Krimi-mysterium helt efter klassisk mønster
”Med ’Et spørgsmål om penge’ er vi tilbage i traditionen for den regulære krimi, der nok mest af alt ligner en opdateret Agatha Christie. Det er dog også velgørende i en krimitid, hvor genren bliver spændt for en mængde dagsordener, der ikke har meget med et drab og dets opklaring at gøre. (…) ’Et spørgsmål om penge’ er et krimi-mysterium helt efter klassisk mønster med kriminalgåden i centrum. Her er efterforskningen omdrejningspunktet med netop lige det antal informationer om det private og det sociale, der skal til for at holde plotmotoren på høje omdrejningstal, men uden at disse ting tager overhånd.”
**** Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten
En godt gennemarbejdet bog
”Forfatterinden er tilbage i sædvanlig topform med fokus på de gode dialoger, et højt og vedvarende spændingsniveau, et plot der holder og i det hele taget en godt gennemarbejdet bog. (…) Har man læst Anna Grues foregående fire krimier i samme serie, vil man straks føle sig hjemme i persongalleriet – lidt ligesom at møde gode, gamle venner, som er både spændende og underholdende at være sammen med.”
***** Susanne Kaalby, Jydske Vestkysten
Overskud og glimt i øjet
”Efter en yderst vellykket novellesamling sidste år vender Danmarks varmeste krimi-kvinde tilbage til sin skaldede detektiv, Dan Sommerdahl, der til gengæld i denne femte bog i serien er vendt tilbage til både sit oprindelige erhverv som pr-mand og til sin forbeholdne hustru Marianne, som han forlod efter sin sidste alvorlige affære. (…) Anna Grue skriver stadig som en sand menneskekender med overskud og glimt i øjet, så siderne vender sig selv.”
**** Marie Louise Toksvig, Ekstra Bladet
Endnu en tip-top krimi
”Det gælder virkelig om at holde øjnene vidåbne og fokusere flittigt på datoer, klokkeslæt, alibier og motiver i Anna Grues femte krimi med Dan Sommerdahl, alias ’Den skaldede detektiv’. Der er nærmest noget Agatha Christie-agtigt over Grues nidkære omhu med at binde detaljerne ordentligt sammen med de store linier – det er dybt tilfredsstillende at følge, og et yderligere plus er hendes sædvanlige tæft for nærmest sceniske dialoger og gode forståelse for almen menneskelig psykologi. (…) ’Et spørgsmål om penge’ er endnu en tip-top-krimi fra Grues hånd, men netop intrigens overordentligt komplicerede natur gør den rent ud sagt også til et mareridt at referere, uden at det hele lyder totalt forvirret og uden uforvarende at komme til at røbe for meget.”
Katinka Bruhn, Weekendavisen
Forrygende og humoristisk
“Anna Grue er tilbage med femte bind i serien om ‘Den skaldede detektiv’. En forrygende og humoristisk krimi, som holder læseren fanget fra første til sidste side. (…) Personbeskrivelserne er humoristiske og så skarpe, at personerne står lyslevende for læseren – både de rige og smukke og de mere kiksede. Især portrættet af Peters trofaste husholderske, Vera, er bittersødt, smukt og ondt.”
Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.dk