6

26. 4. 09 kL. 12.43: dEN SkALdEdE Gik 10.22. TILBAGE MEd BAGERPOSE 10.51. 12.32 kIGGEDE GOdhEdEN Ud Ad VINdUET. hUN VAR VEd AT BØRSTE SIT hÅR. ShAMPOO: RESPONS dAILY CARE. INdkØBT 29. 3. 09 I SUPERBEST. INGEN ØJENkONTAkT, kOdE UkLAR. ALARMNIVEAU 5-8.

Godheden og Den Skaldede kom ud fra opgangen og standsede op, da de fik øje på ham. Godheden havde en blå- og hvidstribet kjole på, og hendes brune ben var nøgne. Hun havde fæstnet håret i nakken med et stort, hvidt plasticspænde, og hun slæbte på både sin håndtaske og et paisleymønstret vattæppe. Den Skaldede bar kun en pink termoboks, der ikke en gang så særligt tung ud.

”Goddag.” Mogens bukkede for dem.

”Jamen, der har vi jo min lille maskot! Goddag, Mogens,” sagde Godheden. ”Vil du have et billede?”

”Ja tak.” Mogens fiskede digitalkameraet op fra rygsækken; ventede, til Godheden havde det helt rigtige ansigtsudtryk og trykkede så på udløseren. Den Skaldede stod og gabte, lige da billedet blev taget, men pyt med det. ”Tak.” Han bukkede igen.

”Vil du have Dan til at tage et af os to sammen, Mogens?”

”Nej tak. Ellers tak.” Mogens fik helt ondt i maven ved tanken. Godheden havde for nogle uger siden presset Den Skaldede til at tage netop sådan et billede – og det havde totalt ødelagt Mogens’ systemer. Den Skaldede havde nemlig vendt kameraet forkert, så billedet var blevet taget på højkant. Alle de tusindvis af andre billeder i Mogens’ samling var i bredformat, og det generede ham voldsomt, at et enkelt brød mønsteret. Han havde mest lyst til at smide det ud, men på den anden side; et billede af ham selv og Godheden sammen! Han kunne selvfølgelig også have beskåret det i computerens fotoprogram, men han havde nu en gang sine principper … Efter mange og lange overvejelser havde Mogens købt et helt nyt fotoalbum, som kun rummede ét billede. Det billede. På den måde optrådte det kun i et system for sig, og han undgik at få ødelagt sit gode humør, hver gang han bladrede i de normale album. Det var et kompromis, han kunne leve med. Men ikke om han nogensinde ville have Den Skaldede til at bruge kameraet igen!

”Hvor skal I hen?” spurgte han.

”På skovtur.” Godheden lod vattæppet skifte arm. ”Det er jo søndag, og solen skinner.” Hun fandt en pose med sukkerfri mentolbolsjer i sin taske. ”Vil du have et?”

”Tak.” Han tog et bolsje, der var fint indpakket i lyseblåt papir. Men han lod sig ikke aflede. ”Hvorhenne skal I på skovtur?” Han stak bolsjet i jakkelommen.

”Vi finder et godt sted uden for byen.”

”Skal jeg bære det dér for dig?”

”Tak, det går fint. Ved du hvad, Mogens … Det kunne være, at du …” Godheden så op på sin ledsager.

Den Skaldede stod pludselig alt for tæt på. ”Du skal ikke følge efter os i dag, Mogens. Vi vil godt være lidt i fred, okay?” Mogens snurrede om på hælen og småløb hele vejen hen til sin bil. Den satans skaldede mand. Den satans satans satans. Han drejede startnøglen, spændte sikkerhedsselen og gjorde klar til at dreje ud fra fortovskanten.

Først nu opdagede han, at bilen foran ham havde en god nummerplade. SI 51 515. Faktisk usædvanligt god. Som skabt til hans samling. Et øjeblik var han dybt splittet, men så blinkede han af og kørte ud i trafikken. Han havde ikke tid nu. Med lidt held holdt bilen her stadig, hvis han kom tilbage om et par timer.

Mogens kørte en lille smule for hurtigt rundt om blokken. Hen langs Ørstedparken, rundt om hjørnet ud ad Gyldenløvesgade, til højre ad Nørre Farimagsgade, op langs vestsiden af parken, til han standsede i den position, der ifølge hans erfaringer var mest taktisk, hvis man skulle holde øje med en bil, der kom op fra parkeringsanlægget på Israels Plads. For eksempel en cabriolet med en skaldet mand ved rattet og Godheden i passagersædet.

Han kom ikke til at vente længe.

Den sølvgrå Audi trillede uden at forhaste sig op mod Gyldenløvesgade. Mogens nåede lige at se Audiens bagende forsvinde til venstre med kurs mod Rådhuspladsen – så blev lyset rødt, og han var nødt til at holde stille. Satans satans satans. Hans hænder knugede sig så stærkt om rattet, at det gjorde ondt i leddene. Han ramte den grønne bølge hele vejen ind ad H. C. Andersens Boulevard og over broen. Ved krydset lige efter Seruminstituttet holdt Den Skaldedes bil og blinkede til højre. Da Audien kort efter kørte ud ad Amager Fælledvej, havde den Mogens i kølvandet.

I Kongelunden kørte bilen ind på en parkeringsplads. Mogens følte sig meget snedig, da han kørte ind til siden halvtreds meter længere fremme og parkerede. Her ville Den Skaldede aldrig få øje på bilen. Mogens lagde notesbogen og kameraet ned i lommerne på vindjakken og lod rygsækken blive liggende. Den ville være alt for nem at få øje på, og han var helt klar over, at det ville være en dårlig idé at blive opdaget netop i dag, når Den Skaldede var i dét humør.

Da han til fods nærmede sig parkeringspladsen, nåede han lige at få et glimt af den pink termoboks, der forsvandt ind i skoven, hængende fra Den Skaldedes hånd. Mogens fulgte efter på sikker afstand.

Et par hundrede meter inde i skoven drejede de fra ad en smal sti. Mogens stod helt stille bag en høj stabel træstammer og så, hvordan Godheden standsede i en lysning og drejede rundt om sig selv en gang, før hun bredte vattæppet ud. Den Skaldede satte oppakningen fra sig. Han strakte sig. Sagde noget. Godheden lagde hovedet tilbage og lo.

Den Skaldede lagde armene om Godheden og kyssede hende. Længe. Mogens tog et billede af dem. Han vidste ikke rigtigt, hvad han ellers skulle stille op med sig selv. Alt det kysseri gjorde ham usikker. Efter noget tid lo Godheden igen og rev sig løs. Hun begyndte at pakke maden ud. Mogens kunne ikke se, hvad de skulle have at spise, men der var flere forskellige skåle og sølvpapirpakker. Og vin. Og mineralvand i en grøn flaske. De satte sig til at spise. Mogens tog nogle flere billeder.

Hans mave knurrede. Han fortrød, at han ikke havde taget lidt mad med fra rygsækken, men han havde ikke haft mere plads i lommerne. Han fandt det bolsje, Godheden havde givet ham. Han havde ellers tænkt sig at gemme det som souvenir, men nu ofrede han det. Det skulle han aldrig have gjort, tænkte han, da han efter få sekunder havde fået tårer i øjnene af mentolsmagen og måtte spytte det stærke bolsje ud.

Mogens følte en stærk trang til at hoste, men turde ikke. Tænk, hvis de hørte ham. Han rømmede sig forsigtigt. For at tænke på noget andet fiskede han sin notesbog frem og begyndte langsomt og omhyggeligt at skrive videre på formiddagens rapport.

Hvert bogstav formede han pertentligt, så det stod helt præcis på linjen. Det var meget vigtigt for ham, at bogstaverne var nøjagtigt lige høje. Han havde nogle gange været ude for, at han var kommet til at skrive forkert. Hvis nogen skubbede til ham, for eksempel, eller hvis han sad i en bus og skrev, og så bussen pludselig bumpede. Når det skete, skulle han tage sig meget sammen for ikke at skrige højt i frustration. Det ødelagde hele notesbogen for ham, hvis der var en forkert streg.

… GOdhEdEN HAR kJOLEN MEd dE BLÅ OG hVIdE STRIBER PÅ. SkOENE ER dE hVIDE BALLERINASkO. ALARMNIVEAU 3-8.

Mogens sad lidt og stirrede på det, han havde skrevet. Det var måske lidt højt sat med en 8’er i sekundær værdi, tænkte han. Potientialet lå strengt taget lavere her end på Nørrevold. Den primære værdikode ændrede sig jo fra time til time. Der var i forvejen tale om et skøn … Han lavede en tilføjelse:

kOdE FOR ALARMNIVEAU REVURdERES 15.30.

Så kiggede han op fra sit koncentrerede arbejde for at se, om han havde glemt noget i beskrivelsen af Godhedens påklædning, og opdagede, at de åbenbart var færdige med at spise, de to på vattæppet. Faktisk lå de ned, mellem plasticskålene og flaskerne og køkkenrullen. De kyssede hinanden, og Godhedens øjne var lukkede. Mogens tog et par billeder og lod kamerasigtet glide ned langs de to tæt sammenslyngede kroppe. Det standsede ved Den Skaldedes hånd, der arbejdede sig op ad et langt, brunt ben. Da den nåede knæet, bøjede benet sig og faldt ud til siden, mens hånden langsomt skubbede det stribede stof væk og bevægede sig op langs inderlåret.Godheden løftede sig op imod mandens krop, åbnede sig for hans hånd. Hendes ryg var spændt i en bue over underlaget, og hun begyndte at udstøde nogle underlige lyde. Som om hun havde ondt. Eller … Måske havde hun netop ikke ondt. Mogens var forvirret. Han kunne ikke lide den måde, hendes stemme lød på; var bange for det, han så. Turde på den anden side heller ikke løbe sin vej, for hvad, hvis det, Den Skaldede gjorde ved hende, virkelig gjorde ondt … Hvis hun pludselig fik brug for hjælp. Den Skaldede holdt pludselig op med at kysse Godheden. Han satte sig på knæ og fjernede mad og service og glas fra vattæppet med et par store, fejende bevægelser. Han lo. Godheden blev liggende. Hun lo også, men hendes latter var anderledes nu. Dybere, hæsere, nærmest lidt søvnig, selv om hun nu overhovedet ikke så ud, som om hun havde lyst til at sove. Så rakte hun op efter Den Skaldede og trak ham ned til sig. Nu kyssede han hendes hals, hendes bryst. Godheden lagde hovedet tilbage. Og ikke ret lang tid senere begyndte lydene igen. Mogens holdt sig for ørerne. Den Skaldede lynede sine bukser op, og …

Nej! Mogens kneb øjnene sammen. Det her var slemt. Så slemt, at han ikke kunne gribe ind og redde hende. Så slemt, at han ikke kunne gå sin vej. Han kunne ikke en gang finde ud af at tage flere billeder af det, der nu skete på det paisleymønstrede vattæppe. Godhedens mærkelige jamren blev stadigt kraftigere. Mogens vidste, at han under ingen omstændigheder måtte give efter for sin trang til at skrige højt. I stedet piblede tårerne ned ad hans kinder. Han holdt øjnene knebet tæt sammen, så han ikke skulle se på den brede, muskuløse ryg, der hvælvede sig over Godhedens fintbyggede krop, og de hvide balder, som nu bevægede sig frem og tilbage, frem og tilbage mellem to lange, solbrændte ben. Mogens borede fingrene ind i ørerne, længere og længere ind, efterhånden som den jamrende lyd steg i styrke. Men ikke en lyd kom der fra ham. Det var mere vigtigt end nogen sinde, at han ikke blev opdaget.

Først efter lang tid, da lydene var forsvundet, og de hvide balder lå helt stille mellem de brune ben, fjernede Mogens hænderne fra ørerne, vendte rundt og skyndte sig tilbage til sin bil. Han hadede Den Skaldede mere end nogen sinde. Den satans satans satans.

”Jeg ved godt, jeg er paranoid,” sagde Kirstine. ”Men jeg havde hele tiden sådan en underlig fornemmelse af at blive iagttaget.”

”Det virkede da ikke, som om det ligefrem generede dig,” mumlede Dan med læberne mod hendes kind. Han løftede hovedet, så han kunne se hendes ansigt. ”Du er måske en lille ekshibitionist, når det kommer til stykket?”

Hun lo. ”Find en skuespiller, der ikke har tendenser i den retning …” Hun skubbede let til ham. ”Kan du ikke lige stige af, Dannyboy? Du er altså tung at have liggende.”

Dan vendte sig i en doven bevægelse, så han kom til at ligge ved siden af hende. Liggende på ryggen lynede han sine bukser. Så satte han sig op, fandt et glas ude i det høje græs, fyldte det med mineralvand og tømte det i ét drag, før han lod sig falde tilbage på vattæppet.

Kirstine, der nu også var fuldt påklædt, lagde sig med hovedet på hans arm. ”Jamen, jeg mener det faktisk,” sagde hun så. ”Jeg havde det, som om Mogens stod og så det hele.”

”Han var der ikke,” sagde Dan. ”Jeg er sikker på, jeg ville have lagt mærke til ham, hvis han havde fulgt efter os herud.”

”Jo, men …”

”Kirstine.” Dan strøg en fugtig, brun hårlok væk fra hendes kind. ”Pyt nu med Mogens. Jeg var der, og jeg nød det.” Han kyssede hende på panden. ”I fulde drag.”

”Det gjorde jeg også.”

Kirstine tændte en cigaret, og de fulgte begge røgen med øjnene, mens den steg næsten lodret til vejrs i den vindstille luft. De lå nogle øjeblikke og stirrede op i trækronerne. Bøgen var lige akkurat sprunget ud – over fjorten dage tidligere end sædvanligt – og lyset var det yndigste, lysegrønne flimmer.

”Synes du slet ikke, han er creepy?” spurgte Dan.

”Hvem? Mogens? Næh … Han gør såmænd ingen fortræd.”

”Så du vil stadig ikke ringe til politiet?”

”Det er der da ingen grund til. Det virker jo, når man beder ham holde sig væk, ikke?”

”Tjah. Men dagen efter står han der igen med sit kamera og sin lille rygsæk.” Dan rynkede brynene. ”Jeg synes sgu, han er lidt uhyggelig, det må jeg tilstå.”

”Jeg synes, han er sød.” Kirstine tog et langt drag af cigaretten og pustede røgen ud i en tynd stråle. ”Han er i hvert fald en trofast fan, det må man sige.”

”En trofast fan … Var det ikke sådan én, der slog John Lennon ihjel?”

”Åhr, Dan! Mogens er det blideste menneske, du kan forestille dig. Det gør helt ondt i mig, når du gør ham ked af det. Som i dag.” Hun førte igen cigaretten ned til læberne, og Dan kunne mærke den skarpe tjærelugt.

”Hvordan skulle jeg ellers have gjort det? Jeg er da nødt til at formulere mig, så han kan forstå det, ikke?”

”Det var altså lidt synd.”

Dan rystede på hovedet og lå tavs lidt, inden han fortsatte: ”Hvor længe er det egentlig, han har fulgt efter dig?”

”Ork … Det er i hvert fald et par år nu. Jeg er blevet så vant til ham, at jeg nærmest ikke lægger mærke til ham mere.” ”Det må have været slemt for ham, da vi var ude på øen.” Dan og Kirstine og en flok andre hel- og halvkendisser havde otte måneder forinden opholdt sig på en ø i forbindelse med optagelserne til et realityshow. Det var der, de to havde mødt hinanden og forelsket sig så stormende, at det havde betydet afslutningen på Dans mangeårige ægteskab med Marianne. Øen havde været totalt isoleret, så Kirstines lille, vindtørre følgesvend havde ikke haft mulighed for at holde øje med hende under opholdet. ”For Mogens’ skyld var det nok meget godt, at showet blev afbrudt efter en uge,” sagde Dan.

Kirstine askede i græsset og lo. ”Ja, er du gal? Hvis vi var blevet der tiden ud, tror jeg sgu ikke, han havde overlevet det. Han græd næsten, da han så mig igen.”

”Gad vide, hvad han fejler?”

”Jeg formoder, han har autistiske træk. Men helt tosset kan han ikke være. Han kører da bil, ikke?”

”Hvor bor han? På et hjem eller noget?”

Kirstine trak på skuldrene og sendte en sidste røgsky op mod det lysegrønne flimmer, før hun slukkede cigaretten. ”Ingen anelse. Jeg ved i det hele taget ingenting om ham, ud over hans fornavn og hans præferencer med hensyn til tv-serier.” Hun satte sig op og fandt posen med mentolbolsjer frem. ”Vil du have et?”

”Tak.” Dan knasede bolsjet højlydt, mens han kom helt op at stå. ”Hvad laver du”

”Pakker sammen. Vi skal snart se at komme hjem.”

”Nu?” ”Jeg sagde jo, jeg har noget arbejde, jeg skal være færdig med inden i morgen …”

”Så du tager helt hjem?

Helt til fucking Christianssund?”

”Det er jeg nødt til, Kis.” Dan satte sig på knæ ved siden af hende. ”Jeg er sgu ked af det, men …”

Hun rystede på hovedet uden at se op. ”Jeg havde bare håbet, at vi kunne være sammen i dag. Det er min sidste friaften inden første forpremiere, og du ved, hvordan det er, når det går løs for alvor …” Kirstine havde omsider – efter lang tids træden vande – fået en rolle, hun virkelig var glad for. Ikke nogen stor rolle, men en rolle, der lå milevidt fra sødsuppe-karakteren Anita i Hvide Violer. Det i sig selv var nok til, at Kirstine elskede den. Dan tog hendes hånd. ”Jeg kommer jo til premieren på fredag.”

”Ja ja.” Hun rejste sig. ”Det gør du vel.”

Kirstine gik foran ad den smalle sti ned mod bilen. Derfor så hun ikke, da Dan pludselig standsede ved den store stabel af træstammer og samlede noget op fra jorden. Hun bemærkede heller ikke, at han glattede det kvadratiske, lyseblå stykke papir ud og betragtede det med rynkede bryn, før han langsomt krøllede det sammen og stak det i bukselommen. Fanden tage den lille kratlusker.

Tilbage til bogens side