døren.

“Men skulle De ikke sove?” “Nu er jeg jo vågen. Måske kan jeg tage en eftermiddagslur lidt senere. Jeg møder først klokken otte i aften.” Hun smuttede ind og skiftede natkjolen ud med et par slacks og en ribstrikket sweater, før hun fandt dyppekoger og en blikdåse med Nescafé frem og vendte tilbage til naboværelset.

Den italienske kvinde fulgte tilberedningen af kaffen med et nysgerrigt blik. “Jeg troede, danskere brugte en … come si dice? Tragt?”

“Ikke til pulverkaffe,” sagde Conny og hældte en teskefuld i hver af de to kopper. “Det er morderlig smart. Har De virkelig aldrig prøvet det?”

Fru Contini rystede på hovedet. Hun snusede til kaffen og satte den fra sig på natbordet. “De må sidde i …” Hun slog ud med hånden mod sengen, mens hun endnu en gang ledte efter et passende ord.

“Fodenden?” foreslog Conny.

“Lige præcis.” Den anden smilede genert. “Beklager rodet.”

“Det går nok.” Conny skubbede en bunke tøj til side og tog plads.

“Værsgo,” sagde fru Contini og holdt en æske chokolade frem. “Jeg har taget dem med hjemmefra.”

“Tak.” Conny puttede et stykke blød nougat i munden. Den smeltede lifligt på tungen, men var så sød, at det hvinede i tandhalsene.

De sad lidt i tavshed. Fru Contini stillede den tomme sutteflaske fra sig og løftede barnet op på skulderen, så han kunne bøvse. Så nippede hun til kaffen, helt udtryksløst.

“Kan De ikke lide den?” spurgte Conny, der stadig fulgte hende med øjnene. “De kan få en skefuld mere i, hvis De synes.”

“Nej tak. Den er fin.” Atter nogle minutters stilhed. Conny røg en cigaret, mens hun i smug betragtede den anden. Bortset fra det med øjnene var der ikke noget eksotisk ved Vittoria Continis udseende. Hun lignede slet ikke en italiener, konstaterede Conny med en vis skuffelse. Fru Contini havde hverken den sorte manke, den svulmende barm eller de dinglende guldøreringe, som Conny troede var standardudstyret for en italiener. Fru Continis hår var nærmest leverpostejsfarvet. Brysterne små. Håndleddene så spinkle, at de så ud, som kunne de knække ved den mindste belastning. Hendes eneste smykke var en sølvring med en glitrende, blå sten. Hun var ikke decideret smuk, men den skødesløst opsatte frisure, den lange hals og den figursyede, pudderblå kjole gav hende alligevel et fremmedartet præg, der for en jævn dansker virkede temmelig sofistikeret.

Vittoria Contini sad med næse og læber trykket mod den lille drengs kind. Med jævne mellemrum gled hendes blåmarmorerede øjenlåg i; hun var helt i sin egen verden. Sikkert også udmattet, tænkte Conny. Hvis den lille fredsforstyrrer havde skreget på den måde hele natten, kunne det ikke være meget søvn, hun havde fået. Ikke en eneste gang vendte hun hovedet og så på sin gæst, medmindre hun blev tiltalt direkte.

Conny følte sig uvelkommen. Hun fortrød det med kaffen. Trods hendes nonchalante ord lige før var pulverkaffe i virkeligheden også nyt for hende selv; ikke noget, de ligefrem havde kendt til i hendes barndomshjem, hvor moren altid tragtede Richs- og kaffeblandingen to gange for at få det hele med. Conny gemte sin Nescafé til ganske særlige lejligheder. Den kostede trods alt over fire kroner dåsen. Rent spild at servere den for nogen, der ikke satte pris på den, tænkte hun og kastede et blik over mod fru Continis kop, hvor den efterhånden kolde kaffe stod urørt.

Så lød der et højt, vådt skrald fra spædbarnet, der var blevet helt rød i hovedet. Barnets mor slog øjnene op og lo. “Oh!” sagde hun, med ét nærværende. “Jeg henter lige noget vand.”

Mens hun gjorde pusletingene parat, sad Conny på sengen og betragtede den lille Massimo. Der var intet, der tydede på, at drengen havde arvet sin mors forskelligfarvede øjne; de var så mørkebrune, at man kun kunne ane pupillen. Hun rørte ved hans lyserøde hånd. Med ét greb han fat om hendes pegefinger. Den valmuerøde neglelak, som Conny ellers opfattede som vældig smart, skingrede vulgært mod Massimos perfekt rundede og næsten gennemsigtige negle. Hun udstødte en lyd, en blid kurren, som hun ikke anede, hun havde i sig. Barnet drejede hovedet og fik øje på hende. Så smilede han, stort og tandløst.

“Hvor gammel er han?” spurgte hun, da fru Contini lidt efter begyndte at tage den snavsede ble af drengen.

“To en halv måned,” svarede hun. “Han er fin, ikke?”

“Meget fin.” Conny blev siddende på sengen under hele bleskiftet. Hun fulgte fascineret med, mens Vittoria Contini vaskede drengen og duppede ham tør i alle hudfolder; rundt om den store, underligt løse pung og op ad ryggen. Massimo lå helt stille; han så faktisk ud til at nyde det, tænkte Conny, mens moren pudrede barnet med talkum og klædte ham på. “Jeg har næsten ingen rene bleer tilbage,” sagde Vittoria og lukkede skulderknapperne på sønnens hvide sparkedragt.

“Så må De vaske.”

“Det er faktisk mit største problem,” sagde fru Contini og rettede sig op. “Jeg har en gryde med, så jeg kan koge bleerne på primussen og skylle dem ude på badeværelset. Men der er ikke noget sted, hvor jeg kan tørre dem, så …” Hun trak på skuldrene. “Hvad gør De? Er der et vaskeri i nærheden?”

“Der er et i Istedgade.” Conny så på den fremmede kvinde. “Faktisk skal jeg selv derned og hente noget rent tøj. Vi kan måske følges?”

“Meget gerne.” Vittoria Contini smilede. “Jeg hader at vaske.”

“Hvem gør ikke det?” Conny gik ind og hentede sin frakke, mens den anden kvinde samlede en imponerende bunke snavsetøj sammen. “Her, lad mig,” sagde Conny og rakte ud efter den fyldte vadsæk.

“Tak.” Fru Contini svøbte Massimo i et tykt, uldent tæppe, gav ham en strikhue på og lagde ham i sivkurven. Hun puttede sin portemonnæ ind under hans dyne, greb fat om kurvens hanke og låste døren bag sig. “Hvad er det for en kurv?” spurgte Conny, da de lidt senere spadserede hen ad fortovet. “Sådan en har jeg aldrig set før. Ikke til at bære babyer i, i hvert fald.”

“Den her?” Vittoria Contini så ned på sivkurven. “De er meget almindelige, hvor jeg kommer fra.”

“Var det ikke nemmere med en barnevogn?” “Jeg vil helst ikke købe en, før jeg har fundet et rigtigt sted at bo,” sagde fru Contini, der måtte gå med overkroppen i en skæv vinkel for at give modvægt. “Jeg kan ikke have en barnevogn i bilen.”

“Bilen?” Fru Contini smilede. “Den dér,” hun nikkede over mod en cremefarvet bil, der stod parkeret på den anden side af gaden. “Min lillecinquecento. Der er ikke plads til mere end det allerhøjst nødvendige. Det er svært nok at få vores bagage ind i den.”

Conny standsede op. “Er den Deres? Den hvide Fiat?”

“Ja. Den er næsten ny.”

“Tænk at have sin egen bil.”

Vittoria Contini så på hende. “Har De … hvad hedder det på dansk?Patente di guida … Kørepatent?”

“Kørekort? Næh, men jeg kunne godt tænke mig et.” Conny gengældte hendes blik. “Skal vi køre en tur?”

“Nu?”

“Når vi har afleveret vasketøjet. Jeg giver frokost i Dyrehaven. Kunne det ikke være hyggeligt?”

Det var faktisk blevet hyggeligt, tænkte Conny, da hun få timer senere var tilbage på værelset for at nappe en hårdt tiltrængt eftermiddagslur. De to kvinder havde skiftedes til at bære sivkurven, mens de gik fra parkeringspladsen ved Klampenborg Station, og bagefter havde de spist smørrebrød på Peter Liep. Vittoria Contini havde gennemført hele turen i sine høje pumps. Conny fattede ikke, hvordan hun kunne holde det ud. Hun hadede selv de stiletter, der hørte til natklubbens servitriceuniform, og kunne ikke forestille sig at gå med den slags til daglig.

Det er stadig ikke meget, jeg ved om min nye nabo, tænkte Conny og satte vækkeuret til klokken syv. Fru Contini fortalte ingenting af sig selv, og Conny havde forsøgt at beherske sin nysgerrighed. Det er jo ikke altid, man har lyst til at krænge sin sjæl og sin fortid ud, tænkte hun og skoddede cigaretten i det overfyldte askebæger på natbordet.