Uddrag af anmeldelser – Italiensvej

Spækket med supergode tidsbilleder

“Anna Grue kan sine sager – for dem, der elsker bøger så tykke, at de nærmest aldrig holder op, og som flyder over af kærlighedsforviklinger, og som er spækket med supergode tidsbilleder, ja, dér giver Grues roman fuld valuta for pengene.”Katinka Bruhn, Weekendavisen

 

Helstøbt rejse gennem fortiden

“Sproget er i vanlig Grue-stil, en sand fornøjelse at kaste øjnene i, denne gang en helstøbt rejse gennem fortiden, hun fører læseren med blid, men fast hånd – og jeg elskede, hver minut af det. Med fare for at lægge mig ud med de mange Sommerdahl fans, bliver jeg altså nødt til at sige, at jeg så afgjort gerne vil have flere romaner. De Andre, er i min optik, det bedste fra Grues hånd, de solide personportrætter er virkelig sublime – Italiensvej er endnu et stærkt bevis på, at også romanerne bør have en fremtrædende plads mellem de kommende udgivelser.” ***** Stina Holdt, bognorden.blogspot.dk

 

Opblødende humor

“Det er underholdning, det her. Anna Grue skriver lige ud ad landevejen. Man skal lægge de finlitterære briller væk og tage sig et glas Dubonnet, hvis den drik stadig findes, så glider det fint ned. Ikke mindst den opblødende humor, Anna Grue kan lægge ind som buffer for alt muligt forfærdeligt fra den tid.”
*** May Schack, Politiken

 

Sådan skal det gøres

“Anna Grue ved præcist, hvordan hun holder sin læser på pinebænken i det, der viser sig at være en kærlighedsroman, der emmer af 1950′ er stemning. Til det hører en lydhør kortlægning af de kønsroller og normer, der netop på det tidspunkt sang på sidste vers. (…) Men inden har Anna Grue vist sig som den perfekte cicerone gennem et 1950′ er landskab, som på én gang indfanges nostalgisk og med kritisk skarphed. Sådan skal det gøres.”
**** Henrik Tjalve, Flensborg Avis

 

En dreven fortæller

“Anna Grue er en dreven fortæller, der ved, hvorledes en handling retarderes. Gang på gang, når en sikker løsning på et problem synes inden for rækkevidde, benytter hun sig lige til det sidste af en litterær forhalingsteknik, før hun imødekommer underholdningslitteraturens ubønhørlige krav om en lykkelig udgang.” **** Jens Henneberg, Nordjyske

 

Et dejligt deja vu

“Bogen er skrevet med en dejlig undertone af humor, et dejligt enkelt sprog, og de detaljerede beskrivelser af tiden i slut-50’erne giver et dejligt deja vu. Og så skal man huske at abstrahere fra Anna Grues serie om ‘Den skaldede detektiv’, de ligner slet ikke hinanden.” ***** Anne B 6, Saxo

 

1950’ernes æstetik med et glimt i øjet

“Tarteletter, kolbekaffe, marokkopuder og kjoler med strutskørt og markeret talje. I sin nye roman, »Italiensvej« rammer en af Danmarks mest læste krimiforfattere, Anna Grue, 1950’ernes æstetik med et glimt i øjet. Tidsbilledet i romanen, der ikke er en krimi, er også på plads, når det drejer sig om talemåder og hverdagsliv, og ekstra krydderi drysses over, når livsformer begynder at blive set med et delvist fremmed blik.” *** Eva Pohl, Berlingske

 

En skøn historie

“Beskrivelserne i bogen er meget tidstypiske, og man kan næsten lugte brylcremen, man brugte til at sætte anderumperne med. Man bliver konfronteret med tidens måde at tænke på. Takt og tone og forskel på rig og fattig fandtes bestemt også på det tidspunkt. Man bliver taget med på et eventyr tilbage i tiden, en skøn historie hvor kærligheden er i højsædet.”
**** Camilla Laugesen, bogfidusen.dk

 

Den bedste bog til dato

“Som altid kan man se personerne for sig. Ikke via lange udpenslinger, men på vaskeægte Gruemanér, via karakterernes øjne og tanker. En kunst, som Anna Grue efterhånden mestrer til perfektion. (…) Man behøver dog på ingen måde være Ama’rkaner for at læse bogen. Den er fantastisk. Jeg har grint og grædt, holdt vejret i spænding, råbt i afmagt, blevet dybt rørt. Den har simpelthen det hele med og er, efter min mening, den bedste bog til dato i Anna Grues forfatterskab (og det siger ikke så lidt).”
Elsebeth Engell, dalsgaardiskivholme.dk

 

Spækket med drama, kærlighed og forviklinger

“Bogen er en interessant rejse tilbage i tiden til dengang, hvor kvindens plads var i køkkenet (eller bag strikkepinde/lappegrej), tobaksrygning foregik overalt, revyer og natklubber havde deres storhedstid, sporvogne kørte på gaderne og Danmark, samt resten af verden, var under forandring. Anna Grue har beskrevet det hele så godt og fint, at jeg vitterlig følte mig til stede. De næsten 500 sider er desværre alt for hurtigt læst, for bogen er spækket med drama, kærlighed og forviklinger – og krydret med 50’er hverdag.” ***** frkbogorm.dk

 

Velkomponeret og medrivende roman

“Fra første side bliver man fanget ind i historien, der emmer af italiensk atmosfera og dansk hyggelighed lidt ala Ib Henrik Cavling. Anna Grue kan bestemt sit kram og man kommer hurtigt ind i persongalleriet. (…) En helt igennem velkomponeret og medrivende roman der uden tvivl nok skal vække et behov hos læserne; mere fra den skuffe!”
Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden

 

Tilbage til bogens side