Huden på mormors arme er blødere end noget andet, jeg kender. Nogle gange har hun kun undertrøje på, når hun sidder og holder om mig, og jeg kan læne kinden mod indersiden af hendes overarm og mærke den tynde, rynkede hud, der altid er så varm. Under huden er der et lag af noget, som virker flydende. Hvis man prikker forsigtigt til hendes arm, skvulper det lidt derinde. Prikker man flere gange efter hinanden, kan man få den løse hud til at gynge frem og tilbage. Gyng-gang, gyng-gang …

”Lad nu være, Marie!” Hun vifter min finger væk. ”Du skal ikke sidde og lege med mine deller!”

”Jamen, mormor … Det ser så sjovt ud!” Gyng-gang.

”Nej, hold nu op, skat.” Mormor trækker armen til sig. ”Gider du ikke at høre mere af Emil fra Lønneberg i dag? Skal vi tage resten i morgen?”

”Nej! Jeg vil høre den færdig nu.”

”Jamen, så må du holde op med at sidde og kilde mig!”

Jeg nikker og stikker hænderne ind under min numse, så de ikke kommer til at prikke til hende igen. Jeg lægger kinden på hendes skulder, og hun roder mig lidt i håret, før hun læser videre.

Hendes stemme stiger og falder. Den kan være blød og lattermild, høj og skinger eller helt dæmpet og søvndyssende.

Jeg elsker de steder, hvor Emil gør noget, han ikke må, og hans far råber efter ham, men jeg tror, at mormor bedst kan lide at læse de afsnit, hvor de voksne i historien taler sammen. Nogle gange ryster hendes stemme, når Emil gør noget sødt. Dengang vi læste det kapitel, hvor han redder Alfreds liv, og lægen siger, at Emils far og mor skal være stolte af deres lille dreng, da græd mormor så meget, at hun næsten ikke kunne læse videre. Jeg trøstede hende og aede hendes hår, så jeg kunne få resten af historien, men jeg har aldrig bedt om at få det kapitel igen. Jeg bliver bange, når mormor græder.

Mormors arbejdstøj er en grå mandejakke med stive skuldre og en nederdel i det samme stof. Det kradser, og man må ikke sætte fedtfingre på det. Når hun har det tøj på, er der ingen, som kan regne ud, hvor blød huden er inde under det hårde stof. Det er kun morfar og mig, der ved det. Og vi siger det ikke til nogen af alle de mennesker, mormor går til møder med.

Der er også en anden ting, der kan få mormor til at græde. Det er billederne på væggen nede i stuen. Når hun står ved den væg, får hun tårer i øjnene, så jeg kigger mest på den, når hun ikke er der. Hvis hun så kommer ind til mig, skynder jeg mig at lave noget andet, så hun ikke kommer til at tænke på billederne. Det er bare svært, for der er så mange af dem.

Billederne fylder en hel væg. De hænger helt tæt sammen i alle mulige forskellige rammer. Nogle er i sølv med små blade i hjørnerne, nogle er sorte og helt kedelige, nogle er bare sådan nogle små clips på en stykke glas. To eller tre af billederne er kun grå og hvide, men de fleste er i farver. Der er mange billeder af min mor, både da hun var helt lille, endnu mindre end mig, og da hun var voksen. På nogle af billederne har hun mig eller min storebror på skødet, og på et enkelt ligger der en arm rundt om hendes skulder. Morfar har fortalt mig, at den afhuggede arm er min fars. Den er det eneste, jeg nogensinde har set af ham.

Da jeg var lille, måske fire et halvt, spurgte jeg en gang, hvorfor min fars hoved ikke var med på billedet. Så begyndte mormor at græde. Morfar gik hen og holdt om hende, og hun stod bare dér og blev ved med at græde og sige, at det hele var min fars skyld, mens morfar klappede hende på ryggen.

Da min mormor var holdt op med at græde, gik hun i Netto, og morfar sagde til mig, at jeg ikke skulle spørge om mere. Mormor ville bare blive ked af det igen, og jeg var alt for lille til at forstå det hele. Så jeg spurgte ikke mere, men jeg kigger tit på armen og prøver at forestille mig resten af den mand, der var min far engang.

Jeg ved selvfølgelig godt, at de er døde alle tre, og at det er derfor, jeg bor hos mormor og morfar. Jeg ved ikke rigtigt, hvad de døde af, men det er i hvert fald længe siden. Jeg var bare en lille baby, så mormor måtte give mig mælk fra en sutteflaske, indtil jeg var gammel nok til at spise rigtig mad.

Nu er jeg stor, fem år. Jeg skal i børnehaveklasse om fire måneder, en uge og tre dage. Det er 132 dage i alt. Morfar og jeg laver et kryds i kalenderen hver dag, og han har lært mig at tælle baglæns, så jeg altid ved, hvor mange dage, der mangler. Jeg kan også alfabetet. Og jeg kan skrive MARIE og MORMOR og MORFAR og KAT og HUS.

”Hvad har du egentlig tænkt dig, at det stakkels barn skal få tiden til at gå med i skolen, Klaus?” siger min mormor en gang imellem. Hun prøver at lyde sur, men jeg kan godt mærke, at hun også er lidt stolt.

”Åhr, så må hun springe de første klasser over og gå direkte i ottende. Ikke, pus?” Morfar smiler og viser mig, hvordan man bruger en passer, mens mormor ryster på hovedet og henter saftevand til os alle tre.

Morfar er skolelærer, så han ved alt om at gå i skole. Han er meget klog og gammel. Han arbejder på en anden skole end den, jeg skal gå på. Hans skole er for nogen, der er næsten voksne. Et gymnasium, hedder det. Jeg skal bare gå på Dyssegaardskolen, hvor alle de andre fra børnehaven også skal gå.

”Din skole er meget sjovere end min,” siger han, når jeg plager for at komme derhen, hvor han er lærer. ”På min skole må man ikke lege!”

”Får man skældud, hvis man leger?”

”Man får smæk på rektors kontor, hvis man kommer til at have det sjovt i skoletiden,” siger han og ser alvorlig ud.

Mormor skubber ham i siden. ”Så hold dog op med det vrøvl, Klaus!” Hun vender sig om og kigger på mig. ”Der er ikke nogen, der slår på eleverne, Marie, hverken på hans eller din skole. Du skal ikke tro på ham!”

”Jo, dem fra de små klasser kan godt få nogle bank,” siger jeg.

”Hvorfor tror du det?”

”Fordi det siger de andre.”

”Det passer ikke. Man må slet ikke slå på børn.”

”Næ, men dem fra de store klasser gør det alligevel …”

”Nåh, de andre børn. Ja, det kan vist desværre godt ske. Men så må man sige det til læreren.”

”Han gør ikke noget ved det.”

”Hvor har du det fra?”

”Fra Gummitarzan.”

Det kan hun ikke sige noget til, for hun har selv læst bogen for mig.

Det er i virkeligheden lidt synd at diskutere med mormor, for hun er jo ikke så klog som mig og morfar. Hun arbejder heller ikke på en skole, men på et kedeligt kontor, og hun kan ikke rigtigt forklare mig, hvad hun laver derhenne. Måske ved hun det ikke en gang selv. Hun siger, hun er chef, og at det er derfor, hun altid har så sent fri, at det er morfar, der skal hente mig i børnehaven. Hun er også nogle gange til møder om aftenen, og så er det morfar, der læser godnathistorie for mig. Det er han ikke så god til. Han gider kun at læse de korte kapitler, og han siger alle stemmerne på samme måde, så man ikke kan kende forskel.

 

Januar 2005

“Virker det helt åndssvagt at skrive sine erindringer i nutidsform?”

”Vent lige … Jeg kan ikke høre en skid, når vandet løber herude!”

Marie rejste sig og stak hovedet ud i badeværelset, hvor Thomas stod med bagdelen i vejret og var i fuld gang med skrubbe badekarret.

”Jeg spurgte bare, om du synes, det virker dumt at skrive sine erindringer i nutid?”

Thomas rettede sig op og grinede vantro: ”Dine erindringer? Er det ikke lidt tidligt? Du er ikke en gang fyldt 27!”

”Det var overhovedet ikke det, jeg spurgte om.”

”Sorry. Erindringer i nutidsform?” Han lagde ansigtet i alvorlige folder. ”Det er lidt søgt, ikke?”

”Måske. Det er bare det, der falder mig mest naturligt. Er det åndssvagt?”

”Det ved jeg sgu ikke, Marie.” Han bukkede sig igen forover og fortsatte med at skrubbe. ”Det kommer vel an på, hvad du skal bruge det til.”

”Hvad mener du?”

”Jo, er det noget, der skal udgives, eller er det bare noget, du skriver for din egen skyld?”

”Kan det ikke være begge dele?”

”Du ved godt, hvad jeg mener. Er det kunst eller terapi?”

Marie spyttede sit tyggegummi ud i toiletkummen og betragtede hans veltrænede røv i de stramme jeans. Den bevægede sig i takt med den grundige rengøring. ”Så er det vel en slags kunstterapi.”

”Altså terapi.”

”Som du vil. Du er jo den, der har forstand på den slags.”

Han rettede sig igen op og smed skurebørsten fra sig ned i badekarret. ”Kom her, din lille finke!” Han lagde armene om livet på hende uden at røre hende med sine våde hænder. ”Nu ikke så sur. Du spurgte selv.”

Hun rev sig løs. ”Jamen, du har jo ikke givet mig et svar. Det er ellers ret enkelt: Kan erindringer fungere i nutidsform, eller kan de ikke?”

”Jamen, jeg har ikke et entydigt svar. Du bliver nødt til at forklare mig lidt mere, hvis jeg skal kunne sige ja eller nej.” Thomas trak hende hen til sig igen og lagde en nogenlunde tør hånd over hendes læber, da hun forsøgte at svare. ”Nej, hør nu på mig. Hvis det mest er skrevet, fordi du har brug for at tænke nogle ting igennem, så tror jeg, det kan have en god funktion at bruge nutid. Måske kan det oven i købet være en hjælp, hvis du i nutidsformen har lettere ved at huske, hvordan det var at være dig, da du var ung. Altså endnu yngre!” Han grinede.

”Og hvis det skal udgives?” Hendes tone lød stadig såret.

”Så virker det måske lidt underligt.” Han kyssede hende på munden. ”Og dog … Det ved jeg sgu ikke, skat. Måske er det meget fedt. Må jeg læse, hvad du har skrevet?”

”Nej. Ikke endnu. Det er også bare noget pjat, tror jeg.” Først nu gengældte Marie hans omfavnelse og kyssede tilbage. Gennem hans cowboybukser kunne hun mærke ham vokse, og hun pressede sig lidt tættere ind til ham. ”Skulle vi ikke gå ind i seng igen?” mumlede hun mod hans hals.

Han rystede på hovedet. ”Desværre. Jeg vil lige være færdig herude, inden jeg skal af sted.”

”Af sted?” Hun trådte et skridt bagud. ”Skal du gå?”

”Ja, det har jeg sgu da fortalt dig. Jeg skal med ungerne i biffen.”

”Du havde dem også i sidste weekend!”

”Ja, men Birgitte skal til et eller andet arrangement, så vi byttede lidt rundt. Det HAR jeg altså fortalt dig!” Han forsøgte at trække hende ind mod sig igen.

”Nej, lad nu være, Thomas!”

”Vi ses jo igen på søndag, skat!”

”På søndag? Oh, hvor er jeg beæret!”

”Hold nu op, Marie!”

”Jeg må stadig ikke se dine henrivende poder?”

”Ikke endnu. De bliver bare forvirrede.”

”Jamen, før eller siden skal de vel møde mig?”

”Ja ja.” Han stod igen bøjet over badekarret. ”Men det er stadig for tidligt.”

Marie gik ind i stuen, slukkede den bærbare og samlede sine ting hulter til bulter i den store weekendtaske. Hun trampede og skramlede så ihærdigt, at ikke en gang Thomas kunne undgå at opfatte situationen – selv om hans åndssvage vand stadig løb derude.

”Hvad nu?” Han stod i døren med børsten i hånden.

”Jeg smutter. Jeg vil da nødig være i vejen, når de små, uskyldige pus kommer på weekend hos deres far. Tænk, hvis de skulle opdage, at han ikke lever i cølibat!”

”Hold nu op, Marie!” Thomas’ mund blev en tynd streg. ”Vi har kun kendt hinanden i nogle få uger. Det er sgu da meget rimeligt, at jeg godt vil være helt sikker, før jeg …”

”Nogle få uger?” Marie kæmpede for at få armene ned i frakkens ærmer uden at sætte tasken fra sig. ”Vi har været sammen i fire fucking måneder!Hvornår havde du tænkt dig at præsentere mig for dine børn? Ved guldbrylluppet?”

Thomas prøvede igen at fange hende i et knus, men hun undveg og gik med lange skridt hen mod entrédøren.

”Vi se om to dage!” råbte han efter hende. Marie lod døren falde i efter sig med et brag, der fik vinduerne i hele opgangen til at klirre. Spade! Hvis han troede, at hun bare ville blive ved at hænge på og finde sig i at blive behandlet som … som … Ja, så tog han fejl, idioten! Hun var simpelthen bare SÅ træt af hele det spil med Thomas og hans unger og hans dumme ekskone! Fandens også, at den skiderik var så god i en seng!

Hun standsede op på fortovet og knappede resten af knapperne. Det var alt for koldt til at fare rundt med åben frakke og … For pokker da! Hun havde stadig sine sutsko på! Nu lå hendes støvler oppe i Thomas’ lejlighed, og hun kunne først få fat på dem om to døgn, når hans dumme unger var blevet returneret til Charlottenlund-villaen og eksfru Hønserøv. Pis! Marie hankede igen op i den tunge taske og trampede ind ad Gammel Kongevej i sine pailletbesatte silkeslippers, mens hun forsøgte at tænke på noget andet end sine stakkels, kolde tæer. Det kunne have været værre. Hun kunne for eksempel have haft stilethæle på. De her var da i det mindste flade, tænkte hun og satte i det samme foden ned i en isbelagt vandpyt, der gennemblødte den tynde stofsål på sekunder.

Selvmedlidenheden sendte en strøm af varme tårer ned over hendes forfrosne kinder, og hun småløb vrælende hele vejen hjem til Studiestræde. Hun låste gadedøren op, buldrede op ad trapperne og smed sin taske lige inden for entrédøren, før hun flåede de våde nylonstrømper af og kastede sig ned under dynen for at tude færdig.

Da hendes tæer havde genvundet noget i nærheden af normal kropstemperatur, tog hun termosokker på og gik ud i sit lille køkken for at lave en kop te. Heldigvis var hun stadig sur på Thomas. Jo længere, hun kunne udskyde fortrydelsen, desto bedre. Deres forhold bestod efterhånden af lige dele sex og skænderier. Hvornår havde de sidst oplevet noget sammen? Hun talte på fingrene. Tre biografture, én koncert, fem restaurantbesøg og én dødkedelig lyrikoplæsning på fire måneder. Hm. Og den seneste af disse uforglemmelige begivenheder – lyrikaftenen – havde fundet sted for over en måned siden.

Hun havde ellers syntes, de havde så meget til fælles, da de mødte hinanden. Thomas havde i efteråret været gæsteforelæser på seminariet, og hun havde fra første blik fundet ham aldeles uimodståelig. Han var 20 år ældre end hende, og med sin lave statur og den lidt for høje pande var han måske ikke ligefrem noget skønhedsideal, men hans øjne var cognacfarvede, og hans bevægelser var selvsikre og smidige, så han havde noget katteagtigt og meget sexet over sig. Det var, som om han konstant nød opholdet i sin egen krop, og når de lå tæt op ad hinanden, kunne hun næsten høre ham spinde. Da hun sagde det til ham, havde de været kærester i et par uger. Han var blevet stærkt smigret og havde sidenhen aldrig forsømt en lejlighed til at sige ”Grrr …” og vise kløer på den stripperagtige måde, når han var i humør til lidt kæleri. Eller det vil sige … På det seneste havde han faktisk ikke gjort det en eneste gang. Gad vide, hvordan man skulle tolke det?