Anmeldelser – Det taler vi ikke om

Det er en uhyggelig familiehistorie, der oprulles, selvom den er holdt i en let tone. Anna Grue får fanget læseren ind fra første side, og man slipper ikke gerne bogen, før den sidste linje er læst. Forfatterens forkærlighed for engelsk litteratur fornægter sig ikke – der er en stemning af gammel engelsk detektivhistorie over romanen, komplet med familiegods, familiesagfører, excentrisk forfatter og friske, unge, nysgerrige piger. Selv om historien er bygget op over en krimiintrige, er det mindst ligeså meget en familie- og venindehistorie, der fortælles, og det er slet ikke så tosset.
Af Nanna Knudsen, www.krimisiden.dk

 

Betegnelsen spændingsbog er fuldt fortjent, og de personer man efterhånden introduceres til er interessante og levende med de hemmeligheder, som de langsomt afslører. En god indgang til spændings-genren gennem den unge kvinde, og bogen er krydret med rørende tilbageblik i Maries barndom. En god historie man ikke glemmer.
***** Hannah Månsson, Ballerup Bibliotek

 

Jeg faldt for Marie fra første side, og efterhånden som historien skrider frem, bliver sympatien bare større og større. Anna Grue tegner nogle levende portrætter af sine personer, og hun sørger også for, at historien hele tiden udvikler sig og trækker læseren med sig. Det er ikke en hardcore krimi, Grue har skrevet. Måske kan man snarere kalde det en puslespilskrimi, hvor hver brik afdækker en bid af fortiden, og på den måde bringer Marie nærmere på sandheden.
Jette S.F. Holst, litteratursiden.dk
Læs hele anmeldelsen på http://www.litteratursiden.dk/sw89645.asp

 

Anna Grue har skrevet en velfungerende melodramatisk krimi lidt i stil med Robert Goddard. Plotmotoren holdes fint i gang med konstante overraskelser. (…) “Det taler vi ikke om” er glimrende underholdning forankret i dansk hverdag og dagdrømme om de ‘eksotiske’ muligheder i et England anskuet gennem nostalgiens tonede briller.
**** Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten

 

Det er rigeligt kulørt, og man kan da sagtens komme med indvendinger om usandsynligheder og inkonsekvenser, såsom en forelskelse, der ’damper af’ under pres fra en vred ægtemand, en meget travl sagfører, der pludselig har tid til at lege privatdetektiv, og en bogelsker, der laver æselører; men det ville være småligt, al den stund man også som skeptisk læser er vældig godt underholdt og nærmest svælger i alle genrens klassiske ingredienser. (…) Jeg har indtryk af, at titlen ’krimidronning’ hænger løst i de nordiske lande, så mon ikke Anna Grue snart er kandidat?
Marie Tetzlaff, Politiken

 

Engelsk herregårdsmystik tilsættes dansk hygge i ’Det taler vi ikke om’. Anna Grue laver et skægt og anderledes blandingsforhold i opfølgningen til sidste års prisbelønnede krimidebut, ’Noget for noget’. Det er forfriskende, selv om den bittersøde slutning godt kunne have været mere bitter.
**** Mette Strømfeldt, B.T.

 

Især fremstillingen af Marie fungerer godt – her et sjældent tidssvarende portræt af en lidt tøvende ung pige, som igennem afklaringen af fortiden forsøger at finde en mening med det hele. (…) Forfattren arbejder som journalist, og det kan mærkes – som regel på den gode måde. Replikkerne er mundrette og troværdige, og sproget er letlæseligt og indbydende.
Christina Dahl, Flensborg Avis

 

Anna Grue skriver levende, og historien er godt komponeret. Romanen er
rigtig god underholdning.
**** Malene Curth, MetroXpress

 

Anna Grue har skrevet en spændende, vedkommende og velfortalt roman om alt det, mennesker ikke kan tale om, fordi det gør så forbandet ondt, og som på den måde kommer til at gøre endnu mere ondt. En fin og stille roman om det mest dramatiske, der kan ske for et menneske: Tab og løgn og fortielse. (…) Grue vender her stærkt tilbage med en roman, hvor hun igen afdækker et mysterium på mesterlig og velskrevet vis.
***** Sissel-Jo Gazan, Femina

 

Anna Grue formår på glimrende vis at forene både krimi, drama, selvironi og humor i en bog. Hun har sin helt egen stil hvor man virkelig kan leve sig ind i historien. Bogen er skrevet på en måde hvor man både hører om nutiden, men samtidig kan man følge med i Maries barndom, da hun er gået i gang med at skrive sin selvbiografi for at bearbejde sorgen over sin familie. “Det taler vi ikke om” er en bog jeg varmt kan anbefale alle der har lyst til at læse en rigtig god og hyggelig krimi. Da den også fortæller en kærlighedshistorie henvender den sig dog nok mest til kvinder. Til gengæld er det en bog der kan læses af alle aldersgrupper fra 16 år og op. Det er sådan en bog man bliver i rigtig godt humør af. En der egner sig godt til en hyggestund med tæppet om sig og en varm kop the i denne kolde mørke tid vi går i møde. Rigtig god fornøjelse
Rikke Slothuus, City Vejle

 

Krimien rejser sig overraskende (for Marie og Stine såvel som for læseren), og tingene udvikler sig så hurtigt, at det mønster, som de to unge kvinder begynder at ane, på det voldsomste bliver bekræftet, før de når at tænke alle de nye oplysninger igennem. Stine får dog lejlighed til at vise gode evner for detektivarbejde (og effektiv handlekraft, når det gælder), men den høje spænding knytter sig til den dramatiske handling.
Anton Koch-Nielsen, www.kochskrimier.dk

 

Tilbage til bogens side