“Jeg går nu,” sagde han. “Skal du ikke holde fyraften?”

Christina rystede på hovedet. “Jeg lovede mester at blive færdig i dag.”

“Skruebrækker.” Nick så på hende. “Husk at låse efter dig.”

Christina stillede sig hen til vinduet. Hun fulgte malersvenden med øjnene, mens han krydsede gården og forsvandt ind i den mørke portåbning. En skrå firkant lyste op på asfalten et øjeblik, da han åbnede porten ud til gaden. Hun blev stående lidt med panden hvilende mod den kølige termorude. Det var helt mørkt derude, selv om klokken kun lige var blevet fire. Snefaldet havde varet en times tid, og man kunne tydeligt se, hvor Nick og Jørn og de andre havde gået. Deres spor førte fra døren i baghuset, hvor hun stod, og løb sammen med de lange, bugtende cykelspor fra halvtaget i gårdens fjerneste ende.

Da Christina var helt sikker på, at de andre håndværkere var forsvundet, gik hun tilbage til det lokale, hun var i færd med at sætte i stand. På vejen slukkede hun for ghettoblasteren. Hvis hun skulle høre så meget som et minut mere på de manisk plaprende værter på Voice, ville hun begynde at skrige. Eller måske græde. Men det var en af ulemperne ved at være lærling; man lyttede til det, svendene ville høre. Og det ville i dette tilfælde sige Radio Voice. Både Nick og Jørn sværgede til den station.

Til gengæld ville de to herrer med garanti have vendt øjne ad den musik, der nu kom gennem øre-plugs’ene fra Christinas iPod. Hun skruede op, så Patsy Clines stemme fyldte hendes hoved, og croonede med af fuld hals: “Crazyyyyy, I’m crazy for being so lonelyyy. I’m crazyyyy, crazy for feeling so bluuuuue.” Det var godt, der ikke var nogen, som kunne høre hende.

Stadig syngende rensede Christina den uhåndterlige femogtredive centimeters spartel, hun havde kæmpet med hele eftermiddagen, og fandt en smallere frem, før hun hældte spartelmasse op i rullespanden og gik i gang med det rum, hun havde fået eneansvaret for. Hendes højre arm og skulder værkede, fordi Nick og Jørn hele dagen havde punket hende til at bruge den store spartel. “Ellers komme vi jo ingen vegne, kvindemenneske,” sagde Nick, og “Det kan da ikke være rigtigt, at der skal tages særhensyn, bare fordi vi har fået en kælling i sjakket,” tilføjede den noget ældre Jørn.

Begge svende kunne ubesværet arbejde med de største spartler. Det så så let ud, når Jørn på få øjeblikke spartlede en kvadratmeter væg uden at skulle bøje sig ned efter mere spartelmasse. Så dygtig ville Christina også gerne være. Men én ting er en voksen, muskuløs mand på én halvfems, noget andet er en spinkel, enogtyveårig pige på én toogtres. Hun kunne måske nok lave en lige så flot finish som Jørn og Nick, men hun ville aldrig blive så hurtig som dem. Måske var hun i virkeligheden slet ikke stærk nok til det her fag, tænkte hun og løftede rullespanden op på stigens øverste trin. Problemet var bare, at det var det, hun ville. Christina blev måske aldrig den store fan af klargøringen, men hun elskede at male og tapetsere, hyggede sig med at være omhyggelig med kanter og hjørner, satte en ære i at støde tapetbanerne helt perfekt sammen, så sammenføjningen blev usynlig.

Alt i alt var arbejdet faktisk godt nok, det var bare svendene, der var lidt belastende. Det var derfor, hun havde opfundet det lægebesøg i formiddag, så hun kunne stå her i fred og ro; fri for både deres musik og deres drillerier. Når hun var udlært, tænkte Christina og trak omhyggeligt den fede, lysegrå spartelmasse ud i et jævnt lag, så ville hun starte for sig selv. Være sin egen mester. En lille enmandsbiks, hvor hun kunne tage ud og hjælpe almindelige mennesker med at fikse deres lejligheder op. Hun så sig selv stå og rådgive om farvesammensætninger og tapetmønstre, forestillede sig, hvordan det ville være at drikke en kop kaffe sammen med kunderne, når arbejdet var fuldført. Måske kunne hun slå sig sammen med en snedker, der kunne lave reoler og skabe på mål. Det skulle bare helst være en kvinde, tænkte hun.

Efter et par timer holdt Christina en pause. Hun stod henne ved vinduet og pustede cigaretrøg ud gennem en smal, iskold sprække, nu med et gammelt Dixie Chicks-album i ørerne. Der var noget, der bevægede sig nede på den mørke gårdsplads, en skygge med retning mod porten. Øjeblikket efter viste den skrå lysfirkant sig i portåbningen for så at forsvinde igen. Mærkeligt, tænkte Christina. Hun kunne have svoret på, at hun var den sidste. Hun smed cigaretskoddet ud ad vinduet og lukkede begge hasper. Så gik hun tilbage til sit arbejde.

Ved ottetiden hældte Christina den overskydende spartelmasse tilbage i spanden og lukkede låget omhyggeligt. Så rensede hun spartlen, lagde kedeldragten ved indgangsdøren og iførte sig jakke, skibukser og cykelhjelm.

På cykelturen hjem bed kulden i hendes kinder og trængte ind i sprækken mellem jakkens ærme og luffens kant. Der var næsten ingen trafik her midt på aftenen, hvor det værste julegavekaos var overstået. Hele vejen hjem spekulerede hun over, hvad hun skulle forære sin mor, der som sædvanlig havde nægtet at udlevere en ønskeseddel. Hendes lærlingeløn levnede ikke plads til de helt store udskejelser, men lidt kunne hun da godt få råd til.

Turen op ad Skolevænget var stejl, og asfalten var glat af sne. Efter små hundrede meter stod Christina af og trak resten af vejen. Forældrenes hus havde engang været et af vejens smukkeste; med hvidsprossede vinduer og sortglaserede tegl. Men de seneste år havde forfaldet langsomt, men sikkert sat sine spor. Der var revner i det mørkerøde puds, og piletræet i forhaven, der før i tiden havde været dekoreret med lyskæder i julen, var nu blot en skygge mellem andre skygger. Havegangen var ryddet, men ikke strøet. Før ulykken havde det været Christinas fars opgave at sørge for den slags, men nu om dage måtte moren klare det hele selv, og det var ikke så let for hende, tænkte Christina med et stik af dårlig samvittighed.

Da hun havde låst cyklen, stod hun et øjeblik foran hoveddøren, hvor en stor krans med forgyldte kogler signalerede den trygge, borgerlige jul, moren stadig forsøgte at holde fast i. Hendes forældre ville blive glade for et besøg, tænkte hun. Det var faktisk flere dage siden, hun sidst havde kigget op til dem. På den anden side magtede hun næsten ikke at høre på morens sædvanlige bebrejdelser, forklædt som omsorgsfulde bemærkninger. “Jamen, bare du ikke går og føler dig ensom, skat,” eller “Din far er jo så glad, når du tager dig tid til ham,” eller “Det er da kun dejligt, du har andet at tænke på end hele den trummerum herhjemme.” Der var ingen, der som hun kunne få Christina til at føle skyld. Hver gang hun forlod forældrenes afdeling af huset, summede hendes hjerne af selvbebrejdelser. Hvorfor havde hun ingen kæreste? Burde hun gøre lidt mere ud af sig selv? Hvorfor gik hun egentlig aldrig en tur med sin far i kørestolen? Hvorfor hjalp hun ikke sin mor lidt mere i det daglige? Var hun simpelthen et dårligt menneske?

Christina gik bag om huset og ned ad kældertrappen, låste den hvidlakerede dør op og stod øjeblikket efter i sin lune entré. Lejligheden havde hun selv sat i stand for et par år siden, netop som hun havde besluttet sig for at gå i malerlære. Den bestod af en forbløffende rummelig stue med en niche, hvor der var installeret køkkenvask, komfur og køleskab. På den anden side af gangen lå hendes soveværelse og et toilet med håndvask. Ville hun i et ordentligt bad, måtte hun bruge forældrenes badeværelse.

Åh, hvor hun trængte til sådan ét lige nu, gik det op for hende, mens hun skrællede overtøjet af. Hun kunne høre trin på etagen ovenpå. Klokken nærmede sig ni. Så var moren ved at hente kaffebakken ind til TV-Avisen. Hun kunne se sin far for sig, let sammensunket i kørestolen med den stribede plaid om benene.

Hun stod et øjeblik og kiggede ind i sit tomme køleskab, ude af stand til at beslutte sig. Hernede var der stilhed, ro – og ikke så forfærdeligt meget andet. Deroppe var der morens talestrøm, farens blik, et kværnende fjernsyn. Plus varm mad og et badekar. Det blev det sidste, som gjorde udslaget. Christina slukkede lyset i stuen og gik ud i entreen, krydsede den fælles vaskekælder og tog trappen op til forældrenes afdeling i tre lange skridt.