Fredag den 24. april 1964
Hele middagen igennem kastede Helle stjålne blikke over mod gavebordet. Set herfra var der ikke helt så mange pakker, som hun havde håbet, men det skyldtes nok, at nogle af dem bestod i flade kuverter med kontanter.
Hun tvang blikket væk og opdagede i det samme, at Tante Conny sad og betragtede hende med et lille smil. Hun vidste tydeligvis præcis, hvad der foregik i hovedet på festens hovedperson. Helle skar en lille grimasse og lo. Hvor var hun glad for, at hun havde insisteret på at få ændret bordplanen. Conny kunne man tale med om alting. Om musik og drenge og filmstjerner – alt det, der virkelig betød noget.
Mor sank ned på sædet ved siden af hende med et “Du kan tro, dine bordkort er en succes, cara. Alle vil have deres sten med hjem. Det var en god idé, du fik.”
“Tak.”
Mor kiggede på Helles tallerken, hvor en skive oksekød og et par kartofler lå tilbage. “Kan du ikke lide maden?”
“Jo da. Jeg har bare ingen appetit.”
“Er det, fordi du er spændt på gaverne?”
“Det tror jeg.”
Mor tog hendes hånd og gav den et klem. “Jeg håber bare, du nyder din dag,” sagde hun.
I det samme rejste Morfar sig og slog på glasset. Helle så forbavset på ham. Hun mindedes ikke, at hun nogensinde havde hørt ham tale om andet end høstvejret og vintersæden og sin Massey-Ferguson traktor.
“Ja, hrm hrm,” rømmede han sig. “Nu træder du jo ind … hrm hrm … i de voksnes rækker. Og du er jo mit ældste barnebarn, så … hrm hrm.” Langsomt og med megen rømmen fik han afleveret nogle sætninger, der mestendels gik ud på at forklare selskabet, hvordan hans egen ungdom havde formet sig. Ud at tjene, kolde karlekamre, slæbesild og anden jammer. Helle måtte anstrenge sig til det yderste for at skjule sin utålmodighed. “Og så synes jeg, vi … hrm hrm … skal skåle for konfirmanden,” sluttede han omsider. Det var da altid noget, at han til allersidst var kommet i tanker om, hvem der var dagens hovedperson, tænkte Helle. De lejede klapstole skramlede mod gulvet, da gæsterne kom op i lodret position og råbte tre korte og et langt.
Inden desserten var der endnu en lejlighedssang, forfattet af Moster Margit og Onkel Jørgen med lidt hjælp fra Kastrup Festsange, og da fløderanden var serveret, skiftedes Conny og Hardy til at recitere linjerne i en fællestale, der hverken var pinlig eller kedelig. Helle klappede for første gang den dag begejstret.
Omsider var det store øjeblik kommet. Helle gik op til gavebordet, mens herrerne forsynede sig af bydetobakken, og mødrene hjalp deres afkom i overtøjet, så hele flokken kunne komme ud at tumle sig på midterrabattens bunkeranlæg. En lille gruppe gæster samlede sig om konfirmanden.
Helle rakte straks ud efter den største af pakkerne. Den var i sølvskinnende papir med en lyseblå silkesløjfe om, og hun havde siddet og luret på den i timevis. “Fra Mor og Far,” læste hun op fra gavemærket.
Far standsede hende, før hun kunne nå at binde gavebåndet op. “Kan du ikke vente med den, til din mor kommer ind igen?”
Helle skulle lige til at protestere, men så indså hun, at han havde ret. Selvfølgelig ville Mor gerne se sin datters ansigt, når gaven blev åbnet. Hun valgte i stedet en lille, kvadratisk æske, som viste sig at indeholde et charms-armbånd fra Margit og Jørgen. Helle havde ønsket sig netop sådan et brændende sidste år, det var ganske vist, men nu om dage stod det måske ikke længere allerøverst på ønskesedlen.
“Det er højeste mode,” forklarede Moster Margit, der stod med Pernille på armen.
“Tak,” sagde Helle og tog straks sølvsmykket på. Armbåndet var på forhånd forsynet med tre charms: Et buttet hjerte, et miniaturekors og en lillebitte puddelhund. Men der var plads til mange, mange flere.
“Det er et minde for livet,” oplyste Onkel Jørgen.
“Nu ved jeg da, hvad jeg skal samle på,” sagde Helle. “Tak.” Hun gav høfligt hånd til først Margit, så Jørgen.
“Vær så god,” sagde Farmor så og overrakte hende en lille pakke med silkesløjfe. Indeni lå et læderindbundet eksemplar af ‘Hjortens Flugt’. Helle formåede at holde masken. Det var en udbredt vits på konfirmandholdet, at man risikerede at få netop den bog af sine aldrende slægtninge. Helle havde aldrig hørt om nogen, der havde læst den. “Og der er også en lille seddel lagt ved,” fortsatte Farmor.
Helle åbnede bogen, og en knitrende ny halvtredskroneseddel tittede frem. “Tak, Farmor,” sagde hun og nejede. “Tusind tak.”
Tante Conny skubbede en flad, kvadratisk pakke i rosenmønstret papir over mod hende. “Den her er fra os.”
Helle flåede gavepapiret af og gispede. “With The Beatles! Det er den nye! Tak, Conny. Jeg har aldrig ejet en lp før. Tak, tak, tak.” Hun slog armene om Conny, så hendes glas skvulpede over. Ud ad øjenkrogen opfattede hun, at Margit vendte sig brat og vandrede udenfor med datteren.
Herefter gik det slag i slag. Pengegaver fra morforældrene samt fra Fars kollega Helge; ham med den canadiske kone. Lykønskningskort med mindre beløb fra en række fjernere familiemedlemmer, naboer og bekendte, som ikke var inviteret med til festen. Fra sin jyske faster og onkel fik Helle den første Beatles-lp, Please Please Me, og i en aflang æske med lyserødt vat lå en tretårnet sølvgaffel fra familiens rengøringskone, fru Sloth, som åbenbart mente, den unge dame burde begynde at samle på udstyr. Fra Helles to småbrødre var der ekstra charms til armbåndet. Jans var en sommerfugl med lyseblå emaljevinger, Mads’ en mini-krebs; Helles stjernetegn. Far hjalp hende med at få de to nye vedhæng sat på, så armbåndet ringlede lifligt, når hun bevægede hånden. Måske var hun alligevel ret glad for det.
I det samme dukkede Mor op. Hun var en smule forpustet, havde vel galoperet rundt for at få styr på drengene og kaffebordet og se til Bitte, der i dagens anledning var spærret inde i soveværelset for ikke at rende i vejen. “Du har ikke åbnet den fra os endnu, vel?” spurgte hun og stillede sig ved siden af sin mand. Han lagde en hånd om hendes liv, og hun lænede sig let imod ham. Helle vaklede mellem at føle sig pinligt berørt eller meget, meget glad.
“Jeg ventede på dig, Mor,” sagde Helle.
“Nu er jeg her, cara.”
Helle fjernede papiret fra den store pakke, og en papæske med Philips’ logo kom frem. “En grammofon! Tak!” Helle faldt sin far om halsen. “Tak, Far. Tak, Mor.”
“Den har indbygget højttaler,” sagde hendes far.
“Så det er en rejsegrammofon?”
“Ja,” sagde Mor.
“Nu kan du høre alt den pop og pigtråd, du vil,” sagde Far. “Og noget rigtig musik, når du en dag vokser fra den infernalske larm.”
Helle ignorerede stikpillen. “Kan den spille lp-plader?”
“Singler, lp’er og 78’ere.”
“Men du må ikke spille for højt,” sagde Mor.
“Nej nej.”
“Vi mener det, Helle,” sagde Far. “Slet ikke om aftenen, når drengene skal sove. Du skal skrue ned, når vi beder dig om det.”
“Ja ja ja.” Helle var i færd med at åbne papæsken. Det var lettere sagt end gjort, men med en smule bistand fra Hardys lommekniv fik hun til sidst åbnet den ene ende og kunne lirke det funklende apparat ud i lyset. Åh, den var flot. En rød og elfenbenshvid Philips Portagram 351 L. Den var pænere end nogen anden grammofon, Helle nogensinde havde set. “Må jeg prøve den med det samme?” spurgte hun og ændrede i det samme mening: “Nå nej, jeg vil faktisk hellere vente.” Tanken om at skulle høre sin nye Beatles-lp for allerførste gang i selskab med en flok pop-hadende gamlinge var ikke rar.
“Jeg tror også, det er en god idé at vente,” sagde Conny. “Du kan meget bedre nyde musikken, når gæsterne er gået.”
De voksne begyndte at sive. Nogle gik over til kaffebordene, der var dækket i familiens daglig- og spisestue, andre vandrede ud i haven eller på vejen for at holde øje med kobbelet af fætre og kusiner, der nu var midt i en større cowboy-og-indianer-krig blandt bunkerne. Kun Mor og Conny blev hængende lidt endnu og hjalp Helle med at arrangere gaverne fint og smide gavepapiret ud.
Mor stod lidt og kiggede på bordet, der sejlede i brugt service og nussede stofservietter.
“Du rører det ikke, Vittoria,” sagde Conny. “I dag har du folk til den slags.”
“Det er selvfølgelig rigtigt nok, men …” Mor smilede undskyldende. “All right. Jeg skal nok dy mig.”
Egentlig er det ret sært, at Tante Conny stadig kalder Mor for Vittoria, tænkte Helle. Det var på én gang irriterende og charmerende. Helle vidste naturligvis godt, at Mors oprindelige navn var Vittoria, men alligevel … Når nu alle andre sagde Vita. Helle lagde telegrammerne i en sirlig bunke, så silkesnorene på de stive korts rygge lå lige over hinanden, og puttede derefter alle pengegaverne ned i én kuvert for at tage dem med sig. Hun kunne ikke lade alle de kontanter ligge og flyde herovre, når hun om lidt forventedes at slutte sig til det kaffedrikkende selskab i privaten.
“Hvor mange penge fik du?” spurgte en af fætrene, der lige var kommet pilende ind fra det vilde vesten.
“Man står da ikke sådan og tæller, Bo,” svarede Helle dydsiret. “Det ville være grådigt.”
“Jeg kunne se, at du talte,” sagde han. Elleve år og lidt for kvik.
Helle kastede et blik i retning af sin mor og Conny, som var på vej over mod privaten. De fulgte tydeligvis ikke med i, hvad børnene talte om.
“Fem hundrede og fyrre kroner,” hviskede hun.
“Orv! Hvad skal du bruge dem til?”
“Alt muligt.”
“Hvad?”
“Det ved jeg ikke endnu.” Jo færre, der kendte til hendes koncertplaner, desto bedre. Moster Margits tvillinger var ikke ligefrem kendt for deres diskretion.
Bo rynkede brynene, som om han stod og regnede indenad. “Jeg ville købe en cykel, hvis jeg var dig.”
“Jeg har en cykel.”
“Jamen, en ny.”
Hun lo. “Skal du ikke ud til de andre?”
“Jo.” Og så forsvandt han lige så hurtigt, som han var kommet.
Mor vendte sig. “Vil du med, cara?”
“Ja ja ja.”