Fredag den 11. september
1
Anne-Maj Mortensen har aldrig følt sig tiltrukket af wellness-industrien. Agurkeskiver på øjnene, saunagus, hvalsang og pling-plong meditationsmuzak … nej. Bare nej. Alligevel sidder hun nu midt i et spa-helvede omgivet af muntert pludrende venindepar, som vandrer rundt i hvide badekåber på vej til eller fra ansigtsbehandlinger og mudderbade. Mange af dem bærer rundt på uappetitligt udseende smoothies: grønne, bordeaux eller gråslimede af chiafrø og proteinpulver. Fy for pokker, tænker Anne-Maj og lader sig med en højlydt stønnen synke ned i en blomstret lænestol med ryggen til de andre gæster. Hun placerer sit nyopererede venstreben på en puf og filosoferer videre over den ubegribelige smoothie-trend: Hvis man vil have frugt og grøntsager, kan man vel bare spise dem. Hvorfor ødelægge de gode fibre med en tur i blenderen? Hun fatter det ikke.
Anne-Maj er her med andre ord ikke for den såkaldte wellness’ skyld. Den er blot et nødvendigt onde, hun må finde sig i for at få det, hun i dyre domme betaler for: tre uger med fuld forplejning, kyndig fysioterapi, en god seng – og ingen trapper.
Det sidste er nok i virkeligheden det vigtigste. Anne-Maj har nemlig så sent som i mandags fået et nyt knæled, og i sin nuværende tilstand, støttende sig til to krykkestokke og med temmelig mange smerter, ser hun sig ude af stand til at bo i sit lille, toetagers byhus inde i Nykøbing: Toilet og soveværelse befinder sig på førstesalen, køkkenet i stueetagen. Det ville betyde mange ture op og ned ad trappen hver dag, og det magter hun ganske enkelt ikke, selv om personalet på hospitalet stædigt har fastholdt, at det burde hun kunne nærmest med det samme.
Det kan de sagtens sige, tænker hun og smiler lidt anstrengt til den unge, buttede tjener, som har fulgt hende ud i havestuen med et glas kold hvidvin og en karaffel med postevand på en rund bakke. Den unge kvindes mund og næse er skjult bag et babyblåt engangs-mundbind, men hendes øjne lader ingen i tvivl om, at hun smiler. Da hun er gået, sluger Anne-Maj to smertestillende kapsler og synker tilbage i stolen med et suk. Hun kunne naturligvis have valgt et seriøst, specialiseret rekreationshjem uden alt det forstyrrende new age-halløj, men det nærmeste ligger i Nordsjælland, og hun har det skidt med at skulle så langt væk; helt at undvære regelmæssige besøg af datteren Iben, barnebarnet Didi og sin lille hund, som i heldigste fald og med vinden i den rigtige retning adlyder navnet Mortensen den Tredje.
Odsherreds eneste lokale genoptræningsmulighed er netop stedet her: Høve Kurbad, knap tyve kilometer fra Nykøbing. Det højtbeliggende hotel er kendt viden om for sin enestående udsigt over Sejerøbugten og de smukt renoverede bygninger: Kalkede mure, store småsprossede vinduer, en bred veranda ud mod havsiden – alt i hvidt med små detaljer i en sart lyseblå. Det er så smagfuldt, at det gør ondt. Hovedbygningen har ligget her, øverst på skrænten, i over hundrede år, mens spa-fløjen med pool og diverse behandlingsrum er opført for få år siden. Alt er holdt i den originale stil, som mest af alt minder om et romantisk badehotel. På den stejlt skrånende grund ud mod bugten er anlagt en kæmpestor, charmerende have, der holdes delvist vild; med klippede stier i det høje græs og en mængde små buskadser, så parken trods sin størrelse virker intim og hyggelig. Rundt omkring står hvidmalede bænke, og Anne-Maj ville ønske, hendes ben tillod hende en spadseretur ned til en af dem.
Niveauet for såvel genoptræning som spa-ophold er højt, har hun ladet sig fortælle, og prisen er naturligvis derefter: Anne-Maj har været nødt til at optage lån i sit hus for at få råd. Men hjælper behandlingen, ræsonnerer hun, er det hver en krone værd. Hun har en god forudanelse om, at det gør den. Fysioterapeuten lyder i hvert fald meget overbevisende.
Hun nipper til vinglasset. Det er eftermiddagens tredje genstand, men noget skal man jo have at stå imod med, tænker hun og kaster et irriteret blik ud mod et par i trediverne, der med armene om hinanden har taget opstilling på verandaen. De spærrer totalt for udsigten. Egoister.
Siden myndighederne i marts tog konsekvensen af, at corona-pandemien var nået frem til lille Danmark, har hun og de fleste andre tillært sig de nye omgangsformer uden de store problemer. Efterhånden sker det nærmest automatisk: Man holder afstand, spritter af, vasker hænder, undgår store forsamlinger, passer på hinanden, mødes så vidt muligt udendørs, holder sig til sin boble af udvalgte venner og familiemedlemmer. Som forhenværende lægesekretær har Anne-Maj været vant til et højt hygiejneniveau hver eneste dag, så hende generer det ikke, og så vidt hun kan bedømme, gælder det også størstedelen af hendes landsmænd. Alle er trætte af restriktionerne, men man holder ud. Enhver kan jo se på smittetallene, at de virker.
I denne situation er det virkelig heldigt, at hun opholder sig netop her, på dette luksuskurbad, hvor hygiejnen er i top, og personalet tydeligvis er instrueret i at tage alle forholdsregler. Alt foregår ubesværet og som den naturligste ting i verden; ikke som i supermarkedet, hvor man hele tiden skal vogte sig for de demonstrativt ligeglade. Anne-Maj kaster endnu et surt blik ud mod det forelskede par, der står ganske ugenert og tungekysser med hele hotellet som publikum. Gå dog op på værelset og smit hinanden, tænker hun arrigt.
Det lyseblå hus hjemme på Lindealle passes af Iben og Didi, som fodrer, lufter og med garanti overforkæler Mortensen. Det er ikke noget stort offer for dem – begge elsker den ruhårede gravhund og ville meget gerne selv have et firbenet familiemedlem, men deres udlejer er urokkelig modstander af enhver form for kæledyr.
I et par måneder under pandemiens første bølge havde Anne-Maj, Iben og Didi isoleret sig sammen i førstnævntes hus, og det var egentlig gået forbløffende godt med at etablere nye hverdagsrutiner, selv om pladsen var trang. Iben var af og til forsvundet en enkelt aften. Hun nægtede at sige, hvor hun var, men lovede på æresord, at hun opførte sig fornuftigt og lod sig teste regelmæssigt. ”Jeg er voksen, Mor,” havde hun påpeget. ”Jeg har brug for et voksenliv. Og jeg får pip, hvis jeg skal se på jer to hver eneste aften, indtil det her er overstået.” Af og til skal man bare ikke diskutere med Iben, ved Anne-Maj, så det gjorde hun naturligvis heller ikke ved disse lejligheder. Skal hun være helt ærlig, er hun af og til lidt bange for sin datter.
”Hej.” En stemme skærer sig ind i Anne-Majs tanker. ”Må jeg sidde her, eller venter du på nogen?” Det er en lille vissenpind af en dame, noget yngre end Anne-Maj selv og iklædt wellness-folkets uniform: en kridhvid frottékåbe og skridsikre gummisandaler. Hendes skulderlange pagehår er stribet i honninggyldne nuancer, tydeligvis professionelt farvet. Hun opdager Anne-Majs ansigtsudtryk og tilføjer lidt forskrækket: ”Forstyrrer jeg?”
”Nej da,” lyver Anne-Maj. Herregud. Den anden er tydeligvis også på et soloophold. Det er vel meget logisk, at de to kvinder fordriver lidt af tiden sammen. ”Nej nej,” gentager hun. ”Sæt dig endelig ned.”
”Ida Funch.” Damen stiller et dugget glas fra sig og rækker rutinemæssigt ud efter flasken med håndsprit.
”Anne-Maj Mortensen.”
”Skål.” Ida Funchs drink ligner en gintonic; heldigvis ikke en af de ulækre smoothies. ”Er du her til genoptræning?” spørger hun med et blik mod Anne-Majs bandagerede ben.
”Nyt knæ,” svarer Anne-Maj. ”Jeg blev opereret mandag, ankom hertil i går – og har booket rekreationsophold indtil tredje oktober. Og du? Du er her måske kun weekenden over?”
”Næh, jeg bliver et par uger. Jeg skal bare hvile mig lidt.” Ida trækker på skuldrene. ”Det er mere … mentalt.”
”Ja?”
Ida trækker badekåben lidt mere sammen om sig: ”Jeg gik ned med stress for et par måneder siden …” Et nyt skuldertræk. ”Jeg troede egentlig, det ville hjælpe at arbejde hjemmefra under nedlukningen, så jeg slap for alle afbrydelserne på kontoret, men nej. Det blev nærmest værre. Jeg kunne slet ikke overskue noget som helst, og det var mig, der skulle styre alle de interne Zoom-møder på computeren og sørge for, at de andres opgaver blev koordineret. Det kunne jeg slet ikke klare … Nu er jeg så sygemeldt. Jeg får antidepressiv medicin og går i terapi, og behandlingen er begyndt at virke så godt, at jeg snart kan vende tilbage til arbejdet. Så foreslog min mand, at det måske ville være smart at forkæle mig selv lidt inden da. Det er derfor, jeg er her.”
”Det lyder da som en god idé.” Anne-Maj har meget svært ved at forestille sig at få stress. Hendes overbevisning er i bund og grund, at man bare skal tage sig sammen og være omhyggelig med at planlægge sin hverdag. Orden og systematik giver ro i sindet. Men den slags siger man jo ikke højt. ”Hvad laver du?”
”Lige nu?” Ida ler. ”Slapper af og får en drink.” Hun ser på Anne-Maj. ”Sorry. Det er selvfølgelig ikke det, du mener. Jeg er redaktionschef på Alt for Familien … Jeg ved ikke, om du kender bladet?”
”Jo da,” svarer Anne-Maj, helt oplivet. ”Jeg har faktisk lige bedt min datter om at tage denne uges nummer med til mig i morgen. I har nogle rigtig gode krydsord.”
Ida nikker. Isterningerne klirrer i glasset, da hun tager en ny slurk. ”Så du har en voksen datter?”
”Iben.” Anne-Maj smiler. ”Og et barnebarn på snart tolv.”
”Hold da op.” Ida tager endnu en slurk af sin drink. ”Hvad laver Iben?”
”Hun er … Hun søger job for tiden,” siger Anne-Maj.
”Åh. Hvad som?”
”Iben har været ekspedient i mange år, de seneste år i en skoforretning. Hun var ret glad for det, men så kom coronaen … Omsætningen dalede til nærmest ingenting, så ejeren måtte fyre de fleste af medarbejderne.”
”Det gør mig ondt.” Ida lyder faktisk, som om hun mener det. Hun rejser sig: ”Skal du have én med?” Hun ser på Anne-Majs næsten tomme vinglas.
”Jeg burde ikke …”
”Åh, kom nu. Det er min omgang. Bagefter kan vi gå ind og spise. Jeg kan se, der er søtunge i dag.”
”Tak.” Anne-Maj tømmer glasset. ”Men jeg har altså spist.”
Ida ser på uret. ”Den er kun lidt over syv.”
”Jeg var så sulten, og køkkenet åbnede klokken fem …”
”Var den så god, maden?”
”Joh …” Anne-Maj trækker på det. ”Fisken var lidt tør, som om den lige havde fået nogle minutter for meget i ovnen, og kålsalaten var for groft skåret.”
”Ja så.” Ida ser en smule forbløffet ud. Hun kender jo ikke Anne-Majs pertentlige forhold til madlavning.
Det tætomslyngede par på verandaen er gået, og lyset er så småt ved at svinde. Anne-Maj stirrer gennem det småsprossede vindue ud over vandet, hvor en mængde hvide skumtoppe langt nede under hende bryder det mørke havvand.
Ida kommer tilbage med deres drinks, og den følgende time tilbringer de to kvinder i hyggelig samtale. Pillerne og alkoholen i forening har dæmpet smerterne i Anne-Majs knæ til et udholdeligt niveau, og hun sender i sit stille sind en dybfølt tak til sin læge, Morten, som har sørget for, at hans gamle lægesekretær har noget ordentlig smertedækning i stedet for de håndkøbstabletter, der er hospitalets bedste bud.
To kvinder i trediverne sætter sig i sofagruppen ved siden af, også de i badekåber, begge med mørkt, fugtigt hår; den ene kvindes er langt, og den anden er klippet i en kort stritfrisure. Den langhårede har en kæmpemæssig, indviklet tatovering, der dækker hele det ene underben, og et tyndt, flettet læderarmbånd om håndleddet.
”Skål,” siger den korthårede kvinde og nikker til Ida og Anne-Maj med løftet glas.
Da alle fire har nippet til deres drinks, siger den tatoverede i et konverserende tonefald: ”Nå, vi kan da ikke klage, hvad?” Hendes stemme skratter let, som om hun har været kæderyger hele sit liv, og hendes stemmebånd nu definitivt er ved at give op. ”Det her er da bare livet!” Hun sender dem et stort smil.
”Kurbadet?” spørger Anne-Maj. ”Ja, her er dejligt.”
”Vi har vundet det,” siger den korthårede. ”Opholdet, altså. To overnatninger på enkeltværelser, fuld forplejning og tre behandlinger hver. Det koster os ikke en krone.”
”Vi og vi.” Den tatoverede smiler. ”Du vandt, og så var du så sød at invitere din lillesøster med.”
”I er søstre?” spørger Ida.
”Ja.” Hun peger med glasset over mod den anden kvinde: ”Det der er Lenette, og jeg hedder Miah. Andersen og Andersen.”
”For et par uger siden lå der en adresseret brochure i min postkasse,” fortæller Lenette, ”og vi har endda et Nej tak til reklamer-skilt klistret på. Det er ret irriterende, at det ikke bliver respekteret … men denne gang var det jo faktisk held i uheld,” siger hun.
”Hvis tryksagen er adresseret til dig, gælder Nej Tak-skiltet ikke,” siger Ida i et lidt belærende tonefald, som om hun er ved at formulere en notits til sit ugeblad.
Lenette trækker på skuldrene. ”Det var i hvert fald en reklame for et eller andet firma, og der stod uden på kuverten, at man kunne vinde en spa-weekend i Høve … Ellers havde jeg sgu nok ikke lukket den op. Man kunne deltage i konkurrencen ved at svare på nogle dødlette spørgsmål og sende svarene til en bestemt mailadresse.”
Ida smiler. ”Og så vandt du? Fantastisk!”
”Det er helt sikkert på grund af coronaen,” siger Ida. ”Alle hoteller og restauranter har mistet mange penge, så de gør vel alt for at få lidt gang i omsætningen.”
”Ja, alle regeringens vanvittige påfund går hårdt ud over erhvervslivet,” siger Lenette og ryster på hovedet. ”Bare vent: Der vil være mange, som går konkurs. Det er godt nok en høj pris at betale for at undgå en ganske almindelig influenza.”
Anne-Maj skal lige til at protestere, men tager sig i det. Ikke om hun gider sidde her og diskutere med en, der tydeligvis er uden for pædagogisk rækkevidde. Hun leder behændigt samtalen over på mere neutralt område og spørger de to søstre ud om kurbadets udvalg af behandlinger.
Kort efter forlader de yngre kvinder havestuen og går op på deres værelser for at skifte til almindeligt tøj inden middagen.
”Skal vi se at komme ind i restauranten?” spørger Anne-Maj.
”To minutter,” svarer Ida. ”Jeg skal lige drikke ud.”
Da de omsider er på vej ind i restauranten, og Anne-Maj tumler lidt med stokke og skuldertaske, standser Ida pludselig midt i en bevægelse: ”Nu ved jeg, hvor jeg kender dig fra,” udbryder hun. ”Det var dig, der fangede en seriemorder sidste år! I den der genbrugsbutik … det var i Nykøbing Sjælland, ikke?”
Anne-Maj lægger ansigtet i ydmyge folder. ”Åh,” siger hun, ”det var da ikke noget.”
”Jo, det var,” ivrer Ida. ”Hvis du ikke havde grebet ind – hvem ved så, hvor mange flere der var døde?”
”Før eller siden havde politiet vel fundet frem til den rigtige,” svarer Anne-Maj og undgår omhyggeligt at støtte på venstre ben. Virkningen af den smertestillende medicin er ved at klinge af.
”Nu ikke så beskeden.”
Anne-Maj er i vældigt humør resten af aftenen og fortæller beredvilligt om opklaringen af forrige års Genbrugs-mord, og Ida lytter helt opslugt, mens hun spiser. Først da Anne-Maj er ved at trimle om af træthed, bryder de op. Ida følger sin nye bekendt helt hen på værelset, og Anne-Maj må gøre sig meget fast i mælet for at slippe for hendes lidt for omsorgsfulde selskab under vandladning og tandbørstning.
Da Anne-Maj er blevet alene, og aftentoilettet er overstået, tager hun endnu to af Mortens gode Dolol-kapsler. Så trækker hun dynen op til næsen, forsøger at ignorere smerterne og vipper fødderne op og ned, som hun har fået besked på af fysioterapeuten. Resten af de obligatoriske øvelser springer hun over. I morgen giver hun den en ekstra skalle, tænker hun.